Konstrevy, nr. 2-3, 1964

"When I use a word", Humpty Dumpty said in rather a scornful tone, "it means just what I choose it to mean - neither more nor less".

At "skrive" eller "komponere" billeddigte i dag, er det i og for sig mærkeligere end at "sætte" digte "i musik", skrive en romance? Bogstaverne på papiret er ikke bare symboler for lyd, de er udkast til billeder - stabler, øjer, cirkler, bjælker, flader, former. (Hvilken sammenhæng er der mellem en rund ring med to prikker og en ö-lyd? En tekst er lige så visuel, som den er auditiv. Få læser en trykt side ved at mumle ordene for sig selv, den slags hører til de primitive læseteknikker. Den erfarne læser har ikke længere følelsen af, at bogstaverne symboliserer lyd, han læser i blokke og grupper, han ser "udformninger", men hører ingen "lyd". Hvis det forholder sig sådan, hvorfor betragtes bogstavernes lydverden da stadigvæk som mere legitim for kunstnerisk anvendelse end deres visuelle egenskaber?

Jarl Hammarberg: Sprog manifesterer sig i billede og

lyd, og en del af "betydningen" i sproget (i følge min opfattelse mere, end man forestiller sig) rummes i selve billed- og lydmønstret. En stor del af mine sproglige undersøgelser beskæftiger sig med disse to elementer.

Artur Lundkvist : Nu foregår der en omvæltning, således at billedet ikke længere er illustration til teksten, men teksten en (stadig mere kortfattet) forklaring af billedet. Nutiden forbruger en uafbrudt voksende strøm af billeder. Billederne fortæller, informerer, underholder. Læseren af ord bliver i stadig højere grad en betragter af billeder. Det er børnebogens metode overført til voksne på stadig flere områder. Det indebærer en slags infantilisering. Tegneserier, oprindeligt skabt til børn, både hvad angår udformning og indhold, vinder stadig mere terræn blandt voksne.

Jeg tror, at der blandt intellektuelle ofte er en foragt for billeder som kilde til intellektuel stimulans. Sprogets opgave er bestemt en gang for alle: bogstaverne informerer, beskriver, vurderer, præciserer, argumenterer, kritiserer. Sproget er i alt dette billedet overlegent, men for at kunne bevare sin overlegenhed, må det tillige holdes rent. En sammensmeltning af billede og sprog indebærer altid en forarmning, siges det. Sprogets karakter af intellektuelt instrument forsvinder. At skrive billeddigte bliver altså en kapitulation over for kravet om at tænke klart, argumentere og ræsonnere. Dette krav til sprogets funktion har i praksis været så stærkt, at bogsidens typografiske udformning stadig er uforandret, siden Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten i 1400-tallet. Ordene i lige stivnede rækker, side efter side, syntaks og stavning nøje afstemt for at lette læsningen. En trykfejl betragtes som en ulykke. Det er klart, at sproget i de fleste sammenhænge må underkaste sig denne orden, at sabotere sproget i netop denne utroligt vigtige og nyttige funktion forekommer meningsløst. Ville vi kunne udholde en avisleder skrevet som Bengt Emil Johnsons maskindigte? Men sproget kan jo også have andre opgaver. Hvad er det, som bestemmer, at digteren-kunstneren altid skal anvende sproget på den mest fastlåste og entydige måde? Det er kunstnerens opgave at revurdere tingene, vise deres ukendte sider. Sproget er en ting. (Det første, man lærer sig, når man tager klaverlektioner, er, at det er tangenterne, man skal spille på for at få musik frem. John Cage har opdaget, at man kan spille under flygelet, siddende på gulvet.)

Åke Hodell: BILLED-LYD-DIGTE. Om "igevär" og "general bussig" . Nej, jeg foretager mig intet, som jeg ikke mener noget med. Men forfatterens opgave er ikke at forklare sit værk. Marcel Duchamp siger: Det eneste, kunstneren efterlader sig, er et aftryk.
 

Hvordan omgås vi tekster? Jeg tror, at tiden er inde til at erkende, at den trykte bogside blot er én type ud af alle de tekster, vi "bruger" til daglig. For mange er denne tekstform, bogsiden, vel netop så upåagtet, at den kan virke fremmed efter stadig omgang med den øvrige tekstverden. Avissider, reklametekster, skilte, vejvisere, togkøreplaner, telefonbøger, lysaviser, tekster på vaskepulverpakker og konservesdåser, filmtekster, talebobler, spisesedler, brugsanvisninger, brochurer, plakater. Hvor er bogsiden i dette mylder? Finder man den, opdager man, at den lever i en tekstverden for sig som i en glasmontre. I det pulserende liv finder man kun denne tekstform på store mindetavler: en firkantet ramme med teksten i rette vinkler, nøje afmålt og med faste afstande. Højtideligt, stivnet, livløst.

Jarl Hammarberg i et brev: Jeg vil meget gerne arbejde med poesi i unormale "åbne" former som for eksempel annoncer og plakater, skrive digte på vægge, ændre tekster på skilte, "flaskeposter" osv. Men samtidig vil jeg jo arbejde videre på mere eller mindre lukkede former såsom trykt tekst, grammofonplade, TV-digte, bevægelige digte, billeddigte osv. Jeg højst interesseret i både blandinger og synteser i forskellige betydninger.
 

Jeg tror, billeddigtene blandt andet kan have til opgave at gøre os bevidste om, at vi lever i en tekstverden, som ikke ligner vores forældres. Samme opgave har den konkrete poesi, eller for at gå tilbage til kilderne: Apollinaires "calligrammes", kubisternes bogstavcollager, Schwitters' tekstkollisioner. Her findes en slags tekstrealisme, baseret på oplevelsen af reklametekster, som suser forbi et togvindue, tekster, man hurtigt skimmer i en avis osv. Det meste af en sådan læsning forbliver fragmenter, men også fragmenterne, "de uventede møder", har deres poesi. I billeddigtene (eller i Rauschenbergs "combines") er teksten lige så fragmentarisk og ulæselig som i virkeligheden. Hvorfor bliver man så irriteret, når man møder en ulæselig tekst på en bogside?
 

Öyvind Fahlström: Jeg kan ikke finde nogen anledning til at tale om grimasse og fornægtelse, jeg har ingen følelse af mærkeliggørelse, af undtagelsestilstand, det er det normale.

EN KONSTRUKTIV DADAISME OG
DERMED SLET IKKE NOGEN

Et fly, der flyver hen over byen med en vajende hale af bogstaver efter sig - er det et billeddigt? Bengt Emil Johnsons billeddigte ligner sådan en tekst. Bogstaverne blæser ud over siderne i bølgende bånd eller klumper sig sammen som sorte bisværme. De kan sjældent tydes, lykkes det til sidst én at udskille et ord, føler man sig næsten lettet. Der findes i hvert fald enkelte bogstaver, som det lykkes at finde sammen. I næste øjeblik er ordet forsvundet over hustaget.

Åke Hodell: Jeg var i gang med at skille en gammel flymotor ad, da der skete noget: Jeg skrev et digt - det første i syv år.

Hvornår ophører en tekst med at være tekst for i stedet at blive billede? Selve begrebet BILLED-DIGT synes jo at vise, at man her tænker i forskellige genrer. Der er noget, som er BILLEDE, og noget, som er DIGT. Ved at anvende de konventionelle definitioner af disse begreber kan man opnå bestemte spændingseffekter. Læseren-betragteren pendler mellem forskellige tolkningsmåder, i kollisionen mellem disse kan der opstå poetiske effekter. Men hvorfor anvende de konventionelle definitioner? I praksis kan man jo ikke trække en generel grænse mellem billede og tekst. Forskyder man teksten mod billedet, sker der jo ikke andet, end at tekstens iboende visuelle potentiale forstærkes. Nogen rigtig "grænseoverskridelse" kan der ikke være tale om, man bevæger sig hele tiden over en kontinuerlig skala. Eller for at bruge en metafor: Når tunnelbanetoget holder stille på stationen, kan man læse reklameteksterne gennem ruden. Når toget sætter i gang igen, og skiltene blinker forbi, forsvinder teksten og viskes ud i en sort streg. Bengt Emil Johnsons tekster ligner ofte ord i hurtig bevægelse. Hvis toget pludselig standser, ser man, hvad der står på væggen: "iflg. tidligere besked: slut i rosenaske".

Jarl Hammarberg : Vi er så vant til at overse det optiske i poesi, at vi mange gange i forbindelse med billeddigte ikke ser digtet for bare billede. (Og samtidig vil kunstkritikere som regel blot henvise dem til poesien). En udstilling med skrivemaskinedigte af Bengt Emil Johnson og Mats G. Bengtsson i Stockholm 1962 blev for eksempel udelukkende anmeldt af kunstanmeldere.
 

Skulle et lyddigt udelukkende anmeldes af musikkritikere? Lyddigtene lærer os analogt med billedteksten, at vi lever i en lydverden, der ikke altid modsvarer det entydige lydbillede, som tryksiden formidler. Åke Hodell har skabt et kombineret lyd-billed-digt, som skildrer, hvad der sker i en pilots høretelefoner, når stemmer fra forskellige frekvenser kolliderer. Der opstår et nyt, hidtil uhørt sprog. Egentlig behøver man bare at dreje på mellembølgebåndet på radioen for at opdage, hvor begrænset den traditionelle musiks klangverden er, selv den elektroniske.
 

NEW MUSIC

NEW LISTENING
 

Vi har har brug for en ny måde at "læse" på. Billeddigtenes sprog savner endnu grammatik og syntaks. Jeg har ingen forestilling om, hvordan man "bør" aflæse "gubbdrunkningerne" . Digtene hverken ender eller begynder, alle detaljer virker ligeværdige, øjet hopper på må og få hen over billedet som på en avisside. Billederne ligner små maskiner med tandhjul og drivremme. Hvem sætter dem i gang?

Bengt Emil Johnson: Jeg forsøger at svømme for ikke at drukne - jeg forsøger at få jer til at svømme.

Torsten Ekbom: "Bildstorm", Konstrevy, nr. 2-3, 1964