Le Corbeau et le Renard (1967), arbejde på papir, MACBA

Man kan ikke både have ost i munden og få komplimenter for sin skønsang. Sådan lyder moralen i La Fontaine-fablen Ravnen og ræven, “et vers om gevinst og tab”, som den danske oversættelse kalder det.

Men kan man både læse og have billeder i øjnene? Hos salig Marcel Broodthaers har man ikke noget valg.

Hans film Le Corbeau et le Renard fra 1967, som indgår i Ubuweb-skatkammeret, er et vidtgående eksperiment med at tilnærme ord, billeder og ting hinanden. Eller som Broodthaers siger i et interview: “et forsøg på så vidt som muligt at nægte både ordene og billederne mening”. 

Til brug i filmen lader han et af sine digte trykke med fed skrift og fungere som kulisse for en række genstande, heriblandt portrætter af sig selv og helten Magritte. I stedet for at illustrere eller dramatisere står tingene og billederne i vejen for teksten eller indgår, stående side om side med den på deres hylder, i en slags udvidede sætninger.

En “læseøvelse” eller “rebus”, kaldte Broodthaers selv det filmatiserede digt. Og man kan naturligvis ikke lade være at forsøge at tyde det.

Skriften forvrænges set gennem syltekrukkerne, hvori der er stukket andre, håndskrevne ord. Og kameraet panorerer baglæns hen over ordene “MAIS À PEINE” (“men kun knap”). I ordet “UN” (“en”) sidder en tegnestift. Ordene bliver til ting, tingene til ord, og også selve fiktionen konkretiseres. “Maleren havde alle farver. Arkitekten var af sten. Raven og ræven stod med trykte typer”. 

Da filmen var færdigklippet, mente Broodthaers, at han stadig ikke havde opnået fuldt ud den harmoni mellem medierne, han ønskede, og han udformede derfor et særligt lærred, den skulle projiceres på, som gentager dele af skriften og billederne. Endnu et lag, der på én gang tydeliggør pointen og vanskeliggør den (vante) umiddelbare læse/synsoplevelse. 

Filmen blev i første omgang skabt til filmfestivalen i Knokke, hvor man modvilligt viste den, men uden for programmet og på et normalt lærred. Men skaden blev gjort god igen året efter på udstillingen Le Corbeau et Le Renard på Wide White Space Gallery i Antwerpen, hvor både film og lærred indgik – sammen med en bog – og de tre dele blev solgt som et samlet “environnement”.

Alphabet Truck (2008)

Croos Road (2008)

Også bag den 23. låge gemmer sig et alfabet: Alphabet Truck hedder det, fotograferet af Eric Tabuchi og udgivet i 2008 af forlaget, galleriet og artist’s book-boghandelen Florence Loewy i Paris. Serien repræsenterer, som Tabuchi selv skriver, adskillige tusind kilometer tilbagelagt de senere år. Og manden kører troligt videre og arbejder allerede på en serie mere. Enkeltbogstaverne bruger han også til mindre kompositioner eller fotografiske krydsord, når ikke lige han arbejder mere konkret med bogstaver og ord eller fotograferer skilte.

Tags (2008)

Untitled (Road Sign Series) (2005)

Blandt inspirationskilderne til Alphabet Truck nævner Eric Tabuchi John Baldessaris The Back Of All The Trucks Passed While Driving From L.A. To Santa Barbara (1963) og Claude Closkys logo-alfabet Auchan.

Claude Closky: Auchan (1992)

Slinkachus Little People er så små, at de kun kan ses af den meget opmærksomme. De lever sikkert heller ikke så længe, må man formode. Kaspar Bonnén laver decideret usynlig grafitti. Når han ikke lige skriver sætninger, der i næste øjeblik er svømmet væk. Men også han husker heldigvis at dokumentere sit arbejde.

“Det handler om følelser, som har en midlertidig karaktér. Den usynlige graffiti er der egentlig ikke, men kan opstå som sådan en stemning ind imellem. Lidt ligesom følelser kan komme og gå,” siger Bonnén til Kopenhagen, der interviewer ham i anledning af hans nye udstilling på Galleri Christina Wilson i København.

Skriften på kajkanten træder kun frem, når det regner. Så står der pludselig: “I wait for you even though”. Flamingoordene “I will always love you” på vandet flyder hver til sit og bytter plads, før de spredes for alle vinde (se et par tidligere versioner her og her) som døgnflueagtige popsange. “Følelser og kærlighed – og popmusik – er noget alle kender til”, som det også lyder i interviewet. Men som med popsange handler det jo også i lige så høj grad om fremførelsen. Det banale kan også ramme dybt.

Træskulpturen, som normalt ville have været en mere varig genre, pilles alligevel styk for styk fra hinanden, indtil delene danner en sætning: “Jeg sagde jeg har mistet dig men sandheden er at jeg aldrig haft dig”. Stående på en bogside havde ordene måske ikke haft samme effekt, men her løftes, eller rettere tynges, de af “skriveprocessens” omkostninger.

Ligesom de kantet-kiksede malerimøbler på Speak Up-udstillingen sidste år også udgjorde en herlig ordbegivenhed, når de undskyldte sig selv: “I tried to do my very best”.

Også penge er, ved vi, meget flygtige. Ikke mindst i denne tid – hvor vi skal have ondt af de rige, der har så meget mere at tabe – bliver Bonnéns rige tigger, som skriver PLEASE HELP ME med småmønt, kun ekstra komisk. Hvilket rent googleassociativt bragte mig videre til kunstnerens idéoplæg til en ny seddelserie for Nationalbanken, som godt nok er meget flottere end dem der vandt (men forhåbentlig overhales indenom af euroen), og smukt indlemmer hverdagen (hvilket sikkert var problemet). Jeg savner kun et par bogstaver – eller tal – flydende på bølgerne ud over bæltet.

Men hvad hjælper usynlig grafitti, hvis man er blind? Det råder streetkunstneren The Blind råd på i Frankrig, hvor han skriver ordspil med blindskrift på husmurene. Hans eget syn fejler vist i øvrigt ikke noget – han holder i al fald øje med strømerne.

Den 12. låge er endnu et alfabet.

Fra Lars Bukdahl: Alfabeter fra Pluto (2008). Kamilla Löfström har konstrueret sit eget larsabet: Så og så mange Larser. Der er visuelle digte af Simon Grotrian selv her (læs mere her). Og du kan læse/se/høre hvordan Bukdahl og seks andre læser Grotrian på Amoklæsning. 

Låge nr. 6 åbner også ind et bibliotek. Og denne gang ikke for det ubenævnelige, men det uudgivelige. Et formål hvortil internettet er et udmærket sted – her kan man ufortrødent sætte sig komfortabelt imellem stolene og blæse med munden fuld af mel. 

Publishing the Unpublishable hedder således den række på hundrede eletroniske chapbooks, som Kenneth Goldsmith og Ubu Editions påbegyndte sidste år, og som frit kan downloades. Serien er til dato nået til 42 og rummer bidrag af Christian Bök, Brian Kim Stefans, Charles Bernstein og Derek Beaulieu blandt mange andre. Øvelsen begyndte som en undersøgelse og provokation, skriver Goldsmith, men som vi ved: “hvad vi engang anså for affald, kan, når det kommer til stykket, vise sig at være vores største skat”.

Bøgerne er fra et enkelt ark (Mary Jo Bangs brev til sin far, fra da hun var barn) til 3785 sider: Issue 1, der virkelig blev et issue, da det kom dette efterår, eftersom ingen af dets tekster er af de (kendte) forfattere de tilskrives, men er blevet lagt dem i munden af redaktørerne (Stephen McLauglin, Vladimir Zykov, Gregory Laynor, James Carpenter).

I English in Mallarmé finder Peter Manson engelske gloser skjult i de franske vers hos Stéphane Mallarmé (der jo var engelsklærer), imens Elisabeth S. Clark blotlægger tegnsætningen Between Words (i forlængelse af Goldsmith selv, Reuterswärd m.fl., som tidligere diskuteret).

Claude Closky nøjes med at lægge alfabetet ned på maven.

Det er noget af et projekt, billedkunstneren Melik Ohanian (f. 1969 i Frankrig) i disse måneder gennemfører i Paris og omegn – herunder med afsløringen af flere nye udsmykningsopgaver (bl.a. i bydelen Bellevilles svømmehal), filmvisninger, billboards rundt i bybilledet, multiples, samt adskillige udstillinger på gallerier og museer. I alt 15 forskellige institutioner er involveret i From The Voice To The Hand. 

Et af de vigtigste venues er udstillingsstedet Le Plateau, hvortil Ohanian bl.a. har skabt installationen 10.000 Letters, bestående af ti tusind håndlavede gipsbogstaver. Bogstaverne er anbragt på gulvet i bunker, hver repræsenterende et citat. Størsteparten af ophavsmændene er franske tænkere, hvis navne diskret står anført på de nedsænkede neonrør, der deler rummet i to. I installationen er citatbunkerne ulæselige, hulter til bulter som bogstaverne ligger, men på nettet kan de til gengæld høres med forfatternes egen røst. Undtagen et enkelt: et latinsk palindrom – IN GIRUM IMUS NOCTE ET CONSUMIMUR IGNI – titlen på en Guy Debord-film, “Vi går i rundkreds i natten og ædes op af ilden”.

Meningen er, at publikum selv skal formulere nye ord ud fra bogstaverne, og enkelte havde ladet sig inspirere til nye, tredimensionelle rundgange, selv om det, da undertegnede var forbi forleden, var de færreste, der overhovedet havde vovet eller ønsket at forstyrre værkets renhed.

Henri Bergson er repræsenteret med 287 bogstaver, svarende til de to sætninger, filosoffen læste som en lydprøve før et interview med Le Musée de la Parole i 1936. Selve interviewet blev aldrig til noget, og optagelsen er efter sigende den eneste af Bergsons stemme. Hvad han siger, er næsten lige så svært at høre som at læse, og man får kun én chance på hjemmesiden. Hvis ikke man vil investere i vinylpladen, som indgår i en serie af multiples.

På nettet får man tilsvarende lov at se Ohanian tabe et Kalasjnikov-gevær af glas på gulvet, imens man på galleriet blot ser skårene. Det er flygtig og fragmenteret kunst, hvis puslespilbrikker, man skal være yderst ihærdig for at samle, men de enkelte dele er heldigvis smukke i sig selv. Også det kæmpe svært aflæselige ur, Trouble Time(s), som hænger til sidst på udstillingen. Eller først om man vil: kunstneren har nemlig fået udstillingsstedet til midlertidigt at flytte sin entré til nødudgangen, imens den normale indgang er blændet. Ved “nødindgangen” kan man til gengæld til hver en tid tjekke, hvad klokken er på Mars (Relative Time). 

Bommen er endegyldigt gået ned for P-kælderen, som blev åbnet i 2004. De sidste to p’er er netop parkeret. Men den underjordiske verden kan naturligvis stadig udforskes (du finder det også via galleriet). Tak til alle der bidrog!

903. Morten Søndergaard (Turku, Finland)

920. Johannes F. Sohlman (Nansensgade, København)

Det ene mere fantastiske P efter det andet har fundet frem til Afsnit P i løbet af året, et utal af forskellige P’er er nu lykkeligt langtidsparkeret i P-kælderen. Da vi ofte har spurgt os selv og hinanden: Hvilket P er mon det allerbedste? – men ikke anet vores levende råd – har vi valgt i anledning af den forestående højtid at nominere i alt otte fantastiske P’er, for til sidst at udvælge det allerbedste. Mine damer og herrer: Se de otte fantastiske P’er, se juryens udtalelser, se det eneste ene vinder-P!

Der er både nerve og præcision i den svenske digter, designer, fotograf og billedkunstner Hans-Christer Ericsons udstilling på Den sorte Diamant, HCE. En særegen blanding af melankoli, mystik og minimalisme. (KW)

An exhibition by the French artist Franck Mouteault presenting three new series of interactive drawings created in Denmark in March 2001.

Se Silhouette Grid Contour.

Pressemeddelelse – press release – communiqué de presse