Slinkachus Little People er så små, at de kun kan ses af den meget opmærksomme. De lever sikkert heller ikke så længe, må man formode. Kaspar Bonnén laver decideret usynlig grafitti. Når han ikke lige skriver sætninger, der i næste øjeblik er svømmet væk. Men også han husker heldigvis at dokumentere sit arbejde.

“Det handler om følelser, som har en midlertidig karaktér. Den usynlige graffiti er der egentlig ikke, men kan opstå som sådan en stemning ind imellem. Lidt ligesom følelser kan komme og gå,” siger Bonnén til Kopenhagen, der interviewer ham i anledning af hans nye udstilling på Galleri Christina Wilson i København.

Skriften på kajkanten træder kun frem, når det regner. Så står der pludselig: “I wait for you even though”. Flamingoordene “I will always love you” på vandet flyder hver til sit og bytter plads, før de spredes for alle vinde (se et par tidligere versioner her og her) som døgnflueagtige popsange. “Følelser og kærlighed – og popmusik – er noget alle kender til”, som det også lyder i interviewet. Men som med popsange handler det jo også i lige så høj grad om fremførelsen. Det banale kan også ramme dybt.

Træskulpturen, som normalt ville have været en mere varig genre, pilles alligevel styk for styk fra hinanden, indtil delene danner en sætning: “Jeg sagde jeg har mistet dig men sandheden er at jeg aldrig haft dig”. Stående på en bogside havde ordene måske ikke haft samme effekt, men her løftes, eller rettere tynges, de af “skriveprocessens” omkostninger.

Ligesom de kantet-kiksede malerimøbler på Speak Up-udstillingen sidste år også udgjorde en herlig ordbegivenhed, når de undskyldte sig selv: “I tried to do my very best”.

Også penge er, ved vi, meget flygtige. Ikke mindst i denne tid – hvor vi skal have ondt af de rige, der har så meget mere at tabe – bliver Bonnéns rige tigger, som skriver PLEASE HELP ME med småmønt, kun ekstra komisk. Hvilket rent googleassociativt bragte mig videre til kunstnerens idéoplæg til en ny seddelserie for Nationalbanken, som godt nok er meget flottere end dem der vandt (men forhåbentlig overhales indenom af euroen), og smukt indlemmer hverdagen (hvilket sikkert var problemet). Jeg savner kun et par bogstaver – eller tal – flydende på bølgerne ud over bæltet.

Men hvad hjælper usynlig grafitti, hvis man er blind? Det råder streetkunstneren The Blind råd på i Frankrig, hvor han skriver ordspil med blindskrift på husmurene. Hans eget syn fejler vist i øvrigt ikke noget – han holder i al fald øje med strømerne.