Zenon Fajfer og Katarzyna Bazarnik: Oka-leczenie (“Øje-healing”), triple-codex-bog (2000)
Liberatur kalder den polske forfatter og dramatiker Zenon Fajfer forsøgsvis den litteratur, som ikke indskrænker sit perspektiv til selve tekstens ordlyd og betydning, men hvis forfatter “udtrykker sig med hele bogen” (liber), dens fysiske form og opbygning. I en fin lille artikel fra 1999, oversat i Den Blå Port nr. 79 med nyskrevet Post Scriptum, slår Fajfer til lyd for en skrivning, som ikke blot tager bogens rum for givet, men i stil med samtidens teater – og billedkunst kunne man tilføje – starter med at opbygge sit eget rum fra grunden.
Uden bevidsthed om bog og bogstav, ingen litterær fornyelse, mener Fajfer. En forfatter, der overlader valget af skrifttype til sin forlægger, er i virkeligheden ikke anderledes end en komponist, der overlader beslutningen om, hvilke instrumenter det skal fremføres med til dirigenten. For “skrifttypen i en bog er som klangfarven i musik”.
Liberatur-genrebetegnelsen er vigtig for Fajfer, fordi den nuværende tendens til at sortere al tekstkunst, som arbejder med sin fysiske form, under billedkunstkategorier som fx artists’ book’en er det samme som at fornægte værkernes litterære kvaliteter. Og betegnelsen har åbenbart slået an, i al fald i Polen, hvor der findes siden 2002 et Libertatur-læserum i Krakow, ligesom tidsskriftet Ha!art udgiver en “Liberatura”-bogserie.
Også Martin Larsen, der mailinterviewes af Thomas Hvid Kromann i samme Blå Port (“Virtuelle dansker on demand”), har problemer med artist’s book’en, ikke mindst når den repræsenterer en fetichering af bogen. For ham er “litteraturens materielle fattigdom” som masseproduceret brugsgenstand også “dens største rigdom”. Om så blot i otte eksemplarer.
Hvor Fajfer er unødigt optaget af at “redde bogen fra at blive udslettet af de elektroniske medier”, er Larsen lidt mere frugtbart bevidst om det mediespecifikke, både når det gælder trykt eller digital litteratur: “Bogen og computerskærmen er to medier som er interaktive og taktile på hver deres, helt forskellige måde, og for meningsfuldt at udgive noget som elektronisk tekst må man finde en eller anden interessant måde at udnytte den elektroniske teksts muligheder på.”
Ja, og måske er det faktisk computeren, vi kan takke for, at vi har lettere ved at se bogen og de litterære valg, den implicit eller eksplicit rummer. “Mange af os læser jo simpelthen mange flere elektroniske ord dagligt end vi læser trykte ord,” som Martin Larsen skriver. “Alene det skulle man tro var tilstrækkelig grund til at selve det trykte ords fremtræden og materialitet (og dermed de indbyggede regler og rutiner og muligheder og begrænsninger) helt naturligt præsenterede sig for de skrivende som noget der er værd at tænke over.”
Midt imellem Fajfers essay og det inspirerende Larsen-interview står så Jonathan Safran Foers korte tekst “Et forstudie til en tegnsætning for hjertesygdom”, der indfører en række helt nye tegn for at dække et underbemidlet område inden for skriftsproget, nemlig tavsheden. En slags udvidet smiley-alfabet dér, hvor sproget ellers kommer til kort. Ligesom i Safran Foers øvrige forfatterskab er det det usagte, som komisk-rørende kommer til overfladen som grafiske uregelmæssigheder og i samme bevægelse forstyrrer sprogets transparens ved at gøre tekstbilledet over-synligt:
Til sidst sidder man og læser lutter pile og kasser og andre dingbats – en tekstperformance på grænsen til det asemiske. Hvilket uvægerligt fører tankerne hen på Victor Borges klassiske sketch Phonetic Punctuation og Carl Fredrik Reuterswärds Prix Nobel-plade og -bøger.
Den Blå Port har i øvrigt med dette lovende nummer fået ny redaktion bestående af Mathilde Walter Clark, Nikolaj Zeuthen og Torben Jelsbak. Og ny form naturligvis.
