(Læs mere >>)

Japan er en anden verden fuld af flotte og gådefulde tegn – gennemsyret af en stolt skrifttradition og ikke så lidt overtro. Men det er også et land spækket med søde og sjove væsener, hvor selv politi og brandvæsen foretrækker at se sig selv som tegneseriefigurer. Christian Yde Frostholm har set på ideogrammer, neonreklamer, skilte, grafitti og det, der ligner, i Tokyo, Kyoto og omegn. Se lysbilledshowet.

Såvel religiøse lærde som forfattere og billedkunstnere har eksperimenteret med at formindske skriften til ulæselighed. Den mikrografiske kunst gemmer på en hemmelighed. Karen Wagner forfølger mikrografien op gennem historien, fra den jødisk bogkunst, hvor det vrimler med kalligrammer, “carpet pages” og sefardiske arabesker frem til Robert Walsers tætte krat af sætningsguirlander, Gary Gisslers godt skjulte tekster og cyberkunstens Institut for Uendeligt Små Ting.

For Roland Barthes var skriften uløseligt forbundet med kroppens bevægelser – en lystfyldt rytmisk aktivitet – og dens sande væsen befandt sig på vrangsiden: i den lykkelige ulæselighed. Karen Wagner skriver om Barthes og nogle af hans valgslægtskaber, billedkunstnerne Bernard Réquichot og Mirtha Dermisache, samt om deres digitale efterfølgere, Maria Mencia og Yi Zhou, der puster nyt liv i skriften, herunder den håndskrevne.

Zhang Huan-udstillingen i Nikolaj i København bød på mange spektakulære scenarier, smukke som frastødende. For en vesterlænding, der har sit følsomme flæsk og sit ego kært, var det en grænseoverskridende oplevelse, skriver Karen Wagner i en indkredsning af den kinesiske billedkunstners fotografiske selvportrætserie og “skriftritual” Stamtræ. (KW)