Simen Hagerups norske Henri Michaux-gendigtning Streker (Biblioteket Gasspedal) er en af de smukkeste nye bøger, jeg har haft mellem hænderne i det år, der nu går på hæld. Bogen samler en række af den belgisk-franske digter og malers værker helliget tegnene – et “mystisk-semiotisk delforfatterskab”, som Hagerup kalder det.

Arbejdet med materialet har også været øjenåbnende for oversætteren selv, hvilket han meget præcist formulerer således: “det var først da jeg pliktskyldigst hadde gransket de ‘medhørende tegningene’ og prøvd å tolke dem opp mot tekstmaterialet, at jeg innså at jeg egentlig satt og gjendiktet kommentartekster; ikke drømske notater om en ikkeeksisterende litteratur, men forklarende noter til noen foreliggende arbeider, som vi i siste ende er nødt til å klassifisere som litteratur, nettopp fordi de jobber mot språkets definisjon av språk.”

Teksterne, som udgør Streker, kredser om de kinesiske ideogrammer og deres udvikling, såvel som om Michaux’s eget projekt med at skabe et helt nyt, åbent og poetisk skriftsprog i stil med “den piktogrammatiske førskriften”. Et projekt eller en drøm, der knytter sig nært op til forestillingen (utopien) om, hvordan det kinesiske og mange andre sprog var, før de blev til “håndjern”: sprog “som skal forme og begrense, avgrense”.

“Piktogrammatisk”, men vel at mærke ikke piktogrammer i vores forstand som entydige budskaber, der kan forstås internationalt, snarere tværtimod, med en slags uforståelighedens præcision. “Tegn: for endelig å avløse ordene messing”. Eller: “Tegn som er åpent i flere retninger./Balansering.” 

Michaux udvider forbilledligt litteraturen ved at skabe en perfekt glidende overgang mellem ord og billede – mellem tekst, tegn og tegning. Han samler dem i disse tekster til en samlet verbovisuel læseakt. 

Det er kun “i den ene retning”, at Michaux er asemiker. Digteren afholder sig ikke fra at tolke sine egne, malerens skriftbilleder, fx ved at skabe en tilsvarende glidende overgang imellem abc (abécédaire) og bestiarium (béstiaire) – tegn og væsener. Men også hans poesi forsøger at holde sproget åbent som “Det kinesiske språket fremlegger for blikket, slik naturen gjør det, uten å fastslå”.

Det universelle, poetiske sprog, han i 1938 besluttede sig for at skabe med ni hundrede ideogrammer og en grammatik, havarerede, fortæller Hagerup. Men i et lykkeligt skibbrud, må man tilføje. Hvad skulle manden dog også med en grammatik?

For nylig kunne Ubuweb så med Pär Bäckströms hjælp føje det eneste filmiske værk af Henri Michaux til arkivet, nemlig undervisningsfilmen Images du monde visionnaire fra 1964, som han lavede sammen med Eric Duvivier på bestilling af medicinalfabrikanten Sandoz (som bl.a. syntetiserede LSD). Filmen skildrer på kalejdoskopisk og surrealistisk vis to trip på henholdsvis mescalin og hash – blandt andet ved hjælp af svimlende panoreringer i skriftbilleder kalligraferet af en mescalinpåvirket Michaux.

Som digteren selv påpeger i sin indledning, er det et umuligt projekt – alt er meget stærkere og mere vrimlende, end en film kan vise. Men fantastisk og syret, det er det.

Den arabiske skrift er omgærdet af mystik og uforståelighed, måske fordi den er udspændt mellem den største betydning og den rene abstraktion – gennemsyret af metafysisk betydning og fuld af ærefrygt. Samtidig har forbudet mod det figurative og repræsentationen avlet en ustyrlig vækst af mønstre og arabesker. Karen Wagner introducerer en række moderne kalligrafer: mellemøstlige, ofte eksilerede kunstnere, som skaber forbindelse til fortidens tradition, såvel som vestlige “asemikere”, for hvem kalligrafien åbner en alternativ indgang til skriftbilledet, oplevelsen af sproget, ja måske endda selve tanken.

Såvel religiøse lærde som forfattere og billedkunstnere har eksperimenteret med at formindske skriften til ulæselighed. Den mikrografiske kunst gemmer på en hemmelighed. Karen Wagner forfølger mikrografien op gennem historien, fra den jødisk bogkunst, hvor det vrimler med kalligrammer, “carpet pages” og sefardiske arabesker frem til Robert Walsers tætte krat af sætningsguirlander, Gary Gisslers godt skjulte tekster og cyberkunstens Institut for Uendeligt Små Ting.

For Roland Barthes var skriften uløseligt forbundet med kroppens bevægelser – en lystfyldt rytmisk aktivitet – og dens sande væsen befandt sig på vrangsiden: i den lykkelige ulæselighed. Karen Wagner skriver om Barthes og nogle af hans valgslægtskaber, billedkunstnerne Bernard Réquichot og Mirtha Dermisache, samt om deres digitale efterfølgere, Maria Mencia og Yi Zhou, der puster nyt liv i skriften, herunder den håndskrevne.

Digte, calligrapoetica, akvareller, tegninger, fotografier, citater – ja sågar pindefigurer og poesimaskiner – af den danske digter og billedkunstner Robert Corydon (1924-84). Værkerne knyttes sammen af associerende tråde, animeres og kommenteres. Arrangeret af Thomas Bidstrup Jeppesen og Christian Yde Frostholm med katalogtekster af Martin Deichmann.

Se Corydon – mellem ord og billede.

Læs pressemeddelelse.