I et interview i tidsskriftet Allt om Böcker (2/2003) om prosaens situation og muligheder citerer Torsten Ekbom den svenske 1700-tals-admiral Ehrensvärd: "Skønhed er en måde og ikke en ting. Det er, hvordan noget fortælles, der er det væsentlige, ikke hvad der fortælles." Selv har Ekbom gennem hele sit virke været modernismens bannerfører og i bøger og artikler beskrevet og analyseret dens forskellige udtryksformer. Og han har hele tiden - både når det gjaldt egne og andres arbejder - villet eksperimentet. "Jeg synes, at romanen skal lære os ting, som vi ikke ved", siger Ekbom i interviewet, "romanen skal først og fremmest være et sprogligt kunstværk. Det er ikke emnevalget, som afgør kvaliteten, men derimod det kunstneriske niveau".

Ekbom er tidligt ude med "den ny roman" i Sverige. I et essay i tidsskriftet Ord och Bild (6/1962) taler han om "romanen som virkelighedsforskning" - en afprøvning af nye fortællertekniske synsvinkler og forskydninger i relationen mellem fortællerjeg og omverden. Ekboms romaner - "ungdomssynder" kalder han dem selv - er rige på eksperimenter med skiftende fortællerteknikker. Spelöppning er et slags pulterkammer med romaninventar og samtidig en nøgtern, ikke-vurderende registrant over fortællerjegets panoreringer og observationer. Det er sparsomt med skilletegn, og teksten rummer en flimrende tankeverden og konstante skift mellem indre og ydre monolog. En "åben" roman, hvor forfatteren har sat spillebrikker frem til den engagerede læsers fri afbenyttelse.

Signalspelet - Ekboms fjerde roman - er "en prosamaskine", der ifølge forfatteren selv er inspireret af Jean Tinguelys mobile Metamatic . En maskine, som frembringer kunst via tilfældighedsprincipper. Hos Ekbom bliver det til en roman, hvor fortællingen følger et antal "agenters" bevægelser i et gangsystem og deres kommunikation med bankesignaler og lygter. Hvad agenterne signalerer, og hvor de bevæger sig hen, fremgår ikke, og et forsøg på at afdække spørgsmålene forekommer håbløst, idet fortællingen hele tiden bevæger sig i cirkler og spring. Det interessante er, hvordan bogen fortælles. At den dels er struktureret cirkulært og springende, dels er sat sammen efter tilfældighedsprincipper, og at bogen snarere end at være udfoldet over tid er struktureret visuelt og rumligt. Et blik på bogens sider leder indimellem tankerne hen på poesi. Ordene kan være fåtallige og spredt ud over fladen med varierende indryk. Korte passager gentages i listeform - formentlig afspejlende forfatterens forestilling om computerudskrifter - og indimellem går sproget helt itu. Man kan tale om "konkret prosa" i et felt, der ellers helt er domineret af poesien. Som i den konkrete poesi fra samme periode prioriterer Ekbom ikke sjældent tekstens grafiske udtryk frem for den semantiske sammenhængskraft. Selv mener forfatteren - i samtale med Karl Erik Lagerlöf - at "arbejdsmåden skiller sig ud fra konkretisternes ved, at de forskellige dele ikke har egen værdi, men tilsammen udgør udformningen af en vision."

Overalt i forfatterskabet er der tale om et engagement på tværs af genrer og udtryksformer. Artiklen "Billedstorm" (Konstrevy 1964) er et tidligt opråb for den visuelle poesi, mens bidraget til Svisch-antologien , "Ett ord på vägen" er et - måske lidt fortænkt - eksempel på samme. Romanerne En galakväll på operan, Spelmatriser för Operation Albatross  og kollektivromanen Bröderna Casey rummer alle elementer af lyrik, liste, collage, skema med videre, og enkelte passager genoptages i forfatterens tegneserie-inspirerede "flowcharts" . Ekboms essays - i bøger som Molnbyggen (1980), Tatlins torn och andra texter (1986) og Bildstorm (1995) - vidner om samme brede orientering. Her er analyser og portrætter af Raymond Roussel, Webern, Picabia og Le Corbusier. Kunstnere fra vidt forskellige områder, men i Ekboms optik udøvende inden for samme attitude og forståelseshorisont, modernismen. Selv er forfatteren mest stolt af sine monografier - Samuel Beckett (1991) og Franz Kafka (2004) - der begge savner sammenligningspunkter i nordisk sammenhæng. I romanen Staden med de elva portarna (2004) har Ekbom bevidst anvendt termer, der hører informationsteknologien til, men ser man tilbage på forfatterskabet, er der aldrig langt til den computerbaserede kunst. Og som Ekbom fortæller i interviewet , har spilteori og matematisk filosofi hele tiden haft en central plads i arbejdet. Titlerne på de tre hovedværker fra 1960'erne - Spelöppning, Signalspelet og Spelmatriser för Operation Albatross - vidner derom.