Bag låge nr. 19 gemmer sig billed- og videokunstneren Alex Itin:
1000 Bills (In Imago Speramus) (2008).
Orson Whales (2006) – tegnet på hver eneste side af Moby Dick, med oplæsning fra romanen af Orson Welles og musik af Led Zeppelin.
YouCities (2006) – tegnet på sider fra Ulysses med James Joyce’s oplæsning fra Finnegan’s Wake.
Se filmene i bedre kvalitet ved at følge linkene. Se mere Alex Itin på hans blog IT IN Place og hans Vimeo-side.
Cut-up er en “aleatorisk litterær teknik eller genre, også kendt som ‘fishbowling’, hvor en tekst klippes op tilfældigt og omarrangeres for at skabe en ny tekst” (Wikipedia). Teknikken blev rendyrket i 50’erne og 60’erne af folk som Brion Gysin og William Burroughs, der også videreførte den til lydbånd og film (hvoraf ovenstående er et uddrag).
Burroughs giver selv den mere udførlige og underholdende forklaring på Ubuweb, hvor man desuden finder en fin samling af de lydlige resultater.
Cut-Up-Maskinen på LanguageIsAVirus.com leverer tekst-cut-up i metermål, men det bliver ligesom ikke det samme. Så hellere en fiskedam, tænker man næsten, og lidt menneskelig fantasi eller galskab – tag blot Jørgen Sonnes danske Ordklip.
CutUp Collective derimod tager skridtet i en ny og spændende retning – mod street art og videre derfra til film.
Som bl.a. videoen CutUp Film fra 2005 viser det, går London-gruppen i kødet på de store reklame-billboards, der nedtages, opklippes i store “pixels” og komponeres om til nye og skurrende anti-budskaber. Som så klæbes over andre billboards og går i dialog med dem.
Tag dén, “Clear Channel”. Det anonyme kollektiv har desuden eksperimenteret med en tilsvarende teknik med tv-reklamer. Et kæmpearbejde i begge medier, men også med nogle ret imponerende resultater.
Gruppen fokuserer, som deres website siger, på “the processes of disruption inherent in the everyday” og er tydeligvis inspireret af Nicolas Bourriauds Postproduction: “a simple moment in an infinite chain of contributions”. Følg dem også rundt om i verden på deres nye blog.
Bag dagens låge er der pornofilm. Grøn porno, altså. Og hvis du tror, det bliver mindre kødeligt af det, så tager du … måske ikke helt fejl. Men det bliver ikke nødvendigvis mere kedeligt.
Green Porno er otte minutkorte film af selveste Isabella Rossellini. Filmene havde premiere på sidste Sundance-filmfestival, men er skabt til “den lille skærm” og kan ses på mobiltelefoner i USA, samtidig med at være tilgængelige på nettet på Sundance Channel. Emnet er insekternes forunderlige og fantasifulde “kærlighedsliv”, eller hvad vi nu skal kalde det. “It’s very pornographic”, som Rossellini udtaler i et interview. Hun spiller selv alle dyrene, heriblandt han-knæleren, der får sit hoved bidt af under akten (men fortsætter ufortrødent). Og sitet rummer desuden ekstramateriale som “From behind” og “Tease me”, samt en G-punkt-quiz.
Rossellini siger også, at hun tror, at de nye teknologier skaber et nyt publikum for kortfilmgenren – og at de vil ændre fortælleformerne.
Decembers anden låge tager sit udgangspunkt i denne imponerende reklamefilm for 4th Estate (et imprint under HarperCollins) i anledning af forlagets 25-års jubilæum. Det tog folkene bag animationen nogle uger uden megen søvn og ikke mindst små tusind bøger at producere den. Se den i bedre udgave her og følg tilblivelsesprocessen.
“Den fjerde statsmagt” (pressen), som forlaget er opkaldt efter, har i øvrigt meget passende fået følgeskab af bloggen 5th Estate (nettet).
Filmen mindede mig om reklamefilmene for Douglas Couplands The Gum Thief, der kom ud for et år siden – et eksempel på sjældent opfindsom markedsføring af litteratur. Det var svært at vælge en enkelt af dem – se dem alle – men pas på, man får lyst til at købe bogen, og dette er jo en pengeløs julekalender.
Men når nu vi er ved Douglas Coupland, er vi jo også nødt til at runde forfatterens billedkunstneriske aktiviteter, hvor han også arbejder med bogen som genstand – bl.a. i værker som det skulpturelle Fifty Books I Have Read More Than Once og collagerne The Penguins – og med grafisk design og logoer som hans Corporate Safety Blankets.
Fra litteratur til reklame til design til kunst i en ring, der formodentlig aldrig sluttes.
Jeg har længe filosoferet over, hvor vigtige de to “offentlige rum” nettet og gaden er for hinanden. Nettet giver ikke mindst den flygtige street art et længere liv og et større publikum. Men gaden inspirerer også tilbage, og de gensidige “links” bliver stadig flere.
Italienske Blu, der er et af de street navne, som er blevet så store, at han for tiden udstiller bogstaveligt talt på Tate Modern (under deres aktuelle Street Art-udstilling), har taget et ultimativt skridt i retning af at bringe de to sfærer helt sammen: at flygtiggøre gadekunsten til det yderste – netop med det formål at forevige den på netbaseret video. Muto hedder filmen (herover): en fuldkommen overvældende tour de force, som var dømt til at gå viral.
Hvert eneste billede i stop-motion-animationen er i sig selv et stykke grafitti, som i næste billede bliver overmalet med et nyt. Hvilket i løbet af de i alt 7 minutters action bliver til ikke så få. Hvorlænge de hver især fik lov at leve, røber historien ikke noget om, men jeg gætter på rimeligt kort. Og hvor lang tid har projektet ikke taget ham. “I spent the winter working on some animations”, som han henkastet skriver. Muto’s locations er Buenos Aires og Baden – to rum, der sømløst glider over i hinanden, hvorved man mindes om, at dette selvfølgelig både er dokumentation og fiktion. Det hele starter med en mursten i muren, der bliver levende. Flere gang blander fysiske genstande sig med stregen. Men den surrealistiske fortælling indfanger én, så man glemmer “mediet”, og hvordan det hele er blevet til. Lige indtil man igen kommer i tanke om det og bliver mildt sagt svimmel. Musikken af Andrea Martignoni er et ret afgørende bindemiddel, det er utroligt, hvor meget liv lyd kan tilføje.
En palimpsest i bevægelse. Metoden og stofligheden minder lidt om William Kentridge. Men det at det er byen, der er tegneblokken, forandrer en god del, synes jeg. Det må virkelig være en proces med forhindringer, og også i noget højere grad, end når man laver bestillingsgrafitti på et af de største moderne kunstmuseer (hvor betegnelsen Street Art bliver en anelse ironisk).
En af Blu’s andre, kortere “wall painted animations” foregår i øvrigt slet ikke på gaden, men indendøre i et enkelt rum, som filmen lukker om sig selv i en sløjfe. Og her kommer der sågar bogstaver i bevægelse: Letter A. Afspil filmene i fuldskærmmode. Og lad os se, om du kan holde dig fra at sende dem videre.
Garageography 3.0.7 er en virtuel garage-installation af kunstneren og fotografen Lewis Koch. Udstillingen omsætter et projekt fra Kochs private garage i Madison, Wisconsin (USA) til internettet. Med udspring i forskellige tekster, heriblandt Tristan Tzaras Når tingene drømmer, præsenteres et kabinet af kuriøse genstande: håndstemplede blade, kofanger-klistermærker, fundne ting, fotos, animation og video. Den forgrenede installation rummer også dele fra to tidligere garageprojekter. (Læs mere >>)
Pippi Langstrømpes ukuelige optimisme, hendes imponerende styrke og hendes anarkistiske humor er forbilledet for den schweiziske kunstner Pipilotti Rist, som for nylig deltog på udstillingen Et særligt syn på Gl. Holtegård. Frank Sebastian Hansen har set nærmere på hendes bogværk Apricots Along the Street. (FSH) 3/5/02
En vildtvoksende undersøgelse af det at læse Simon Grotrian – og digte i det hele taget – præsenteret i videoklip, tekst og billeder. Syv deltagere med vidt forskellig faglig baggrund går amok i Grotrians seneste digtsamling, Risperdalsonetterne: en dramaturg, en billedkunstner, en digter og kritiker, en teolog og radiomand, en komponist, en lektor i dansk og en scenograf.
Se Amoklæsning.
Læs pressemeddelelse.
Presse om Amoklæsning:
Hans Jørn Nielsen: Dansk litteratur på nettet (Bogens Verden 2001/6)
Andreas Brøgger har mødt Douglas Davis, en af pionererne inden for videokunsten og den elektronisk transmitterede kunst i 70’erne, til en dialog i New York, online og i Davis’ SoHo-lejlighed i FLUX House, hvor fluxus startede og hvor Yoko Onos ginkotræ, plantet i 1966, står i gårdhaven. (AB)
(bidrag til serien Udefra)
