Nutidens reproduktion af fortiden er et af de gennemgående undertemaer på cd-rommen (og hvad er denne her anmeldelse egentlig?). Der er en lang artikel om rekonstruktion af sprog, af ursproget, hvor et sæt af lydregler så at sige får lov at virke med tilbagevirkende kraft i forsøget på at genskabe den meget fjerne fortid. Den type forskning er en hårfin balance mellem genialitet og sindssyge, og det er ikke helt til udpege i hvilken af kategorierne man befinder sig når det detaljerede notationssystem opstiller formlen for 'manden løber' med kliklyde og glottis-lukke og hele moletjavsen. Er det et udslag af almindelig, sund nysgerrighed over for det som ikke mere er, eller er det en sygelig trang til at omgå forgængeligheden ved at omgå dens synlige konsekvenser, nemlig at ting forandrer sig og forsvinder? Motiverne går vel hånd i hånd.

Et helt andet eksempel som også har sproget som objekt, er det fine indslag om Guldhornene, både de der blev fundet, stjålet og omsmeltet - her kan man virkelig tale om forgængelighed! - og Oehlenschlägers klassiker. Jørn Lund læser op i forsøgt 1800-talsdiktion: De (udtalt som 'e') hiiiwer og søøwer, i gamle bøøwer', og suppleres af 'Kongelig Skuespiller' Adam Poulsen's dramatiske deklamation fra en 1922-lakplade hvor støjen og slid så vidt muligt er bortrestaureret - det ligger så på et spor for sig. Sproget er en forgængelig størrelse - særlig talesproget som ændrer sig fra generation til generation, og man får syn for sagn i den 3. oplæsning af 'en 19-årig pige' - det er som at være hensat til 3. g, sproglig linie (det var der noget der hed i min tid, men den er jo gået).