Tidens gang, nuets flygtighed, øjeblikkets uerstattelighed - hvor ofte tænker man egentlig over det? Er du, kære læser, for eksempel klar over hvor mange øjeblikke der er gået siden du begyndte at læse denne tekst? Eller hvor mange øjeblikke der i øvrigt passerer dig uden at du bemærker det? Nej? Udmærket. For det er netop i denne sprække af uvished Van Goghs nye cd-rom Van Gogh #4 med det besnærende tema 'Forgængelighed' kryber ind. Og den bliver der.

Nej, det er ikke en vittighed, det ER en eengangscd-rom, og en fuldstændig unik sammentænkning af koncept og form. Man modtager den i en oppustet, gennemsigtig plastiklomme, som man bliver nødt til at ødelægge for at kunne lægge hånden på værket. Herfra er der så ingen vej tilbage, for cd-rommen har et lille bitte hul, og luftens ilt vil på et tidspunkt angribe den lille sprække og igangsætte en oxyderingsproces. Inden da skulle der i princippet være mulighed for at afspille værket temmelig mange gange, men her er det så at konceptet for alvor slår igennem. Computeren vil nemlig ikke aflæse Forgængelighed mere end én gang.

Forgængelighed er et emne der kan siges meget om, men det kryber ind under huden på en når man klikker 'Accepter', vel vidende at det er et udgangspunkt man aldrig når tilbage til. Den fornemmelse bliver siddende i kroppen gennem cd-rommens 12 værker og forlener oplevelsen af dem med en kolossal intensitet fordi man er pisket til at opleve dem her og nu, uden at lade sig forstyrre af opvask eller dagdrømme - det er nu det sker, og nuet er flygtigt og allerede forbi...

Cd-ens overordnede tema er ikke begrænset til et blot og bart spørgsmål om liv og død. I løbet af værket foldes det ud og belyses i alle sine medbetydninger og konsekvenser, og det er bl.a. i denne righoldighed af fortolkninger og indsigter at cd'en viser sit format. Forgængelighed er jo ikke alene et eksistentielt grundvilkår (selv om dét vel i sig selv er rigeligt), det er også en allestedsnærværende grundproces af stadig nedbrydning og transformation.

Cd-rommens første værk er en bearbejdning af et lille melodisk loop som 'downsamples', dvs. afspilles i ringere og ringere kvalitet, og lyden infiltreres derfor af stadig mere støj. Ved første øre-kast hører man lyden forsvinde, men langsomt får støjen i sig selv en valør - lyden forsvinder ikke, den bliver heller ikke forringet, men hele tiden forandret.

Van Gogh har i mange år været et vigtigt forum for lydkunst, både den danske og den internationale. Men det er lyden, snarere end lydkunsten, der er det bærende element på denne cd-rom, dog uden at resultatet på nogen måde ender med at blive et blot og bart lydteknisk eksperiment. Man skal for eksempel ikke særlig langt hen på cd-rommen før Jørgen de Mylius i vanlig veloplagt stil annoncerer cd'ens eengangshit (bl.a. med den præcise betragtning: 'Et eengangshit - det kan man kun høre en enkelt gang!'). Tid til dig er, får man at vide, 'det ultimative hit', komponeret specielt til Van Gogh #4, og hittets ophavsmand, Søren Søgaard-Jensen, har med usvigelig sikkerhed ramt den påkrævede blanding af rytmeboks og strygersuppe og garneret den med en helt uforglemmelig tekst:

Hallo, jeg sidder midt i et møde
og ved ikke, hvomår det er slut.
Men jeg tænker tit på min søde
kone, åh!, jeg elsker dig, Ruth!

(gengivet efter hukommelsen)

Det er et sindssyg morsomt indslag - bare ordet 'eengangshit' er jo befriende langt ude, og både tekst og musik giver latterkramper, selv når de kun lever i erindringen (hvor Tiiid til dig kværner igen og igen - så kan de kalde det et eengangshit så meget de vil!). I løbet af cd'en dukker hittet op i nye arrangementer, bl.a. i en easy-listening version og i én med bip-lyde, og i efterklangen begynder man så at fundere over hvor ofte man egentlig møder musik i transformeret form - ikke blot når kvaliteten og lyden ændrer sig, men når man pludselig hører Für Elise afspillet i elektronisk udgave på Socialcentrets telefonlinie eller Yesterday i en sovs af harper og violiner omkring Primas køddisk.