“Gravstene er også digte”. Citat Tóroddur Poulsen, Vencil 2007

En legendarisk inskription der optræder i et Søren Ulrik Thomsen-digt i Hjemfalden. Stadig et gribende syn.

“Enten han færdedes i sin brydsomme Forstandergjerning, eller man havde ham på Tomandshaand, lyste hans Personlighed af den samme Mildhed og Hjærtensgodhed. Hans Digtning tilhørte Børnenes Verden, især de fattige og forsømte, og disse har aldrig havt en varmere Ven og Talsmand end Leopold Budde.”

Illustreret dansk Literaturhistorie. Danske Digtere i det 19de Aarhundrede

Stakkels Budde! Hvem kunne ane at ordet børneven skulle gå hen og miste sin uskyld noget så eftertrykkeligt…

Apropos beskrevne sten: Disse to sten blev mit første møde med Kurt Johannesen. Den ene – “Det som hender medan du pustar inn” – står på badeværelset. Den anden – “Det som hender medan du pustar ut” – står i køkkenet. Begge dele hos fotograferne Catherine Cameron og Øyvind Hjelmen i deres hyggelige bolig på øen Stord et sted mellem Bergen og Stavanger, som for en periode huser den ene af i alt syv versioner af værket (Pust, 2006). Til hvert stenpar hører en bog, hvori det er meningen, at gæster som mig skal skrive, hvad der falder os ind efter mødet. En slags stengæstebog altså. Jeg må indrømme, jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle skrive, men at min første tanke var, at det var som en slags stenlunger – en lunge i hvert rum. Men naturligvis også som to gravsten – genstande, man normalt ikke falder over på vej i badet, eller når man kommer hjem fra købmanden. Det det der sker, mens man trækker vejret. Nogen udånder endegyldigt, andre drager bare et suk. Og imens … 

… fortsætter associationen videre til Tóroddur Poulsens oprørske stentavlebog, Det første og det sidste.

Johannesens to sten er også tavler og dermed naturligvis også en bog i sig selv. Og på fjeldet Beitelen i Dale står ordene så igen, og med endnu større mellemrum imellem siderne. Man må vel klatre sig vej. Snak om en interaktiv fortælling.

Her i ploggen er vi dødmisundelige på titlen på Lars Bukdahls næste bog, der kommer til september: Alfabeter fra Pluto. Det må mindst være zaum eller zaroum i 7. potens der tales derude på Dværgplaneten, ex-planeten Pluto. Eller for den sags skyld på Plutoiderne som jeg lige læste om i avisen forleden.

Langt fra den udspacede bukdahlske ordleg, men ikke mindst med kosmisk aura er Astrid Gjesings Måne hav sten-værk, dokumenteret i bogen Noter til ensomhed. Bogen er udgivet i anledning af lommetørklæde-udstillingen af samme navn på Kvindemuseet i Århus, foråret 2008, men rummer både fotodokumentation af andre af kunstnerens vigtige værker og essays om værkerne, heriblandt Mathias Kokholms fine tekst om lyrik-/lysinstallationen Nat Tegn.

I 23 store runde, vandslebne sten fra istiden, placeret i tidevandslinjen på Moesgård Strand, har Gjesing i 1998 fået sandblæst de danske navne på månens have: Klarhedens Hav, Fugtighedernes Hav, Nektarhavet, Tågernes Hav og så videre. I det mellemliggende årti har naturen skrevet videre på værket; dækket dele af ordene til med tang og alger, fyldt småsten i bogstavfordybningerne, udvisket ordene og i perioder skjult stenene under vandet. Hun skriver i bogen, hvordan hun på sine gåture iagttager samspillet mellem værk og natur, og hvor overrasket hun, til trods for at hun kender området godt, er blevet over graden af foranderlighed.

Stenene ligger som rolige pejlemærker for den vandrende og viser naturens konstante forandringer, samtidig med at de i sig selv giver fysisk form til samspillet mellem universet, naturen og mennesket. En zen-have under vand. Fravær, afstand og forgængelighed konkretiseres i stenenes tyngde – alfabetets flygtighed er ikke til at komme udenom. Tyst taler stenene om det universelt ufattelige; sammenhængen mellem det helt nære liv derinde i kroppen og rummet langt derude.