(Læs mere >>)

Stine Bjar og Bernhard Ellefsen (Christiania)

Henriette Heise (London)

Slinkachus Little People er så små, at de kun kan ses af den meget opmærksomme. De lever sikkert heller ikke så længe, må man formode. Kaspar Bonnén laver decideret usynlig grafitti. Når han ikke lige skriver sætninger, der i næste øjeblik er svømmet væk. Men også han husker heldigvis at dokumentere sit arbejde.

“Det handler om følelser, som har en midlertidig karaktér. Den usynlige graffiti er der egentlig ikke, men kan opstå som sådan en stemning ind imellem. Lidt ligesom følelser kan komme og gå,” siger Bonnén til Kopenhagen, der interviewer ham i anledning af hans nye udstilling på Galleri Christina Wilson i København.

Skriften på kajkanten træder kun frem, når det regner. Så står der pludselig: “I wait for you even though”. Flamingoordene “I will always love you” på vandet flyder hver til sit og bytter plads, før de spredes for alle vinde (se et par tidligere versioner her og her) som døgnflueagtige popsange. “Følelser og kærlighed – og popmusik – er noget alle kender til”, som det også lyder i interviewet. Men som med popsange handler det jo også i lige så høj grad om fremførelsen. Det banale kan også ramme dybt.

Træskulpturen, som normalt ville have været en mere varig genre, pilles alligevel styk for styk fra hinanden, indtil delene danner en sætning: “Jeg sagde jeg har mistet dig men sandheden er at jeg aldrig haft dig”. Stående på en bogside havde ordene måske ikke haft samme effekt, men her løftes, eller rettere tynges, de af “skriveprocessens” omkostninger.

Ligesom de kantet-kiksede malerimøbler på Speak Up-udstillingen sidste år også udgjorde en herlig ordbegivenhed, når de undskyldte sig selv: “I tried to do my very best”.

Også penge er, ved vi, meget flygtige. Ikke mindst i denne tid – hvor vi skal have ondt af de rige, der har så meget mere at tabe – bliver Bonnéns rige tigger, som skriver PLEASE HELP ME med småmønt, kun ekstra komisk. Hvilket rent googleassociativt bragte mig videre til kunstnerens idéoplæg til en ny seddelserie for Nationalbanken, som godt nok er meget flottere end dem der vandt (men forhåbentlig overhales indenom af euroen), og smukt indlemmer hverdagen (hvilket sikkert var problemet). Jeg savner kun et par bogstaver – eller tal – flydende på bølgerne ud over bæltet.

Men hvad hjælper usynlig grafitti, hvis man er blind? Det råder streetkunstneren The Blind råd på i Frankrig, hvor han skriver ordspil med blindskrift på husmurene. Hans eget syn fejler vist i øvrigt ikke noget – han holder i al fald øje med strømerne.

Elay: Public Poster Project

Ukendt.

Jeg skal starte med at beklage, at dette ikke er låge nr. 8, hvilket naturligvis havde været mest passende. Alt med Oskar Ponnert kan åbenbart ikke gå op. Det var først i går, 10. december hen ad aften, at min vante hjemtur på cykel gennem København på lykkelig vis “linkede op” til Oskars cykelrute på den anden side af Sundet. Stående i køen ved kassen i Alyass Marked i Helgolandsgade (i daglig tale “grønthandleren i rundkørslen”), læste jeg pludselig ordene på de brød, jeg havde liggende øverst i kurven: “Naznaz Bageri, N. Grängesbergsg. 26″. Og straks ved hjemkomsten måtte jeg slå efter. Men nej, Naznaz Bageri eller nr. 26, dem har du glemt, Oskar! Så er det jo godt, jeg kan hjælpe til med lidt research her på afstand.

Norra Grängesbergsgatan er en guldgrube. Takket være Oskar. Utrætteligt har han siden august sidste år rapporteret fra “Malmös nok cooleste gade”, som han hver dag passerer på cykel. Og bloggen er stadig, her et år efter jeg første gang besang den, en mine klare favoritter. Den holder.

Sidste år kaldte jeg ham fejlagtigt for “mikroblogger”, hvilket naturligvis ikke er termen. Han twitrer jo ikke løsrevet sine observationer i farten. Snarere er han vel lokalblogger, hvis man skal kalde ham noget. Grundigt og roligt (på både svensk og dansk).

Andre igen miniatureblogger, også på bogstaveligste gadeplan. Little People er et “tiny street art project”, som kunstneren Slinkachu bedriver i Londons gader. Og havde det ikke været for bloggen, var der måske aldrig nogen, der havde fået øje på det. De fleste poster består af to billeder: et helt tæt på, nede hos lilleputterne, og et andet langt fra, hvor de små folk er næsten usynlige, men som giver perspektivet.

Der er mange fine tableauer imellem. “They’re not pets, Susan”, hedder dette. 

Som også er blevet omslag på den uundgåelige bog, bloggen har affødt. Men husk nu: street art skal ses på nettet.

Når de små folk skal have deres budskaber frem, foretrækker de i øvrigt snailmail, virker det til, hvilket dokumenteres i et parallelt lille projekt, Inner City Snail. Dét skrider til gengæld ikke så hurtigt frem.

Cut-up er en “aleatorisk litterær teknik eller genre, også kendt som ‘fishbowling’, hvor en tekst klippes op tilfældigt og omarrangeres for at skabe en ny tekst” (Wikipedia). Teknikken blev rendyrket i 50’erne og 60’erne af folk som Brion Gysin og William Burroughs, der også videreførte den til lydbånd og film (hvoraf ovenstående er et uddrag).

Burroughs giver selv den mere udførlige og underholdende forklaring på Ubuweb, hvor man desuden finder en fin samling af de lydlige resultater.

Cut-Up-Maskinen på LanguageIsAVirus.com leverer tekst-cut-up i metermål, men det bliver ligesom ikke det samme. Så hellere en fiskedam, tænker man næsten, og lidt menneskelig fantasi eller galskab – tag blot Jørgen Sonnes danske Ordklip.

CutUp Collective derimod tager skridtet i en ny og spændende retning – mod street art og videre derfra til film.

Som bl.a. videoen CutUp Film fra 2005 viser det, går London-gruppen i kødet på de store reklame-billboards, der nedtages, opklippes i store “pixels” og komponeres om til nye og skurrende anti-budskaber. Som så klæbes over andre billboards og går i dialog med dem.

Tag dén, “Clear Channel”. Det anonyme kollektiv har desuden eksperimenteret med en tilsvarende teknik med tv-reklamer. Et kæmpearbejde i begge medier, men også med nogle ret imponerende resultater. 

Gruppen fokuserer, som deres website siger, på “the processes of disruption inherent in the everyday” og er tydeligvis inspireret af Nicolas Bourriauds Postproduction: “a simple moment in an infinite chain of contributions”. Følg dem også rundt om i verden på deres nye blog.

Man kommer ud på toilettet på universitetet. Og pludselig er der spækket med hvide plastikbægre. Ikke bare henne i hjørnet ved vasken, men ud over hele gulvet, som om der lige var kommet et maratonløb forbi. Man opdager det måske ikke engang i første omgang, ja, man går måske ligefrem igennem dem, men bagefter kan man næsten ikke forstå, at man var i stand til det. Er der nogen, der gået amok? Nej, det er bare en endagsudstilling. 

Harmen de Hoop forstår at lave rod i systemet. Helt diskret. Han kiler sig ligesom ind. Hvilket ikke betyder, at det bliver uden effekt. Tænk bare på den halve basketballbane, han malede i et nyt kvarter i Amsterdam. Efter nogen tid satte kommunen også en kurv op. Så sig ikke, street art altid er undergravende. 

Nogle af hans billeder er virkelighed, der er blevet til performance, andre performances, der føjer sømløst ind i virkeligheden. Eller også er det bare noget jeg forestiller mig. Og spørg mig ikke, hvor grænsen går.

Blot et par ord kan gøre en stor forskel: Recycle Please på skraldedyngen. HOTEL på busstopskuret. Eller hvad man en lille apartheid-øvelse i den lokale ejendom? 

Alene at kalde noget en levende skulptur (det kunne være et får i en forhave eller bare en dreng, der spiller fodbold) er at gøre noget ved verden.

Man kan også sende et forslag til kommunen om at sætte musik til byens statuer. Eller man kan opdatere dem:

Ja, hvad venter vi egentlig på?

Skulptur i byrummet af Anders Bonnesen

Apropos parkeringspladser har Kopenhagen en ret fin fotoreportage fra gruppen KUBIKs installation i Københavns gader, ParallelParkering (hvis p-billet desværre allerede er udløbet). 

(Oslo)

Det er magisk at ankomme til fyret ved Kap Finisterra, også selv om man ikke er religiøs. For pilgrimmen er fyret den ultimative endestation for El Camino, Santiago-pilgrimsvandringen, hvor tøjet brændes på klipperne og vandrestaven kastes i havet efter at have tilbagelagt ofte hundredevis af kilometer. I ugevis har pilgrimmen fulgt de gule pile og muslingeskallen, nu er der ganske enkelt ikke flere stier og tegn at følge. Her hører verden op. Fyret ligger på en lille halvø som Jeppe Brixvold i sit Hæfte om den personlige bodsvandring beskriver som en grå finger, der peger ud fra den galiciske Costa de la Muerte, Dødens kyst, og kan ses på hele kystvejen fra Noia. Kysten er forrevet, landskabet billedskønt, men vejret også lunefuldt. Man fornemmer at det er en natur, der kræver sine ofre.

Vi ankommer i en tæt, våd tåge og hører havets brusen langt nede omkring klipperne, men kan intet se. En mærkværdig dyrelignende knurren lyder gennem tågen. Det er La Vaca, en sirene kaldet Koen på grund af de to opadvendte tågehorn, som brøler ud i intetheden og advarer eventuelle søfarende. Ud over konturerne af et par enkelte kors er det eneste der kommer øjet i møde, en ensom graffitti-tegning af en kvinde og en fisk. Tegningen figurerer jo ikke i guidebogen, men det er nærlæggende at opfatte den som en slags pilgrimsstreet-art. En mystisk lille (Jesus-)fisk i hænderne på en stor, sort Madonna..?.. Mere ligetil forekommer budskabet i den rødglødende Jesus-tegning på transformatorstationen på vejen ud til fyret.

Billederne minder mig om hvad det er ved Spanien, som til stadighed fascinerer mig upåklageligt. Der er strøm på naturens rå og destruktive kræfter (indre som ydre), på døden, Jesus, Madonna og så videre, ikke kun i kunsten og litteraturen, men også i det uforhippede og moderne hverdagsliv. Det umådelige og følelsesfulde træder ofte og upoleret frem – brutalt og henkastet i én og samme bevægelse. Som kirkegården i Finisterra hvor kors og gravsten vælter rundt hulter til bulter. Eller messen i katedralen i Santiago de Compostela hvor turisme, skriftemål, bryllupsceremoni, fælles bøn, åben gråd, kærestekysseri, sang og opremsning af ankomne pilgrimme foregår mere eller mindre samtidigt.

Genlæsningen af Brixvolds bog optog mig i øvrigt langt mere end Cees Nootebooms ellers meget vidende bog om Spanien, Omveje til Santiago. Måske fordi den er skrevet i niveau med vejen, landskabet, tankeflowet og de mennesker jeget møder på vandringen.

Tilbage i det lille fiskerleje Finisterra kan man nu med god samvittighed nyde en velfortjent øl på den lokale pub, Titanic. Og diskutere sandheds- og interesseværdien af et forlydende rygte om at der hjemme i Danmark arrangeres pilgrimsrejser til katedralen i Viborg.

Er det virkelig interessant, hvem der er inden i Banksy? The Guardian’s Francesca Gavin blogger træt om mediernes ensidige version af street arten: “one big painful teenage cliche”. Hvergang nogen prøver at formulere noget indholdsrigt om de politiske, sociale og kunstneriske dimensioner, bliver det klippet ud igen, skriver hun, hvorefter hun opremser en række mindre kendte navne, som ifølge hende er både mere subversive, interessante og fortjener “a hell of a lot more credit”, heriblandt CutUp Collective og polske truth, som begge virker ret forrygende.

Er det overhovedet muligt at opretholde street cred’en, hvis man går indendøre som for eksempel også Zevs, der i foråret viste tilladt graffiti både indenfor og uden på Glyptoteket, for ikke at glemme Husk Mit Navn, som netop har udsmykket (et fitnesscenter?) for Novo Nordisk – stadig med ansigtet behørigt sløret. Eller formår kunstnerne faktisk – som Pernille Rom overvejede det på aarhus.nu i anledning af sidstnævnte gadekunstners seneste udstilling på V1 i den nu mondæne Kødby – at tage deres kritiske potentiale med ind?

Én ting er i al fald sikker: overraskelsesmomentet er svært at opretholde, når der som på Glyptoteket er nærmest overtydelig skiltning til hvert værk, så publikum ikke kan gå glip af noget. Og også på nettet, for den sags skyld, er situationen en anden. Ét er dokumentation, et andet genstande man kan tage med hjem – noget ganske tredje tilfældigt i forbifarten at møde “noget”. At finde og samle sin egen oplevelse. Jeg ved godt, hvad jeg selv synes bedst om.

Jeg har længe filosoferet over, hvor vigtige de to “offentlige rum” nettet og gaden er for hinanden. Nettet giver ikke mindst den flygtige street art et længere liv og et større publikum. Men gaden inspirerer også tilbage, og de gensidige “links” bliver stadig flere. 

Italienske Blu, der er et af de street navne, som er blevet så store, at han for tiden udstiller bogstaveligt talt på Tate Modern (under deres aktuelle Street Art-udstilling), har taget et ultimativt skridt i retning af at bringe de to sfærer helt sammen: at flygtiggøre gadekunsten til det yderste – netop med det formål at forevige den på netbaseret video. Muto hedder filmen (herover): en fuldkommen overvældende tour de force, som var dømt til at gå viral. 

Hvert eneste billede i stop-motion-animationen er i sig selv et stykke grafitti, som i næste billede bliver overmalet med et nyt. Hvilket i løbet af de i alt 7 minutters action bliver til ikke så få. Hvorlænge de hver især fik lov at leve, røber historien ikke noget om, men jeg gætter på rimeligt kort. Og hvor lang tid har projektet ikke taget ham. “I spent the winter working on some animations”, som han henkastet skriver. Muto’s locations er Buenos Aires og Baden – to rum, der sømløst glider over i hinanden, hvorved man mindes om, at dette selvfølgelig både er dokumentation og fiktion. Det hele starter med en mursten i muren, der bliver levende. Flere gang blander fysiske genstande sig med stregen. Men den surrealistiske fortælling indfanger én, så man glemmer “mediet”, og hvordan det hele er blevet til. Lige indtil man igen kommer i tanke om det og bliver mildt sagt svimmel. Musikken af Andrea Martignoni er et ret afgørende bindemiddel, det er utroligt, hvor meget liv lyd kan tilføje.

En palimpsest i bevægelse. Metoden og stofligheden minder lidt om William Kentridge. Men det at det er byen, der er tegneblokken, forandrer en god del, synes jeg. Det må virkelig være en proces med forhindringer, og også i noget højere grad, end når man laver bestillingsgrafitti på et af de største moderne kunstmuseer (hvor betegnelsen Street Art bliver en anelse ironisk).

En af Blu’s andre, kortere “wall painted animations” foregår i øvrigt slet ikke på gaden, men indendøre i et enkelt rum, som filmen lukker om sig selv i en sløjfe. Og her kommer der sågar bogstaver i bevægelse: Letter A. Afspil filmene i fuldskærmmode. Og lad os se, om du kan holde dig fra at sende dem videre.

En rundrejse i verdens gader med bidrag af Mark Bedford & Marianne Lumholdt (London), Claus Handberg Christensen (Bangkok), Kirse Junge-Stevnsborg (Beijing), Klavs Bondebjerg (Nizwa & Muscat), Tatiana Maria Lund (Akureyri), Christian Yde Frostholm (Paris) og Andreas Brøgger (New York & Cyberspace) samt publikum. Have a nice trip!

Se Gaderne – byen skriver.