(Læs mere >>)

Alphabet Truck (2008)

Croos Road (2008)

Også bag den 23. låge gemmer sig et alfabet: Alphabet Truck hedder det, fotograferet af Eric Tabuchi og udgivet i 2008 af forlaget, galleriet og artist’s book-boghandelen Florence Loewy i Paris. Serien repræsenterer, som Tabuchi selv skriver, adskillige tusind kilometer tilbagelagt de senere år. Og manden kører troligt videre og arbejder allerede på en serie mere. Enkeltbogstaverne bruger han også til mindre kompositioner eller fotografiske krydsord, når ikke lige han arbejder mere konkret med bogstaver og ord eller fotograferer skilte.

Tags (2008)

Untitled (Road Sign Series) (2005)

Blandt inspirationskilderne til Alphabet Truck nævner Eric Tabuchi John Baldessaris The Back Of All The Trucks Passed While Driving From L.A. To Santa Barbara (1963) og Claude Closkys logo-alfabet Auchan.

Claude Closky: Auchan (1992)

Simen Hagerups norske Henri Michaux-gendigtning Streker (Biblioteket Gasspedal) er en af de smukkeste nye bøger, jeg har haft mellem hænderne i det år, der nu går på hæld. Bogen samler en række af den belgisk-franske digter og malers værker helliget tegnene – et “mystisk-semiotisk delforfatterskab”, som Hagerup kalder det.

Arbejdet med materialet har også været øjenåbnende for oversætteren selv, hvilket han meget præcist formulerer således: “det var først da jeg pliktskyldigst hadde gransket de ‘medhørende tegningene’ og prøvd å tolke dem opp mot tekstmaterialet, at jeg innså at jeg egentlig satt og gjendiktet kommentartekster; ikke drømske notater om en ikkeeksisterende litteratur, men forklarende noter til noen foreliggende arbeider, som vi i siste ende er nødt til å klassifisere som litteratur, nettopp fordi de jobber mot språkets definisjon av språk.”

Teksterne, som udgør Streker, kredser om de kinesiske ideogrammer og deres udvikling, såvel som om Michaux’s eget projekt med at skabe et helt nyt, åbent og poetisk skriftsprog i stil med “den piktogrammatiske førskriften”. Et projekt eller en drøm, der knytter sig nært op til forestillingen (utopien) om, hvordan det kinesiske og mange andre sprog var, før de blev til “håndjern”: sprog “som skal forme og begrense, avgrense”.

“Piktogrammatisk”, men vel at mærke ikke piktogrammer i vores forstand som entydige budskaber, der kan forstås internationalt, snarere tværtimod, med en slags uforståelighedens præcision. “Tegn: for endelig å avløse ordene messing”. Eller: “Tegn som er åpent i flere retninger./Balansering.” 

Michaux udvider forbilledligt litteraturen ved at skabe en perfekt glidende overgang mellem ord og billede – mellem tekst, tegn og tegning. Han samler dem i disse tekster til en samlet verbovisuel læseakt. 

Det er kun “i den ene retning”, at Michaux er asemiker. Digteren afholder sig ikke fra at tolke sine egne, malerens skriftbilleder, fx ved at skabe en tilsvarende glidende overgang imellem abc (abécédaire) og bestiarium (béstiaire) – tegn og væsener. Men også hans poesi forsøger at holde sproget åbent som “Det kinesiske språket fremlegger for blikket, slik naturen gjør det, uten å fastslå”.

Det universelle, poetiske sprog, han i 1938 besluttede sig for at skabe med ni hundrede ideogrammer og en grammatik, havarerede, fortæller Hagerup. Men i et lykkeligt skibbrud, må man tilføje. Hvad skulle manden dog også med en grammatik?

For nylig kunne Ubuweb så med Pär Bäckströms hjælp føje det eneste filmiske værk af Henri Michaux til arkivet, nemlig undervisningsfilmen Images du monde visionnaire fra 1964, som han lavede sammen med Eric Duvivier på bestilling af medicinalfabrikanten Sandoz (som bl.a. syntetiserede LSD). Filmen skildrer på kalejdoskopisk og surrealistisk vis to trip på henholdsvis mescalin og hash – blandt andet ved hjælp af svimlende panoreringer i skriftbilleder kalligraferet af en mescalinpåvirket Michaux.

Som digteren selv påpeger i sin indledning, er det et umuligt projekt – alt er meget stærkere og mere vrimlende, end en film kan vise. Men fantastisk og syret, det er det.

Det er noget af et projekt, billedkunstneren Melik Ohanian (f. 1969 i Frankrig) i disse måneder gennemfører i Paris og omegn – herunder med afsløringen af flere nye udsmykningsopgaver (bl.a. i bydelen Bellevilles svømmehal), filmvisninger, billboards rundt i bybilledet, multiples, samt adskillige udstillinger på gallerier og museer. I alt 15 forskellige institutioner er involveret i From The Voice To The Hand. 

Et af de vigtigste venues er udstillingsstedet Le Plateau, hvortil Ohanian bl.a. har skabt installationen 10.000 Letters, bestående af ti tusind håndlavede gipsbogstaver. Bogstaverne er anbragt på gulvet i bunker, hver repræsenterende et citat. Størsteparten af ophavsmændene er franske tænkere, hvis navne diskret står anført på de nedsænkede neonrør, der deler rummet i to. I installationen er citatbunkerne ulæselige, hulter til bulter som bogstaverne ligger, men på nettet kan de til gengæld høres med forfatternes egen røst. Undtagen et enkelt: et latinsk palindrom – IN GIRUM IMUS NOCTE ET CONSUMIMUR IGNI – titlen på en Guy Debord-film, “Vi går i rundkreds i natten og ædes op af ilden”.

Meningen er, at publikum selv skal formulere nye ord ud fra bogstaverne, og enkelte havde ladet sig inspirere til nye, tredimensionelle rundgange, selv om det, da undertegnede var forbi forleden, var de færreste, der overhovedet havde vovet eller ønsket at forstyrre værkets renhed.

Henri Bergson er repræsenteret med 287 bogstaver, svarende til de to sætninger, filosoffen læste som en lydprøve før et interview med Le Musée de la Parole i 1936. Selve interviewet blev aldrig til noget, og optagelsen er efter sigende den eneste af Bergsons stemme. Hvad han siger, er næsten lige så svært at høre som at læse, og man får kun én chance på hjemmesiden. Hvis ikke man vil investere i vinylpladen, som indgår i en serie af multiples.

På nettet får man tilsvarende lov at se Ohanian tabe et Kalasjnikov-gevær af glas på gulvet, imens man på galleriet blot ser skårene. Det er flygtig og fragmenteret kunst, hvis puslespilbrikker, man skal være yderst ihærdig for at samle, men de enkelte dele er heldigvis smukke i sig selv. Også det kæmpe svært aflæselige ur, Trouble Time(s), som hænger til sidst på udstillingen. Eller først om man vil: kunstneren har nemlig fået udstillingsstedet til midlertidigt at flytte sin entré til nødudgangen, imens den normale indgang er blændet. Ved “nødindgangen” kan man til gengæld til hver en tid tjekke, hvad klokken er på Mars (Relative Time). 

Alt svik er mot oppmerksomheten – om Gunstein Bakke og Rimbaud >>
27/12/07
Du behøver ikke kalde det poesi – Ottar Ormstad på ePoetry 2007 >>
19/8/07
En Google-åbenbaring – Christophe Brunos Joyce-værk Blood for Sale >>
18/4/05
Advarsel: Arno.six set på nettet >>
17/4/05
På fransk visit i Japan (eller fremtiden) – Tokyo Reengineering >>
7/3/05
Paris fra A-Z – Franck Scurti’s Topo-Typographie >>
11/11/04
Jenny Holzer i det intime hjørne >>
1/11/04
Mange tilløb gør ingen å – fransk barok ved John Pedersen >>
18/11/03

En interaktiv mosaik af digitale fotos taget af Christian Yde Frostholm i de parisiske gader efter 11. september 2001: helt konkret en dokumentation af 49 gennemsigtige skraldespande, der alle bærer ordene VIGILANCE og PROPRETÉ: agtpågivenhed og renlighed.

Se Vigilance Propreté. (Læs mere >>)

Jenny Holzer skriver på Paris. Efter Firenze og Venedig, Rio og Oslo kom den amerikanske kunstner også til lysenes by med sine kæmpe tekstprojektioner og en installation i en kirke. (CYF)

En rundrejse i verdens gader med bidrag af Mark Bedford & Marianne Lumholdt (London), Claus Handberg Christensen (Bangkok), Kirse Junge-Stevnsborg (Beijing), Klavs Bondebjerg (Nizwa & Muscat), Tatiana Maria Lund (Akureyri), Christian Yde Frostholm (Paris) og Andreas Brøgger (New York & Cyberspace) samt publikum. Have a nice trip!

Se Gaderne – byen skriver.

An exhibition by the French artist Franck Mouteault presenting three new series of interactive drawings created in Denmark in March 2001.

Se Silhouette Grid Contour.

Pressemeddelelse – press release – communiqué de presse