P-kælder (Afsnit P 2004-2008).
P indsendt af Kristofer Hultenberg.

Corydon tog kampen op med de fordomme der ofte har knyttet sig til betegnelser som "multikunstner", og han foregreb også allerede i 1960'erne den digitale poesi: "at smelte ord, lyd og billede sammen i en form for filmisk rytme." Og som Martin Deichmann påpeger det i sin katalogtekst "Prikken over i'et" var han desuden et øjemenneske med sans for tegn og detaljer: "det mindstes, det nedslidtes, det næsten-forsvundnes poesi" – "Hellere dele end helheder". Et blik Corydon-udstillingen har tilfælles med mange af Afsnit Ps andre projekter: Webessay – en poetik undervejs (2003) for eksempel er spækket med detaljer – for ikke at sige konstrueret af dem. Den slags detaljer måske, som Gud skulle bo i ifølge Flaubert, men også den slags der åbner sanserne og betydningerne, og som bringer det nittende århundredes flanør sammen med vor tids inspirerede surfer.

I samme boldgade finder man Monica Aasprongs optagethed af enkeltbogstaver (ikke mindst t'er) i Soldatmarkedet (2007) og Oskar Ponnerts besættelse af ottetallet i Project 8 (2008). Og i Afsnit Ps P-kælder (2004-2008), som alle kunne sende bidrag til, fandt bogstavet P i alle dets afskygninger sin rette "parkeringsplads" ét for ét: En gammel ramponeret kædeskærm med P-form side om side med et fremgroende P skrevet med karse; for ikke at glemme det mikroskopiske der må ses gennem en lup. Enkeltbogstavet er sprogets detalje som åbner til en legende sanselighed der har rødder tilbage til vores tilegnelse af sproget. Ikke underligt blev netop P-kælderen for mange en slags Afsnit P-signaturværk eller øjenåbner i al sin konkrete enkelhed.

For den svenske konkretdigter Åke Hodell var det bogstavet i der – både som lyd og som visuel, menneskelignende figur – var hovedpersonen i en række værker, heriblandt igevär (1963). Den konkrete og visuelle poesi i 1960'erne er i det hele taget en praksis som mange Afsnit P-projekter bevidst eller ubevidst har stået i gæld til. Det har naturligt nok samtidig været et genstandsfelt for adskillige undersøgelser, tidligst som del af den første store gruppeudstilling Hvad er visuel poesi? (2000), hvortil to af bevægelsens vigtigste danske navne, Per Højholt og Vagn Steen, begge bidrog med konkretistiske værker og tanker om litteratur og visualitet. Og med projektet konkretpoesi.se - svensk konkret poesi i 1960'erne (2005) satte Martin Deichmann og Christian Yde Frostholm fokus på den endnu mere farverige svenske afdeling, der foruden Hodell omfattede blandt andre Öyvind Fahlström, forfatteren til det første manifest for konkret poesi.

Konkretpoesi.se gør en dyd ud af at krydse teori, praksis, udstilling og antologi i sin formidling af et materiale som i sig selv er gennemført grænseoverskridende. Projektet introducerer til perioden og rummer portrætter, interview og oversatte poetiktekster af syv af periodens hovedpersoner, samt diverse bipersoner og opslagsord. Men det reaktualiserer også digternes visuelle og lydlige værker i et nyt, digitalt medium. De to versioner af Hodells igevär-tekst – en artist book og en EP – bringes sammen i en flashanimation, og den iboende interaktion i Öyvind Fahlströms ordbriktekster og i Jarl Hammarbergs digtlandskaber føres ud i livet på skærmen. Imens datamaskine-effekten og -æstetikken i tekster af Torsten Ekbom og Leif Nylén videreføres med hjælp fra "ægte" random, bits & bites. Udstillingen viser dermed også hvordan den litterære strømning som for mange nok mest forbindes med skrivemaskinens teknologi, også var hvad Chris Funkhouser har kaldt for "forhistorisk digital poesi" (2). Den elektroniske litteratur er ikke vokset ud af ingenting.

(2) C. Funkhouser: Prehistoric Digital Poetry: An Archaelogy of Forms, 1959-1995. University of Alabama Press, 2007.

En lignende bro fra 60'erne bygger også Ottar Ormstad med sine animerede svevedikt (2006). Ormstad indgik i den norske gren af konkretpoesien. I dag er han en del af den elektroniske litteraturscene. Men allerede inden for selve konkretpoesi.se's rammer ledes der op til i dag med en særlig afdeling af yngre svenske navne fra 2000-tallet, heriblandt Anna Hallberg, Malte Persson og Johannes Heldén som hver på deres måde har anvendt praksisser i tråd med 60'ernes eksperimenter. Arbejdet med konkretpoesien ledte desuden til et "skandinavisk gennembrud" for Afsnit P og et nært samarbejde med miljøet omkring Audiatur-festivalen i Norge og OEI-tidsskriftet i Sverige, samt udøvende inden for sprogmaterialisme og konceptuel skrivning.

Anna Hallberg har senere på Afsnit P slået et vigtigt slag for en litteraturkritik der er mere åben og prøvende i forhold til den ny eksperimenterende nordiske litteratur, nemlig i essayet Her har man altid med sig (2005). Og Johannes Heldén endte med at skabe et af de mest fremadrettede digitalpoetiske værker, nemlig Primärdirektivet / The Prime Directive (2006), som led i serien Ord i øjet – ny nordisk poesi, hvori også Rinnes archives zaroum og Aasprongs Soldatmarkedet indgår.

Johannes Heldén er et multitalent i ordets bedste betydning. I Primärdirektivet står han for alt fra skrift, tegning, musik til flashprogrammering og oversættelse. Og også han har en svaghed for detaljen. Indgangen til værket sker (med tungen i kinden) via to svævende læderindbundne, men samtidig hologramagtige bøger. Det første bind, "Fragmentets Flyktväg", fører ind til et dystopisk sci-fi-landskab, hvor dystre dronelignende fly svæver forbi, og ensomme små biler kører i endeløse motorvejsudfletninger. Når man flytter musen, ser man landskabet som igennem en røntgen lup, og efter lidt tid forstår man at hvert punkt i landskabet repræsenterer et tekstfragment, som kommer til syne over billedet. Når man holder museknappen nede, får man en anden tekststump igen. Uanset om man gør sig forsøg på at bevæge sig lineært, er digtet man læser ikke muligt at samle til lange meninger. Man er mest af alt i en stemning, et stykke ambient poesi, hvilket lydsiden også understreger; men det forhindrer på ingen måde én i selv at knytte sammenhænge i det åbne værk.

I forhold hertil er det andet svævende bind, selve "Primärdirektivet", anderledes ordknapt og styret. Her er det glødende punkter i en dunkel, abstrakt fordrejet verden man skal afsøge med musen. Hvert punkt lyser op og får lyd når man peger på det, hvorefter et digt toner frem i grønt og hvidt og bliver skiftevis skarpt og uskarpt. Ordene skrives og forsvinder: "du kommer på något bra, du/blir ivrig/kommer allt att falla på plats", starter én tekstmobile. "Du kommer att glömma", slutter en anden, før den starter forfra i sit loop.

Den digitale poesi, som Johannes Heldéns værk er et smukt eksempel på, er ikke blot et nyt og unikt rum at skabe og opleve litteratur i. Det er også et spejl for hele den nye digitale skriftkultur som vi tager del i disse år, og hvor det flygtige og fragmentariske er markante kendetegn. Eller sagt på en anden måde: det er en genre som formår at gribe de kreative muligheder i mediet, men samtidig rummer et helt særligt potentiale for at forholde sig teknologikritisk. Samtidig kan det, som i Heldéns tilfælde i særdeleshed, være et sted hvor grænsen mellem de enkelt medier, og imellem roller som forfatter, billedkunstner og programmør, ikke længere er mulig at optegne. Værket er en helhed og må opleves som det. Og altså må kritikken også forandre sig.

Afsnit P rummer mange verdener at fortabe sig i; universer som ikke desto mindre – og helt bevidst – er en udfordring til læseren. Hvis man skal betragte sitet som et samlet, om end meget sammensat, værk, står det klart at læseren ikke har haft direkte medindflydelse på tilblivelsesprocessen. Afsnit P er ikke det store demokratiske open source hvor læseren skriver med på work-in-progress-tekster og selv er med til at definere resultatet. Interaktionen foregår inden for de æstetiske rammer som vi har udstukket. Vi har udnyttet nogle af nettets muligheder og fravalgt andre. Fravalget af interaktivitet i den store skala har givet ro til at indrette et unikt rum som, hvor labyrintisk det end er, har båret en svært definerlig rød tråd gennem alle de opståede møder – mellem former, genrer, vidensområder og mellem mennesker. En kollektiv p(er)sonlighed?

Sådan ser Afsnit P ud herfra, hvor vi står, ti år fra start – "here" og ikke "there" –og kan se konturerne lidt udefra, lidt fra siden, og naturligvis mest indefra.
 

Artiklen er skrevet til Bogens Verdens tema om litteratur og net i nr. 3, 2009.

<< | 1 | 2 | 3

anneks | 14/12/09 | kommentér

Johannes Heldén: Primärdirektivet
(Afsnit P 2006)