Lilian Lijn, Sky Never Stops, 1965, Collection V&A Museum
Hvis man har mulighed for det, var det vist ulejligheden værd at tage til London her i sommer. Udstillingen Poor. Old. Tired. Horse. på ICA handler om tekstbaserede kunstpraksisser, inspireret ikke mindst af den konkrete poesi, men inddrager også beslægtede strømninger fra 60’erne og 70’erne og omfatter desuden en række yngre kunstnere.
Udstillingen, som kan ses 17/6-23/8, viser værker af Vito Acconci, Carl Andre, Anna Barham, Matthew Brannon, Henri Chopin, Ian Hamilton Finlay, Alasdair Gray, Philip Guston, David Hockney, Karl Holmqvist, Dom Sylvester Houédard, Janice Kerbel, Christopher Knowles, Ferdinand Kriwet,Liliane Lijn, Robert Smithson, Frances Stark and Sue Tompkins.
Titlen “Poor. Old. Tired. Horse.” stammer fra den skotske konkretpoet Ian Hamilton Finlays tidsskrift af samme navn, som han udgav fra 1962 til 1968.
Cut-up er en “aleatorisk litterær teknik eller genre, også kendt som ‘fishbowling’, hvor en tekst klippes op tilfældigt og omarrangeres for at skabe en ny tekst” (Wikipedia). Teknikken blev rendyrket i 50’erne og 60’erne af folk som Brion Gysin og William Burroughs, der også videreførte den til lydbånd og film (hvoraf ovenstående er et uddrag).
Burroughs giver selv den mere udførlige og underholdende forklaring på Ubuweb, hvor man desuden finder en finsamling af de lydlige resultater.
Cut-Up-Maskinen på LanguageIsAVirus.com leverer tekst-cut-up i metermål, men det bliver ligesom ikke det samme. Så hellere en fiskedam, tænker man næsten, og lidt menneskelig fantasi eller galskab – tag blot Jørgen Sonnes danske Ordklip.
CutUp Collective derimod tager skridtet i en ny og spændende retning – mod street art og videre derfra til film.
Som bl.a. videoen CutUp Film fra 2005 viser det, går London-gruppen i kødet på de store reklame-billboards, der nedtages, opklippes i store “pixels” og komponeres om til nye og skurrende anti-budskaber. Som så klæbes over andre billboards og går i dialog med dem.
Tag dén, “Clear Channel”. Det anonyme kollektiv har desuden eksperimenteret med en tilsvarende teknik med tv-reklamer. Et kæmpearbejde i begge medier, men også med nogle ret imponerende resultater.
Gruppen fokuserer, som deres website siger, på “the processes of disruption inherent in the everyday” og er tydeligvis inspireret af Nicolas Bourriauds Postproduction: “a simple moment in an infinite chain of contributions”. Følg dem også rundt om i verden på deres nye blog.
Den britiske billedkunstner Louise Hopkins benytter sig af allerede eksisterende og velkendte genstande – møbelstoffer, landkort, millimeterpapir, bøger og avissider – som hun omdanner til nye billeder og utopiske verdener. Tatiana Maria Lund har set hendes seneste udstilling i London og introducerer til værket. (TML)
Objekterne bringes til live og ordene tager ny form hos den britiske kunstner Ceal Floyer, som indtil 1. september udstiller i x-rummet på Statens Museum for Kunst.(TML)
Udefra 1999-2001: Otte faste, mere eller mindre udsendte korrespondenters individuelle serier af bidrag i ord og billeder fra websitet Afsnit Ps start i efteråret 1999 og to år frem: Klavs Bondebjerg, Tinne Borgland, Andreas Brøgger, Peter Eriksen, Marianne Lumholdt, Tatiana Maria Lund, Morten Søndergaard og Lene Wissing. God rejse!
En rundrejse i verdens gader med bidrag af Mark Bedford & Marianne Lumholdt (London), Claus Handberg Christensen (Bangkok), Kirse Junge-Stevnsborg (Beijing), Klavs Bondebjerg (Nizwa & Muscat), Tatiana Maria Lund (Akureyri), Christian Yde Frostholm (Paris) og Andreas Brøgger (New York & Cyberspace) samt publikum. Have a nice trip!
Ikaros har haft en umiskendelig indflydelse på såvel billedkunst som litteratur, og det nye årtusind byder på endnu to væsentlige fortolkninger, der begge indsætter myten i en nordisk sammenhæng: Peter Greenaways Kulturbro 2000-udstilling på Malmö Konsthall Flyga över vatten og Morten Søndergaards romandebut Tingenes orden, der foregår i København. Begge værker er ‘amazing’ i bedste labyrintiske forstand (ordet ‘maze’ betyder labyrint) og løfter drømmen, så hår, øjne og ører blafrer i vinden. Essay af Karen Wagner. (KW)
