indlæg med taggen "belgien"


Læse med billeder i øjnene –
Marcel Broodthaers: Le Corbeau et le Renard


| 24/12/08

Le Corbeau et le Renard (1967), arbejde på papir, MACBA

 

Man kan ikke både have ost i munden og få komplimenter for sin skønsang. Sådan lyder moralen i La Fontaine-fablen Ravnen og ræven, “et vers om gevinst og tab”, som den danske oversættelse kalder det.

Men kan man både læse og have billeder i øjnene? Hos salig Marcel Broodthaers har man ikke noget valg.

Hans film Le Corbeau et le Renard fra 1967, som indgår i Ubuweb-skatkammeret, er et vidtgående eksperiment med at tilnærme ord, billeder og ting hinanden. Eller som Broodthaers siger i et interview: “et forsøg på så vidt som muligt at nægte både ordene og billederne mening”. 

Til brug i filmen lader han et af sine digte trykke med fed skrift og fungere som kulisse for en række genstande, heriblandt portrætter af sig selv og helten Magritte. I stedet for at illustrere eller dramatisere står tingene og billederne i vejen for teksten eller indgår, stående side om side med den på deres hylder, i en slags udvidede sætninger.

En “læseøvelse” eller “rebus”, kaldte Broodthaers selv det filmatiserede digt. Og man kan naturligvis ikke lade være at forsøge at tyde det.

Skriften forvrænges set gennem syltekrukkerne, hvori der er stukket andre, håndskrevne ord. Og kameraet panorerer baglæns hen over ordene “MAIS À PEINE” (“men kun knap”). I ordet “UN” (“en”) sidder en tegnestift. Ordene bliver til ting, tingene til ord, og også selve fiktionen konkretiseres. “Maleren havde alle farver. Arkitekten var af sten. Raven og ræven stod med trykte typer”. 

Da filmen var færdigklippet, mente Broodthaers, at han stadig ikke havde opnået fuldt ud den harmoni mellem medierne, han ønskede, og han udformede derfor et særligt lærred, den skulle projiceres på, som gentager dele af skriften og billederne. Endnu et lag, der på én gang tydeliggør pointen og vanskeliggør den (vante) umiddelbare læse/synsoplevelse. 

Filmen blev i første omgang skabt til filmfestivalen i Knokke, hvor man modvilligt viste den, men uden for programmet og på et normalt lærred. Men skaden blev gjort god igen året efter på udstillingen Le Corbeau et Le Renard på Wide White Space Gallery i Antwerpen, hvor både film og lærred indgik – sammen med en bog – og de tre dele blev solgt som et samlet “environnement”.

Et tegntrip
– Michaux: Streker + Images du monde visionnaire


| 22/12/08

Simen Hagerups norske Henri Michaux-gendigtning Streker (Biblioteket Gasspedal) er en af de smukkeste nye bøger, jeg har haft mellem hænderne i det år, der nu går på hæld. Bogen samler en række af den belgisk-franske digter og malers værker helliget tegnene – et “mystisk-semiotisk delforfatterskab”, som Hagerup kalder det.

Arbejdet med materialet har også været øjenåbnende for oversætteren selv, hvilket han meget præcist formulerer således: “det var først da jeg pliktskyldigst hadde gransket de ‘medhørende tegningene’ og prøvd å tolke dem opp mot tekstmaterialet, at jeg innså at jeg egentlig satt og gjendiktet kommentartekster; ikke drømske notater om en ikkeeksisterende litteratur, men forklarende noter til noen foreliggende arbeider, som vi i siste ende er nødt til å klassifisere som litteratur, nettopp fordi de jobber mot språkets definisjon av språk.”

Teksterne, som udgør Streker, kredser om de kinesiske ideogrammer og deres udvikling, såvel som om Michaux’s eget projekt med at skabe et helt nyt, åbent og poetisk skriftsprog i stil med “den piktogrammatiske førskriften”. Et projekt eller en drøm, der knytter sig nært op til forestillingen (utopien) om, hvordan det kinesiske og mange andre sprog var, før de blev til “håndjern”: sprog “som skal forme og begrense, avgrense”.

“Piktogrammatisk”, men vel at mærke ikke piktogrammer i vores forstand som entydige budskaber, der kan forstås internationalt, snarere tværtimod, med en slags uforståelighedens præcision. “Tegn: for endelig å avløse ordene messing”. Eller: “Tegn som er åpent i flere retninger./Balansering.” 

Michaux udvider forbilledligt litteraturen ved at skabe en perfekt glidende overgang mellem ord og billede – mellem tekst, tegn og tegning. Han samler dem i disse tekster til en samlet verbovisuel læseakt. 

Det er kun “i den ene retning”, at Michaux er asemiker. Digteren afholder sig ikke fra at tolke sine egne, malerens skriftbilleder, fx ved at skabe en tilsvarende glidende overgang imellem abc (abécédaire) og bestiarium (béstiaire) – tegn og væsener. Men også hans poesi forsøger at holde sproget åbent som “Det kinesiske språket fremlegger for blikket, slik naturen gjør det, uten å fastslå”.

Det universelle, poetiske sprog, han i 1938 besluttede sig for at skabe med ni hundrede ideogrammer og en grammatik, havarerede, fortæller Hagerup. Men i et lykkeligt skibbrud, må man tilføje. Hvad skulle manden dog også med en grammatik?

For nylig kunne Ubuweb så med Pär Bäckströms hjælp føje det eneste filmiske værk af Henri Michaux til arkivet, nemlig undervisningsfilmen Images du monde visionnaire fra 1964, som han lavede sammen med Eric Duvivier på bestilling af medicinalfabrikanten Sandoz (som bl.a. syntetiserede LSD). Filmen skildrer på kalejdoskopisk og surrealistisk vis to trip på henholdsvis mescalin og hash – blandt andet ved hjælp af svimlende panoreringer i skriftbilleder kalligraferet af en mescalinpåvirket Michaux.

Som digteren selv påpeger i sin indledning, er det et umuligt projekt – alt er meget stærkere og mere vrimlende, end en film kan vise. Men fantastisk og syret, det er det.

Broodthaers i Stege


| 27/8/08

Foto: Tate Collection

De rå fabrikslokaler i Sukkerfabrikken i Stege er en perfekt location for fluxus-udstillingen Food for Thought. Udstillingen er startskuddet for U-TURNs kvadriennale som fra 5. september og et par måneder frem finder sted i de gamle Carlsberg Bryggerier i Valby, i Nikolaj samt rundt omkring i Københavns byrum. Grundrecepten er lyd og madvarer – i bred og grænseoverskridende fluxus-forstand. Der er Bjørn Nørgaards legendariske hesteslagtning i kælderen, suppeservering og -diskussion i fluxuskøkkenet ovenpå og diverse madvarer og yndlingsredskaber (for eksempel Joseph Beuys pølsekniv) i det tilhørende wunderkammer. I samlingen af fetichobjekter indgår to værker af den geniale belgiske kunstner Broodthaers: alt-godt-fra-havet-planchen Citron-Citröen og flaskeposten Le Manuscript trouvé dans une Bouteille. Da Broodthaers som ung lærte Magritte at kende, blev han særligt fascineret af anvendelsen af ord til at modsige et visuelt udtryk. Lingvistisk og visuel repræsentation blev et omdrejningspunkt i hans egen kunstneriske undersøgelse.

Pangordene citron og citroën’s lysende kontrast giver planchens akvamarinblå nostalgi et helt andet og komplekst udtryk – både hvad angår betydning og farveholdning. Den surrealistiske blanding af zoologisk klassificering og bilindustri optræder også i andre af Broodthaers’ plancher – en genre han yndede -, for eksempel Les Animaux de la Ferme som afbilleder 15 forskellige kvægracer med et bilmærke skrevet under hvert billede. Modsætningen mellem billede og ord undergraver den klarhed og entydighed der ellers kendetegner undervisningsplanchen.

Foto: York Wegerhoff

Referenceforholdet mellem tekst og ting er også drilagtigt på spil i flaske-værket. Her er det ikke bordeaux-flaskens vante flydende indhold der er i søgelyset, men flasken som tekstbeholder og tekstobjekt. Genstanden bærer inskriptionen Manuscript 1833 – en henvisning til Poes novelle Manuscript found in a Bottle fra 1833. På den tilhørende karton står samme titel på tysk med dateringerne 1833 og 1974. I værket anno 74 er objektet og dens emballage selve teksten, samtidig med at der trækkes spor tilbage til den traditionelle litterære tekst – den er blot ikke tilgængelig for læsning. Man kan med andre ord ikke komme ind i manuskriptets hemmeligheder – det er i overfladerne det foregår. Ud over kartonen var flasken i sin tid i 1974 også indpakket i et stykke silkepapir hvor der stod Broodthaers: The Manuscript, efterfulgt af en lille tekst i tre versioner – en engelsk, tysk og fransk – om objektet; altså en almindelig Bordeaux-hvidvinsflaske hvis inskription refererer til Poe … osv.

Broodthaers kom oprindelig fra poesiens verden, men efter at have levet 20 år som fattig digter, greb han til den symbolske handling at indstøbe 50 usolgte eksemplarer af digtsamlingen Pense-Bête i gips. Teksten var forseglet, gjort ulæselig – til gengæld var hans første bogobjekt blevet født!

Nok om Broodthaers for denne gang. Der er forresten også meget andet at komme efter i Sukkerfabrikken i Stege – af både ældre og nyere værker. Blandt de sidste for eksempel nogle temmelig syrede performanceværker på video. Lilibeth Cuenca der i anledningen af udstillingen går amok med en malerkost mellem benene. Og ikke mindst det finske klagekor der fra karsken bælg og med stiff upperlip gjalder løs om hverdagens sorger og fortrædeligheder. Det sidste er ubetaleligt morsomt.

Udefra


| 29/8/01

Udefra 1999-2001: Otte faste, mere eller mindre udsendte korrespondenters individuelle serier af bidrag i ord og billeder fra websitet Afsnit Ps start i efteråret 1999 og to år frem: Klavs Bondebjerg, Tinne Borgland, Andreas Brøgger, Peter Eriksen, Marianne Lumholdt, Tatiana Maria Lund, Morten Søndergaard og Lene Wissing. God rejse!

Se Udefra.

(Læs mere >>)