For Roland Barthes var skriften uløseligt forbundet med kroppens bevægelser – en lystfyldt rytmisk aktivitet – og dens sande væsen befandt sig på vrangsiden: i den lykkelige ulæselighed. Karen Wagner skriver om Barthes og nogle af hans valgslægtskaber, billedkunstnerne Bernard Réquichot og Mirtha Dermisache, samt om deres digitale efterfølgere, Maria Mencia og Yi Zhou, der puster nyt liv i skriften, herunder den håndskrevne.

[anneks], [essay] | afsnit p, asemisk, digital poesi, essay, håndskrift, kalligrafi, lyd, skrift