indlæg med taggen "reklame"


Cut-up goes street
– CutUp Collective


| 9/12/08

Cut-up er en “aleatorisk litterær teknik eller genre, også kendt som ‘fishbowling’, hvor en tekst klippes op tilfældigt og omarrangeres for at skabe en ny tekst” (Wikipedia). Teknikken blev rendyrket i 50’erne og 60’erne af folk som Brion Gysin og William Burroughs, der også videreførte den til lydbånd og film (hvoraf ovenstående er et uddrag).

Burroughs giver selv den mere udførlige og underholdende forklaring på Ubuweb, hvor man desuden finder en fin samling af de lydlige resultater.

Cut-Up-Maskinen på LanguageIsAVirus.com leverer tekst-cut-up i metermål, men det bliver ligesom ikke det samme. Så hellere en fiskedam, tænker man næsten, og lidt menneskelig fantasi eller galskab – tag blot Jørgen Sonnes danske Ordklip.

CutUp Collective derimod tager skridtet i en ny og spændende retning – mod street art og videre derfra til film.

Som bl.a. videoen CutUp Film fra 2005 viser det, går London-gruppen i kødet på de store reklame-billboards, der nedtages, opklippes i store “pixels” og komponeres om til nye og skurrende anti-budskaber. Som så klæbes over andre billboards og går i dialog med dem.

Tag dén, “Clear Channel”. Det anonyme kollektiv har desuden eksperimenteret med en tilsvarende teknik med tv-reklamer. Et kæmpearbejde i begge medier, men også med nogle ret imponerende resultater. 

Gruppen fokuserer, som deres website siger, på “the processes of disruption inherent in the everyday” og er tydeligvis inspireret af Nicolas Bourriauds Postproduction: “a simple moment in an infinite chain of contributions”. Følg dem også rundt om i verden på deres nye blog.

Litteraturreklame – 4th Estate og Douglas Coupland


| 2/12/08

Decembers anden låge tager sit udgangspunkt i denne imponerende reklamefilm for 4th Estate (et imprint under HarperCollins) i anledning af forlagets 25-års jubilæum. Det tog folkene bag animationen nogle uger uden megen søvn og ikke mindst små tusind bøger at producere den. Se den i bedre udgave her og følg tilblivelsesprocessen. 

“Den fjerde statsmagt” (pressen), som forlaget er opkaldt efter, har i øvrigt meget passende fået følgeskab af bloggen 5th Estate (nettet).

Filmen mindede mig om reklamefilmene for Douglas Couplands The Gum Thief, der kom ud for et år siden – et eksempel på sjældent opfindsom markedsføring af litteratur. Det var svært at vælge en enkelt af dem – se dem alle – men pas på, man får lyst til at købe bogen, og dette er jo en pengeløs julekalender.

Men når nu vi er ved Douglas Coupland, er vi jo også nødt til at runde forfatterens billedkunstneriske aktiviteter, hvor han også arbejder med bogen som genstand –  bl.a. i værker som det skulpturelle Fifty Books I Have Read More Than Once og collagerne The Penguins – og med grafisk design og logoer som hans Corporate Safety Blankets

Fra litteratur til reklame til design til kunst i en ring, der formodentlig aldrig sluttes.

Mellem linjerne


| 8/6/05

mellemlinjerne

Julie Kramme Guldbæk har reflekteret over, hvilke reklamer, vi udsættes for i det offentlige rum – billeder, der er blevet så klichéfyldte, at de næsten preller af. I et forsøg på at synliggøre dem igen, har hun oversat billederne til tekst.