“Gravstene er også digte”. Citat Tóroddur Poulsen, Vencil 2007

Foto: Tate Collection

De rå fabrikslokaler i Sukkerfabrikken i Stege er en perfekt location for fluxus-udstillingen Food for Thought. Udstillingen er startskuddet for U-TURNs kvadriennale som fra 5. september og et par måneder frem finder sted i de gamle Carlsberg Bryggerier i Valby, i Nikolaj samt rundt omkring i Københavns byrum. Grundrecepten er lyd og madvarer – i bred og grænseoverskridende fluxus-forstand. Der er Bjørn Nørgaards legendariske hesteslagtning i kælderen, suppeservering og -diskussion i fluxuskøkkenet ovenpå og diverse madvarer og yndlingsredskaber (for eksempel Joseph Beuys pølsekniv) i det tilhørende wunderkammer. I samlingen af fetichobjekter indgår to værker af den geniale belgiske kunstner Broodthaers: alt-godt-fra-havet-planchen Citron-Citröen og flaskeposten Le Manuscript trouvé dans une Bouteille. Da Broodthaers som ung lærte Magritte at kende, blev han særligt fascineret af anvendelsen af ord til at modsige et visuelt udtryk. Lingvistisk og visuel repræsentation blev et omdrejningspunkt i hans egen kunstneriske undersøgelse.

Pangordene citron og citroën’s lysende kontrast giver planchens akvamarinblå nostalgi et helt andet og komplekst udtryk – både hvad angår betydning og farveholdning. Den surrealistiske blanding af zoologisk klassificering og bilindustri optræder også i andre af Broodthaers’ plancher – en genre han yndede -, for eksempel Les Animaux de la Ferme som afbilleder 15 forskellige kvægracer med et bilmærke skrevet under hvert billede. Modsætningen mellem billede og ord undergraver den klarhed og entydighed der ellers kendetegner undervisningsplanchen.

Foto: York Wegerhoff

Referenceforholdet mellem tekst og ting er også drilagtigt på spil i flaske-værket. Her er det ikke bordeaux-flaskens vante flydende indhold der er i søgelyset, men flasken som tekstbeholder og tekstobjekt. Genstanden bærer inskriptionen Manuscript 1833 – en henvisning til Poes novelle Manuscript found in a Bottle fra 1833. På den tilhørende karton står samme titel på tysk med dateringerne 1833 og 1974. I værket anno 74 er objektet og dens emballage selve teksten, samtidig med at der trækkes spor tilbage til den traditionelle litterære tekst – den er blot ikke tilgængelig for læsning. Man kan med andre ord ikke komme ind i manuskriptets hemmeligheder – det er i overfladerne det foregår. Ud over kartonen var flasken i sin tid i 1974 også indpakket i et stykke silkepapir hvor der stod Broodthaers: The Manuscript, efterfulgt af en lille tekst i tre versioner – en engelsk, tysk og fransk – om objektet; altså en almindelig Bordeaux-hvidvinsflaske hvis inskription refererer til Poe … osv.

Broodthaers kom oprindelig fra poesiens verden, men efter at have levet 20 år som fattig digter, greb han til den symbolske handling at indstøbe 50 usolgte eksemplarer af digtsamlingen Pense-Bête i gips. Teksten var forseglet, gjort ulæselig – til gengæld var hans første bogobjekt blevet født!

Nok om Broodthaers for denne gang. Der er forresten også meget andet at komme efter i Sukkerfabrikken i Stege – af både ældre og nyere værker. Blandt de sidste for eksempel nogle temmelig syrede performanceværker på video. Lilibeth Cuenca der i anledningen af udstillingen går amok med en malerkost mellem benene. Og ikke mindst det finske klagekor der fra karsken bælg og med stiff upperlip gjalder løs om hverdagens sorger og fortrædeligheder. Det sidste er ubetaleligt morsomt.

En legendarisk inskription der optræder i et Søren Ulrik Thomsen-digt i Hjemfalden. Stadig et gribende syn.

Det er magisk at ankomme til fyret ved Kap Finisterra, også selv om man ikke er religiøs. For pilgrimmen er fyret den ultimative endestation for El Camino, Santiago-pilgrimsvandringen, hvor tøjet brændes på klipperne og vandrestaven kastes i havet efter at have tilbagelagt ofte hundredevis af kilometer. I ugevis har pilgrimmen fulgt de gule pile og muslingeskallen, nu er der ganske enkelt ikke flere stier og tegn at følge. Her hører verden op. Fyret ligger på en lille halvø som Jeppe Brixvold i sit Hæfte om den personlige bodsvandring beskriver som en grå finger, der peger ud fra den galiciske Costa de la Muerte, Dødens kyst, og kan ses på hele kystvejen fra Noia. Kysten er forrevet, landskabet billedskønt, men vejret også lunefuldt. Man fornemmer at det er en natur, der kræver sine ofre.

Vi ankommer i en tæt, våd tåge og hører havets brusen langt nede omkring klipperne, men kan intet se. En mærkværdig dyrelignende knurren lyder gennem tågen. Det er La Vaca, en sirene kaldet Koen på grund af de to opadvendte tågehorn, som brøler ud i intetheden og advarer eventuelle søfarende. Ud over konturerne af et par enkelte kors er det eneste der kommer øjet i møde, en ensom graffitti-tegning af en kvinde og en fisk. Tegningen figurerer jo ikke i guidebogen, men det er nærlæggende at opfatte den som en slags pilgrimsstreet-art. En mystisk lille (Jesus-)fisk i hænderne på en stor, sort Madonna..?.. Mere ligetil forekommer budskabet i den rødglødende Jesus-tegning på transformatorstationen på vejen ud til fyret.

Billederne minder mig om hvad det er ved Spanien, som til stadighed fascinerer mig upåklageligt. Der er strøm på naturens rå og destruktive kræfter (indre som ydre), på døden, Jesus, Madonna og så videre, ikke kun i kunsten og litteraturen, men også i det uforhippede og moderne hverdagsliv. Det umådelige og følelsesfulde træder ofte og upoleret frem – brutalt og henkastet i én og samme bevægelse. Som kirkegården i Finisterra hvor kors og gravsten vælter rundt hulter til bulter. Eller messen i katedralen i Santiago de Compostela hvor turisme, skriftemål, bryllupsceremoni, fælles bøn, åben gråd, kærestekysseri, sang og opremsning af ankomne pilgrimme foregår mere eller mindre samtidigt.

Genlæsningen af Brixvolds bog optog mig i øvrigt langt mere end Cees Nootebooms ellers meget vidende bog om Spanien, Omveje til Santiago. Måske fordi den er skrevet i niveau med vejen, landskabet, tankeflowet og de mennesker jeget møder på vandringen.

Tilbage i det lille fiskerleje Finisterra kan man nu med god samvittighed nyde en velfortjent øl på den lokale pub, Titanic. Og diskutere sandheds- og interesseværdien af et forlydende rygte om at der hjemme i Danmark arrangeres pilgrimsrejser til katedralen i Viborg.

Jeg læste Sigurd Tenningens kortprosabog GÆA på skibsdækket af en langsomfærge med udsigt til en håndfuld Kyklade-øer der stod skarpere og skarpere mod horisonten. Et perfekt sted at opleve denne lille perle – og at koncentrere og sprede tankerne. Gæa er et drømmesyn, en ø, der emanerer frem rumligt og visuelt og udfordrer sprogets og bevidsthedens forståelseskategorier. Den første af de fire tekster, Arkhipelagos, omhandler et mytisk drømmelandskab, en ø der nærmer sig bevidstheden konkret, samtidig med at tekstens jeg reflekterer over standarder for geografiske fremstillinger af landskaber i kartografiens historie; fysiske modeller af forskellige verdensbilleder. Efterfølgende beskrives ø-folkets mentalitet og trosforestillinger. Jeg kom i tanke om Cortázars fortælling Øen i middagsstunden hvor en steward bliver besat af en ø, han iagttager fra flyveren. Og da det jo er fantastisk litteratur, overskrider hovedpersonen pludelig tidslig og geografisk afstand og skyller op på øen, som gemmer på erotiske glæder her og nu og også spor tilbage til en gammel minoisk og ægyptisk kultur. Nå, en tangent – men det er hvad der sker, når man læser en tekst som GÆA.

Teksten Kort historie om ild omhandler også et fiktivt landområde, Uqbar, som en anden stor argentiner, Borges, har skrevet om i novellen Tlön, Uqbar, Orbis Tertius. Som Borges lader Tenningen stedets tydelige fiktionskarakter infiltrere med virkelige historiske steder, personer og begivenheder. Den stilistiske og tematiske arv fra Borges gennemtrænger hele teksten: myter, oldtidshistorie, biblioteker, litterære kilder, jødisk mystik, lister…, – men Tenningens bog er desuden ligeså encyklopædisk og genremæssigt vild og frisættende, som den er sprogligt og stilistisk stram. Videnskab og fantasi konvergerer; historie, antropologi, topografi og matematik blander sig med listedigte, satire, opdagelseslitteratur og fantastisk litteratur for nu blot at nævne nogle af ingredienserne.

Ud over den mytiske fortælling om et arkaisk og utopiske ø-rige gemmer GÆA også på en – meget elliptisk – krimihistorie bestående af lister hvoraf alle ord begynder med bogstavet k. Det narrative opstår af de kategorier listerne er inddelt i. Der er både mordvåben, elskovslyde, barnlig ordglæde, fabeldyr og verden på verden i disse k-listers svimlende fortællepotentiale – og måske endda også små hjælpenøgler til begribelse af Gæa-tekstens koncept og konstruktion.

Der er rigtig meget af komme efter i forlaget Gasspedals lille fine udgivelse. Af viden, litterært eksperiment, gådefuldhed og en nærmest klassisk poetisk skønhed. Det gælder ikke mindst bogens visuelle side som tæller såvel grafikken som fotos og de fiktive landkort, både i større og mindre udsnit. På forsiden af hvert nyt kapitelafsnit er der zoomet ind på “klatter” af landkortet, så de fremstår som abstrakte billeder eller ligner biologiske strukturer set gennem mikroskop.

Uden for bogens univers, men i association til, har Martin Grüner Larsen lavet en fin lille fotoserie på Flickr som indfanger tekstens både mytiske, gådefulde og videnskabelige aura.

Kunstnerduoen YOUNG-HAE CHANG HEAVY INDUSTRIES
har efterhånden produceret over 40 flashtekster udformet i samme jazzede minimalistiske stil der ligner ældre kunstformer som konkret poesi og eksperimenterende film. Værkerne leger med den animerede tekst narrative muligheder og animationens slægtsskab med musikken, men er samtidig set fra new media art-vinklen primitivt enkle og gammeldags. Ingen klikken, ingen læservalg, ingen faren vild i det ergodiske trafikkaos. Man læner sig dovent tilbage og lade sig udstoppe som en foisgrasgås med ord og atter ord, akkompagneret af sort jazz og ofte af Victorias kælne computerstemme. “Simpelt-fedt” som jeg hørte en af børnene på vejen sige forleden.

Nogle af værkerne går ufatteligt hurtigt – 12 fps, inddelt i 85 ms intervaller. Visse af ordene er flashet på mindre end et halvt sekund. Grib informationerne, eller mist dem, siger teksten. For ordene og deres betydning forsvinder næsten før man har opfanget dem – og så er det er bare too late. Skærmlæseren er her som en astronaut for hvem alt afhænger af hast og orientering mod et mål. Man arbejder under tidsbegrænsninger som skulle man tilbage til rumskibet eller jorden, før iltbeholderen løber tør. Læsningen af den hasarderede tekst bliver da en rytmisk deltagelse hvor refleksionen kun har et splitsekond til at presse sig selv. Det kræver en spredt, åben og hengiven bevidsthed – som umiddelbart inden søvnen indtræder – at opfange ordene og forstå dem i sammenhæng. Hastigheden får læseren til at falde i dyb koncentration eller i en tilstand der grænser op til trance. Som den en performer befinder sig i, når han skal indtage scenen og udføre sin præstation – hvis han begynder at tænke over det forestående, er det helt sikkert, at han fejler. “Søvngængernærværet” erstatter rationalitetens systematiserende forståelse. Og YHCHI’s værker ekspliciterer også selv gerne The Art of Sleep og dens flow af associationer.

Værket BUST DOWN THE DOOR (2000) –  mit første møde med YHCHI – trækker brutalt læseren ud af computertrygheden med en historie om et indbrud midt om natten af uidentificérbare væbnede voldsmænd: “They bust open the door while you sleep, rush into your home, enter your bedroom, drag you out of bed, push you in your underwear to the street”. Og mens du’et ligger på knæ med en kugle for panden, genkaldes nattens drøm om elskeren, stranden og den ubærligt søde bossa nova. Det chokerende pludselige overgreb giver adgang til det ubevidstes sanselystne billedflow. Synsvinklen starter med 2. person ental, men skifter ved næste gennemspilning til tredje person og efterfølgende i nye kombinationer. Overgrebet griber ud i alle sociale konstellationer, og også læseren indtager både rollen som voldsmand og offer.

Den første version af værket anvender monotone trommer til at fremmane stemningen af trussel og fare. Remixet BUST DOWN THE DOOR! GATES OF HELL – VICTORIA VERSION (2004) – udstillet på ni internetkøleskabe i Rodin Gallery på The Samsung Museum of Art in Seoul – fremhæver derimod tekstens vekselvirkning mellem kærtegn og vold ved hjælp at musikkens konstant varierede tempo. Kontrasten mellem den langsomme kælende bossa nova-rytme og den pludseligt aggressive tempoforcering demonstrerer musikalsk at tvang og lyst nu én gang er forbundne størrelser – også i tekstens rige.

“Enten han færdedes i sin brydsomme Forstandergjerning, eller man havde ham på Tomandshaand, lyste hans Personlighed af den samme Mildhed og Hjærtensgodhed. Hans Digtning tilhørte Børnenes Verden, især de fattige og forsømte, og disse har aldrig havt en varmere Ven og Talsmand end Leopold Budde.”

Illustreret dansk Literaturhistorie. Danske Digtere i det 19de Aarhundrede

Stakkels Budde! Hvem kunne ane at ordet børneven skulle gå hen og miste sin uskyld noget så eftertrykkeligt…

Her i ploggen er vi dødmisundelige på titlen på Lars Bukdahls næste bog, der kommer til september: Alfabeter fra Pluto. Det må mindst være zaum eller zaroum i 7. potens der tales derude på Dværgplaneten, ex-planeten Pluto. Eller for den sags skyld på Plutoiderne som jeg lige læste om i avisen forleden.

Langt fra den udspacede bukdahlske ordleg, men ikke mindst med kosmisk aura er Astrid Gjesings Måne hav sten-værk, dokumenteret i bogen Noter til ensomhed. Bogen er udgivet i anledning af lommetørklæde-udstillingen af samme navn på Kvindemuseet i Århus, foråret 2008, men rummer både fotodokumentation af andre af kunstnerens vigtige værker og essays om værkerne, heriblandt Mathias Kokholms fine tekst om lyrik-/lysinstallationen Nat Tegn.

I 23 store runde, vandslebne sten fra istiden, placeret i tidevandslinjen på Moesgård Strand, har Gjesing i 1998 fået sandblæst de danske navne på månens have: Klarhedens Hav, Fugtighedernes Hav, Nektarhavet, Tågernes Hav og så videre. I det mellemliggende årti har naturen skrevet videre på værket; dækket dele af ordene til med tang og alger, fyldt småsten i bogstavfordybningerne, udvisket ordene og i perioder skjult stenene under vandet. Hun skriver i bogen, hvordan hun på sine gåture iagttager samspillet mellem værk og natur, og hvor overrasket hun, til trods for at hun kender området godt, er blevet over graden af foranderlighed.

Stenene ligger som rolige pejlemærker for den vandrende og viser naturens konstante forandringer, samtidig med at de i sig selv giver fysisk form til samspillet mellem universet, naturen og mennesket. En zen-have under vand. Fravær, afstand og forgængelighed konkretiseres i stenenes tyngde – alfabetets flygtighed er ikke til at komme udenom. Tyst taler stenene om det universelt ufattelige; sammenhængen mellem det helt nære liv derinde i kroppen og rummet langt derude.

 

Foto: Camilla Nørgård

Det har allerede fået trukket pælene op, Camilla Nørgårds spraglede nomadetelt, hvor lyset faldt helt uforudsigeligt ind af de ca. 4000 kuvertruder. Gid det rejste videre. Og hvorfor skulle det ikke? Når nu alle disse rudekuverter gennem års arbejdsrutiner er blevet tømt for skyldstyngende kapitallogisk indhold, og de indre værdier omsider har fået lov til at blafre frit i vinden. For her gemmer rudekuverternes sande hemmeligheder sig – et 1001 nats ornamentalsk eventyr. Pengeverdens dominans fordufter, det dømmende sprogs plapren forstummer, så snart man træder ind i konvolutternes ellers usynlige og overraskende farverige inderverden – verdener – af grafiske strukturer, farver og mønstre. En helt særlig oplevelse at være inde i et rum, der består at vrangvendte papirlommer, ligner et hus, men blafrer som en dug. En moské af papirstoflighed, enkelt og mangfoldigt.

Teltet kunne aflægge visit på de danske arbejdspladser og tilbyde samfundskollektiv aflad, en unik æstetisk oplevelse – eller måske bare et øjebliks ro.

“I traditional politisk og social tænkning har det “offentlige” været defineret i forhold til det ”private”. Grænsen mellem det offentlige og det private er dog aldrig blevet fastlagt. Snarere er den konstant blevet ændret og forhandlet gennem forskellige kulturer og historiske epoker. For eksempel gav den moderne vestlige distinktion ingen mening i antik græsk tænkning, hvor private husholdninger blev opfattet som dele af det omgivende fællesskab, politisk relevante og dermed fundamentalt offentlige.”

Jakob Linaa Jensen: Offentligheden i de digitale mediers tidsalder

Turbulens, #10 Maj 07 (Tema: Liv, Krop og Teknologi)

Skal facebook-beskeden være Between You and X, eller skal den stå på væggen? Jeg er som regel aldrig i tvivl, men kan konstatere at der er nogen, der trækker grænsen mellem det lukkede brevs hemmeligheder og det åbne blotlagte postkort noget anderledes. Jeg mærker et pavlovsk ryk i kæbepartiet, hver gang jeg læser en i mine ører alt andet end officiel besked på min væg. Og de samme trækninger vender tilbage, når mine facebookvenner fortæller om fotos af mig, som jeg ikke selv har lagt ud og tagget. Det hellige fortrolige familiebillede som jeg muligvis ikke engang ville vise de nærmeste, evigt ironiske, venner. Det er kontroltabet man skal tåle, når man kommunikerer i et komplekst online fællesskab. Og det er graden af kontrol, man overvejer hver gang man vælger medium: skal det være en besked Between You and X, hvor man i ro og mag kan gøre sig umage med den sproglige iscensættelse for at gøre indtryk på hiin Enkelte. Går man på væggen og pingponger for næsen af alle de andre beundrende facebookere. Eller slipper man sig selv løs i chattens talesprogslignende umiddelbarhed, som selvfølgelig kun er pseudo-umiddelbar (der er stadig en lille forsinkelse der bekræfter Derridas postalske princip: ambivalensen af på den ene side nærværet og på den anden side fravær og forsinkelse.)

Men hurtigt går det. Vi er lysår væk fra det langsommelige, velovervejede brev, og netop tempoet og de pludseligt forrykkede grænser mellem privat og offentligt chokerer mig. Og pirrer.