Foto: Camilla Nørgård

Det har allerede fået trukket pælene op, Camilla Nørgårds spraglede nomadetelt, hvor lyset faldt helt uforudsigeligt ind af de ca. 4000 kuvertruder. Gid det rejste videre. Og hvorfor skulle det ikke? Når nu alle disse rudekuverter gennem års arbejdsrutiner er blevet tømt for skyldstyngende kapitallogisk indhold, og de indre værdier omsider har fået lov til at blafre frit i vinden. For her gemmer rudekuverternes sande hemmeligheder sig – et 1001 nats ornamentalsk eventyr. Pengeverdens dominans fordufter, det dømmende sprogs plapren forstummer, så snart man træder ind i konvolutternes ellers usynlige og overraskende farverige inderverden – verdener – af grafiske strukturer, farver og mønstre. En helt særlig oplevelse at være inde i et rum, der består at vrangvendte papirlommer, ligner et hus, men blafrer som en dug. En moské af papirstoflighed, enkelt og mangfoldigt.

Teltet kunne aflægge visit på de danske arbejdspladser og tilbyde samfundskollektiv aflad, en unik æstetisk oplevelse – eller måske bare et øjebliks ro.

Skal facebook-beskeden være Between You and X, eller skal den stå på væggen? Jeg er som regel aldrig i tvivl, men kan konstatere at der er nogen, der trækker grænsen mellem det lukkede brevs hemmeligheder og det åbne blotlagte postkort noget anderledes. Jeg mærker et pavlovsk ryk i kæbepartiet, hver gang jeg læser en i mine ører alt andet end officiel besked på min væg. Og de samme trækninger vender tilbage, når mine facebookvenner fortæller om fotos af mig, som jeg ikke selv har lagt ud og tagget. Det hellige fortrolige familiebillede som jeg muligvis ikke engang ville vise de nærmeste, evigt ironiske, venner. Det er kontroltabet man skal tåle, når man kommunikerer i et komplekst online fællesskab. Og det er graden af kontrol, man overvejer hver gang man vælger medium: skal det være en besked Between You and X, hvor man i ro og mag kan gøre sig umage med den sproglige iscensættelse for at gøre indtryk på hiin Enkelte. Går man på væggen og pingponger for næsen af alle de andre beundrende facebookere. Eller slipper man sig selv løs i chattens talesprogslignende umiddelbarhed, som selvfølgelig kun er pseudo-umiddelbar (der er stadig en lille forsinkelse der bekræfter Derridas postalske princip: ambivalensen af på den ene side nærværet og på den anden side fravær og forsinkelse.)

Men hurtigt går det. Vi er lysår væk fra det langsommelige, velovervejede brev, og netop tempoet og de pludseligt forrykkede grænser mellem privat og offentligt chokerer mig. Og pirrer.

Fishbein, Finkelstein, Himmelfarb og Hellman, Rhetorical L. Hidebound, Lottie Riddle, Misty Delayney og Ophelia Smile er udpluk af de afsendernavne, man kan møde i Illustreret spam. Et projekt, som kaster lys over Lotte Skadborg Hansens samling af uønsket, masseforsendt elektronisk post og blandt andet afslører hidtil upåagtede navnemønstre. Det er første gang, den hastigt voksende samling formidles for en større offentlighed.

57 versioner af Mette Moestrups digt “M.M. (Selvportræt)” fra digtsamlingen Golden Delicious, skrevet i hånden af vidt forskellige mennesker, der alle bærer initialerne M.M. Et forsøg på en anderledes dialog imellem digter og læser – og imellem digt og brev – som også kaster nyt lys på digtets visualitet. Præsenteret med en introduktion af forfatteren. Læs alle brevene.

(Læs mere >>)