Bengt Emil Johnson: Konkret poesi dengang og nu

Torsten Ekbom: Kritikken og Öyvind Fahlström

Torsten Ekbom: Kulturklimaets forandringer

Torsten Ekbom: Billedstorm

Leif Nylén: Hvordan blev den konkrete poesi modtaget af sin samtid?

Digteren og kritikeren Artur Lundkvist (1906-91) debuterede i 1928 med digtsamlingen Glöd. Han var fra begyndelsen foregangsmand for en ny bevægelse i poesien, der skulle forene arbejderlitteratur med en vitalistisk modernisme inspireret af Walt Whitman. Den, der læser digteren Lundkvist, vil vide, at han som oftest dyrkede det frie vers og et heftigt frembrusende billedsprog. Det er imidlertid som kritiker og litterat, de fleste vil huske Artur Lundkvist. Essaysamlingen Ikarus flykt (1939) og hans Utflykter med utländska författare (1969) kan man hele tiden vende tilbage til med udbytte. Lundkvist var i en årrække førstesekretær for det Svenske litterære Akademi og skulle ifølge rygterne have forhindret, at Graham Greene modtog Nobels litteraturpris. I 1960'erne optrådte Artur Lundkvist - sådan som Torsten Ekbom morsomt fortæller - som skarp debattør og kritiker af den konkrete poesi. Lundkvist fandt den nye strømning i 1960'erne for utålelig og barnlig og kunne, som passagerne nedenfor viser, ikke forlige sig med tanken om udtryksformernes sammensmeltning.

"For tiden foregår der en radikal mental forandring, der gør, at billeder ikke længere skal være illustration til tekst, men omvendt stadigt kortere tekster, som skal forklare billeder. Vores samtid forbruger en uafbrudt voksende strøm af billeder. Billeder fortæller, informerer, underholder. Læsere af ord bliver i stigende grad forvandlet til billedbetragtere. Det er børnebogens metode overført til voksne på stadig flere områder. Og det indebærer uden tvivl en infantilisering i en vis forstand. Tegneserier, oprindeligt skabt for børn, både hvad angår udformning og indhold, vinder stadigt større terræn blandt voksne."

I artiklen Skrift, bild, banalitet (BLM nr. 10, 1963) konstaterer Lundkvist således, at infantiliseringen er nået langt i Sverige. Ikke mindst udtrykt ved den konkrete poesi, der ifølge Lundkvist har misforstået sit medie:

"Prosaen er vel endnu ikke så hårdt angrebet, men poesien tager i sin "konkrete" udformning allerede nu plads og opmærksomhed. Det er typisk, at strømningen stammer fra billedkunstnere som Fahlström og Reuterswärd. Hensigterne er i grunden slet ikke poetiske, endsige litterære, men snarere grafiske. Og resultaterne passer bedre på udstillingsvægge end i bøger. De lægger op til at blive betragtet, snarere end at blive læst. De retter spydspidsen mod digtningen til fordel for billedkunsten. Kunne man måske spørge de "konkrete" poeter, der lod sig rive med, om de muligvis har taget fejl af deres kald? Om hvorfor de forestiller sig at skrive poesi, når det, de burde hellige sig, er billedkunsten."