kitte

"'Jeg taler til folket i 3. potens' - nååh, det er dét du gør - jeg skal som i en striktrøje baglæns i ligningen, og jeg starter jo med et 1-tal og et 2-tal og 3-tal, men han er allerede oppe i nogle kæmpe gradbøjninger."
"Han siger altid tingene selv..."

"Det er sådan et fuck-you digt, hvor forfatteren tiltaler hele folket på én gang, sådan endda ophøjet og profetisk - endda i tredje potens, hvad det så end betyder. Men jeg har ikke noget imod, at jeg ikke forstår en skid, hvis den skid er dramatisk og voldsom."
Lars Bukdahl (Aktuelt)


	Risperdalsonetterne, s. 5





			Video: Kitte Wagner om det digt, hun har valgt, og om Simon Grotrians univers (8 min.) - vælg mellem: langsom og hurtig netforbindelse (læs mere her)

"Han har nok tag i mig denne forfatter, til at jeg bliver ved med at læse hans digte, lidt med en drøm om, at noget skal afklares, at et slør skal falde fra mine øjne."

(video)



			"Uagtet denne begavede og på mange områder talentfulde digter hører til de mest tillukkede, indadvendte, kryptiske og fortænkte, der nogensinde har skrevet på dansk, forventes det, at vi alle samstemmende takker og bukker. Gør man ikke det, er man dum." Erik Skyum-Nielsen (Information)



			"Men jeg forstår ikke, hvorfor han skal lave sådan nogle dåselatterord som bollen og klitorisen, altså hvad skal det til for? Nu er hele lortet jo suget ned i afgrunden, og så dukker der sådan noget op. Det er noget pjat, og det er måske det, jeg mest har imod Grotrian, den slags pjat. Men måske morer det ham bare." Peter Laugesen (Aktuelt)
	"...'utérlig som en bolle, som en klitoris, der nøder en familie' - det synes jeg er fantastisk - så ser jeg sådan en rosinbolle, lille og allerede i gang med at underminere en familie - det kunne være min familie." (video)



"...'kyklopen': jeg aner ikke, hvor han kommer fra - 'når han fisker med en lysekrone/ tænker vi/ at havet er et kys' - de tre sidste linjer - det er meget Simon Grotrian - der ved jeg overhovedet ikke, hvor vi er." (video)		"Jeg har kritiseret ham for at være for løs i sine digte. Men det her digt kan jeg faktisk ret godt lide. Man får måske mere ud af det, hvis man kender noget til græsk mytologi, altså kyklopen, der slog Polyfemos ihjel. Og så kommer der sådan et svin af en græker til Odysseus, der stikker hans øjne ud, og dér kan han så sidde og fiske med en lysekrone som en pilk. Det er et godt billede, for kyklopen er jo stor." Peter Laugesen (Aktuelt)


	"Han er gal, og han er glad for at være det." "Han har på en eller anden måde humor..." (video)


		"De billeder - de er totalt øst vest godmorgen bagfra - det er ligesom at køre forbi en japansk gade, hvor du ser alle de her forskellige folk, det er meget svært at samle universet, fordi det stikker i så mange retninger." Dorte Holbek
"Men dét med en lysekrone, man fisker med - det er jo et fantastisk billede. Og sådan er det hele tiden med hans digte - jeg kan klippe hans digte op som i en mosaik, og helt ned i bidderne, der er billedsproget fantastisk, og så tænker jeg, at måske er det hans hemmelighed ..." (video)


	"Undskyld, har nogen set Simon Grotrian?" "Han er nok mere maler end nogen anden digter i Danmark, jeg kender." (video)


	Det er det, der er så skønt ved at læse digte, at jeg kan være i min egen læsning uden at tale med nogen om det. Og digtet skal man egentlig bare læse, det er ikke så meget at snakke. Digtet er meget privat, det er det modsatte af teatret, som er så kollektivt, og man sidder og sveder lårene af hinanden. Men et digt, det er er noget, man kan tage med ind på et lokum, mens man skider, og have helt for sig selv. Og det kan vare lige så lang tid, som det varer...


	Jeg har tænkt meget på ham som person, og det er ikke alle digtere, hvor jeg gør det. Og det ser jeg som en kvalitet. Jeg har en fornemmelse af, at han investerer sig selv meget voldsomt, og det kan jeg godt lide. Det kan jeg lide ham for... at han er så modig. Og det kommunikerer jo også.				"jeg tror også, det er noget med køn - jeg synes, det er meget maskulint skrevet, det indeholder hele den rumforståelse... det er nogle meget rumlige digte, ikke, og meget lidt sanselige. Jeg synes, der er noget med at være hævet op og kigge ned, og det dér med, at tingene har hjørner." Dorte Holbek


	Jeg tænker meget på ham, der skriver, når jeg læser hans digte. Jeg leder efter ham. Men jeg synes, han er interessant - altså hvis jeg skulle møde ham... det er ikke sådan - det er som en abstrakt person. Han er meget til stede, og jeg gør mig mange tanker om ham. På den måde er det privat og modigt, det er ikke patetisk, og det er ikke selvpromoverende, men meget, meget personligt. Og der er andre, der skriver mere distant..., der har en form, der gør dem meget mere usynlige.


	Jeg har taget et billede med, der minder mig Grotrians digte. Det er fra et program, som en fransk teatergruppe Le Théâtre du Soleil har produceret, og det er et billede fra deres garderobe. Det hører med til historien, at - i hvert fald i de forestillinger, jeg har set dem lave - man som publikum går gennem garderoben. Altså før man ser forestillingen, ser man dem sidde i deres garderober og sminke sig. Og det er et princip, som deres instruktør og leder, Ariane Mnouchkine, hylder - man skal se, at en del af det magiske er den dér maske, der bliver til. Billedet er fra én af deres båse, og det er alt sammen små båse - de er fantastiske, fordi de er meget private. Det er noget, vi meget sjældent får lov til at se: masken, der bliver lagt - og det er meget modigt af dem, synes jeg, at man ser dem i underbukser, at man ser den magre mand, der er inden i den udstoppede Tartuffe.


	Jeg tænker meget over, hvordan Simon Grotrian skriver, hvad han skriver på, og hvor han kommer fra. Og jeg har den forestilling, at han faktisk går rundt i den samme verden, som jeg gør, og at det, han vil fortælle mig - det, han ser - ikke er det, der er. Altså der er et utroligt spænd mellem det, der er, og det, vi ser. Og at det, der er, lige så meget er en abstraktion, som det, vi siger, der er. At verden i virkeligheden ikke er andet end øjne, der kigger og hele tiden forandrer sig og bliver til noget andet og andet. På samme måde, som når et maleri bliver til: farver der lægges oven på hinanden, og til sidst er der et motiv. Og for hver klat, man fjerner, er der i princippet et nyt maleri - det er uendeligt, og det er jo det samme, når en skuespiller lægger en maske. Hver streg er en figur, som både kommer udefra, men jo også fra den person, der lægger den. Man kan ikke skille det ad, der er ikke nogen objektiv figur. Det er en figur, der er personlig, og dog kan vi sige, at den figur er en anden. Og jeg synes, det billede viser det. Det her billede er meget af det, der ligger bag den person, vi ender med at opleve inde på scenen. Men pointen er, at det jo ikke er den person. Det, der er fantastisk er, at det jo ikke er den person, vi ser inde i spejlet i tågen - det er en maske... Det sandt private, er det, der ligger foran.




						Dorte Holbek


	Det jeg er forelsket i, er de ting, der ligger foran ham: cigaretten, dét der Guronsan - måske er det halstabletter - nogle sikkerhedsnåle, det autentisk private postkort, makeup-dåserne. Det er meget virkelige ting - ting, man kan anskaffe sig overalt i verden, i hvert fald i den vestlige. Og så er der sådan et tågespejl - det er second hand. Det er en halvdårlig garderobe med løse pærer. Der er ikke noget glamour over det, men det tøj, han tager på, er et fantastisk kostume. Men det, der ligger her fra processen, er sådan set det mest private.


	Med Simon Grotrian har jeg det sådan, at de ord og det, han skriver ud fra - det tror jeg er meget autentisk, men det, han skriver, er noget meget abstrakt, og det er det resonansrum, hans digte befinder sig i. Ligesom det her billede har den samme resonans af noget fuldstændigt kunstigt, nemlig en anden figur skabt af en skuespiller og så noget, der er skuespillerens egne små aggregater. Og med Grotrian tror jeg, at det han skriver om, er noget han har oplevet, men når det så bliver formidlet igennem kunst, så bliver det til noget andet, som er ham, men en anden, og det er et ret stort rum at gå rundt i - det er mere end dig og mig og en kaffekop.


	Han har faktisk en fælle, kan man sige, i en død, gal franskmand, Antonin Artaud. Han skrev regibemærkninger, der egentlig langt hen ad vejen er, som Grotrian skriver, i en gal diskurs. Det er samme familie. Antonin Artaud har skrevet et stykke, der ender med, at en kvindes kusse invaderes af skorpioner, ekploderer og bliver til en sol - sådan nogle billeder havde han. Det er et meget visuelt univers, det er et billedunivers.

			Antonin Artaud

"AMMEN: (Med malmrøst): Her!

(Hun løfter op i sit skørt. Den unge Mand vil løbe bort, men stivner som paralyseret dukke)

DEN UNGE MAND: (Med bugtaler-stemme, som om han hang i den blå luft) Gør hende ikke fortræd Moar.

RIDDEREN: Fanden ta' hende!

(han skjuler sit ansigt i skræk. En sværm af skorpioner kravler ind under Ammens kjole og begynder at sværme i hendes vagina, som svulmer op og går midt over, bliver gennemsigtig og flimrer som solen.)

AMMEN: Jeg brænder op!

(Den unge Mand og Horen flygter som gale.)

PIGEN: (rejser sig forvirret) Jomfruen! Åh, det var dét han ledte efter."

Antonin Artaud: Blodstænk


	Simon Grotrian: Gennem min hånd
	Simon Grotrian: Gennem min hånd		Sarah Kane


		"Der findes ikke den pille på jorden, som kan gøre livet meningsfuldt. Du tillader denne tilstand af desperat meningsløshed. (Pause) Du tillader det. (Pause) Det gør mig ude af stand til at tænke, det vil gøre mig ude af stand til at arbejde. Det er ikke noget der vil forstyrre dit arbejde som selvmord. (Pause) Jeg drømte, at jeg gik til lægen og hun gav mig otte minutter at leve i. Jeg havde siddet i hendes skide venteværelse i en halv time. (En lang pause)" Sarah Kane: 4:48 PSYKOSE
'Skal hænder/ skal skal disse hænder'. Det, tror jeg, var det første digt, jeg læste, hvor jeg tænkte meget på ham. Det er, som når jeg læser et stykke af Sarah Kane, som er en nylig afdød engelsk dramatiker, der tog sit eget liv som 28-årig. Hun har også denne helt sorte, humoristiske, ligesom afgrundsdybe... altså afgrunden er simpelthen umålelig, og man er hele tiden på vej et skridt længere ned. Hun har for eksempel skrevet: 'Lægen sagde, at jeg havde otte minutter tilbage at leve i, hvorfor fanden har jeg så siddet en halv time ude i venteværelset.' Og det synes jeg også er en Simon Grotrian-stemning, altså 'Skal hænder/ skal skal disse hænder'. Han er ude på den æg af galskab.


	"Jeg er på en måde et stort barn, der smider med ordene, jeg er også et voksent menneske, og skidt være med anmelderne! Ifølge dem skulle jeg jo være mere eller mindre sindssyg... Alle gode digtere er i øvrigt mere eller mindre sindssyge. Bare se på Michael Strunge, han var manio-depressiv. Grundtvig var også manio-depressiv. Hölderlin var schizofren. Georg Trakl blev sindssyg til sidst. Celan led af svære despressioner. Nelly Sachs blev paranoid. Der er så mange eksempler, og det er absolut de gale digtere, jeg sætter højest. Det er dem, jeg holder af, det er dem, jeg fisker frem, hvis jeg skal styrke mig. De er ikke forbilleder, men mere venner - som desværre er døde alle sammen." Simon Grotrian (interview i Ildfisken)

Sådan nogle små ting, vi gør ved hinanden og vores børn - den gru, der bor bag det tilsyneladende artige - det har jeg en fornemmelse af, at han kommer fra - den dobbelthed. Der bor meget skizofreni og ambivalens i hans digte, og hos ham er det i 3. potens - han springer fra 2. til 3. potens. Jeg ville nok vise noget i 2. potens. 1. potens, det er bare mennesker, der går rundt i verden, 2. potens er, når der er et spil, der udspiller sig, men samtidig et andet, der tavst bryder igennem. Og han siger: 'når det er sådan i 2. potens, så giver jeg det hele fingeren og giver det i 3. potens og gasser op', og det er også en måde at splintre det på.

Det, psykologer og psykiatere bliver fede på i disse år, er at få mennesker til at slippe deres spil og bryde rammerne. Én måde er at sige, at vi skal slippe vores dobbeltspil - vi skal have 1:1. Og der er det, som om Grotrian siger noget andet: jo, vi skal have dobbeltspil, vi skal bare have det op i 3. potens - vi skal spole hurtigere - vi skal sige: 'kan jeg byde dig en klitoris' til fødselsdagsbordet. Og det forstår jeg godt - det tror jeg jo selv på, at man skal.


	Nu taler jeg selvfølgelig om mig selv, men det gør man jo altid, når man læser. Men det, jeg læser ind i det, er jo et anker, jeg kan kaste ud i digtet. Og måske tænker vi det samme. Det minder han mig i hvert fald om - med sine mærkelige digte - at man bare kan slippe anarkiet løs. Og det kan det ikke tåle, som når datteren i Lars von Triers Idioterne bare bliver ved med at øse sukker op i det uendelige. Så lidt skal der til i det lille ritual, for at man i virkeligheden har brudt det tyranniske dobbeltspil: man skal bare blive ved, eller hvis man sparker, fra man kommer, til man går, så bliver man enten sat på valium, eller der kommer en skolepsykolog... eller man får Risperdal. Så får man enten Risperdal, eller man bliver digter.



			Idioterne


	Samtalen med Kitte Wagner blev optaget 2. april 2001, Luganovej, Amager.