Til Queerlitteraturdagen i Göteborg, som blev afholdt lørdag 31. maj på Pustervik-teatret, komponeret af forfatterne Athena Farrokzhad og Linn Hansén, fik ingen af aftenprogrammets medvirkende digtere (med undtagelse af spoken word-digteren Staceyann Chin) lov at arbejde på egen hånd. Alle var blevet opfordret til at skrive og optræde i små grupper ud fra forskellige “uppdrag”. Jeg selv var kommet i muntert selskab med de fine poeter Tova Gerge og Kajsa Sundin, og jeg vil ikke sige, at opgaven var let, for hvordan skriver man overhovedet sammen med andre, og endda uden først at have haft mulighed for at synkronisere sine planer in real life? Men det skabte sin egen queer og uforudsigelige aften for alle.

Det var modigt af arrangørerne at forlange noget af alle bidragydere og at tvinge dem til at forholde sig til netop fremførelsen. Først bagefter forstod jeg via Dennis Coopers blograpport, at han og Eli Levén blot havde gjort det simple greb at bytte tekster. Dennis tror nu ikke, at han og Eli “fooled the crowd”, men jeg, som ikke på forhånd kendte deres forfatterskaber, var temmelig let at tage ved næsen.

En lidt tilsvarende udskiftningsmanøvre, men mere kompleks, havde Hanna Hallgren og Johan Jönsson foretaget i deres fælleslæsning med overskriften Mandlighed, som i mine ører var dagens litterære højdepunkt. Vi tænker, at vi er skolet til at lytte til litteratur som netop litteratur – og dermed fiktion – men en oplæsning som denne pointerede forbilledligt, hvor meget vi placerer ordene i de kroppe, personligheder og køn, som de i øjeblikket “udspringer” fra. Vi kan simpelthen ikke lade være.

Og intet føltes pludselig vigtigere – i det queere rum med alle dets faldgruber for at falde i nye fastlåste opfattelser af hinanden straks man har vristet sig fri af de gamle – end at lære sig at adskille sproget fra kroppene.  

[plog] | oplæsning, performance, poesi, queer