Bortkommet
- Unnameable Name på Københavns Hovedbibliotek


CYF | 5/12/08

Decembers femte låge er godt gemt og på vej til at forsvinde. Ifølge hjemmesiden skulle den være der en uge mere, men plakaterne på stedet siger (og udstillerne kan bekræfte), at den skjulte udstilling Unnameable Name er væk inden dagen er omme. 

Jeg troede faktisk allerede, jeg var kommet for sent i går, da jeg trådte ind på Københavns Hovedbibliotek. Og ikke bare til udstillingen, men til biblioteket i det hele taget. I rummet mod gaden var betjentene i fuld gang med at fylde bogstakke i skraldecontainere, og udlånet var mere eller mindre forskanset i plastik. 

Det er en stund siden, jeg sidst var forbi, så gensynet med det gamle bibliotek var både foruroligende og rørende. Hjemløse, madpakkespisende, sovende … alskens skæbner mødtes i læsningens tempel. Men jeg var på udkig efter kunst. Og ikke af den slags, der tydeligt gør opmærksom på sig selv. Kunst i “sprækker, mellemrum og på tomme steder imellem de informations- og underholdningkategorier, som den typiske biblioteksgæst normalt er på udkig efter”, som spillereglerne lød. Hvem end den “typiske biblioteksgæst” så er.

Alle mine sanser var skærpet, for jeg vidste jo ikke, hvor jeg skulle kigge. Var det den affældige stuebirk under Skønlitteraur før 1700?

Var det de underfundige skilte, som var overalt?

Eller var det de små personlige budskaber, der spredt hist og her, gemte sig på og under reolerne?

Jo mere, jeg kiggede, jo mere blev alt skulptur, installation og intervention. Æbleskroget på notatblokken, den aflange tomme hessianopslagstavle. For slet ikke at tale om den store forsamling af mennesker, der hypnotiseret sad og lyttede til Jens Christian Grøndahls bragende, overnaturligt dybe stemme i mikrofonen på førstesalen, hvor reolerne var blevet skubbet sammen i siderne for at skabe plads til horderne, så det ikke længere var muligt at komme ind til bøgerne.

Jeg ville gerne tro, at det var dette, der var det “navn som ikke kan navngives”, men jeg havde stadig mine tvivl. Jeg søgte forgæves overalt i stueetagen og på 1. sal. Først på vej slukøret ud igen, øjnede jeg gudskelov ved indgangen A4-arkene med oversigten over udstillingen, som først startede på 2., hvor jeg slet ikke havde været. Det unævnelige kunne heldigvis stadig kortlægges og var bestemt værd at lede efter.

Her oppe i biblioteket fandt jeg “efterladt” på en hylde Jeff de Castros hermetiske spejlbog fyldt med sekstaller, hvis skriftbillede uundgåeligt bragt tankerne i retning af Monica Aasprongs Soldatmarkedet.

Og imellem brandalarmen og Naturens Verden hang Jørgen Michaelsens Appeasement Without a Subject med den lige så hypnotiserende sentens: “The unnameable is not the unnameable / The unnameable is not the name / The name is not the name”.

Klos op ad Maskinteknikken stod Elisabeth Cohens skrånende billede i en boks i stil med den slags dobbeltbundede skuffer eller hemmelige rum, der altid er i kriminallitteraturens biblioteker. 

Og smukt indføjet blandt de øvrige skilte ved nødudgangen fandt jeg “I tilfælde af politiaktion undgå anviste udgange”, der næsten må skyldes Jenny Polak.

Morten Tillitz‘ mærkelige maskine kørte manisk rundt med ord og genstande, som ting vist har det med for ham.

Imens Tanja Nelleman Poulsen i sin vante stil syntes at opfordre lånerne til at bruge bøgerne lige lovligt kreativt med saks og lim. 

Michael Mørk havde bragt sin egen personlige, ikke-alfabetiske orden på en del af kunstafdelingen, til en smule frustration for bibliotekaren, der ikke desto mindre var så sød at give mig en guided tour på etagen, hvor Kim Asburys tinsoldater bl.a. legede krig hen over et landskab af bogtoppe.

Tilbage på 2. sal under Biografier hang pludselig to døde fascister under en hylde med den tilhørende håndbog “Deconstruction Mussolini - a do it yourself plastic garage kit”, som dog ikke var til hjemlån (Gregory Scholette: Still Life with Dead Fascists).

Men det mest uhyggelige var dette:

Det lykkedes mig ikke at bestemme, hvem der stod bag. Og mange andre værker fandt jeg slet ikke. Det bliver jo en del af spillereglerne. Nogle er sikkert simpelthen “bortkommet”. Hvis ikke de, som Jacob Tellufsens Untitled Nothing, insisterede på slet ikke at være der.

2 kommentarer til “Bortkommet
- Unnameable Name på Københavns Hovedbibliotek”
  1. Christian Yde Frostholm

    Jeg glemte at skrive, at Hovedbiblioteket ganske rigtigt lukker - men for at genåbne efter nogle dage, nymalet. Bøgerne, der røg i containerne, var heldigvis kun resterne fra et bogudsalg.

  2. Nikolaj Z

    Man bliver ked af man ikke var på udstillingen. Hvorfor er man ikke bedre til at følge med!? Men tak for denne gribende og morsomme guide. Nu har jeg været der lidt.

Kommentér