Man klikker sig vej gennem værket, hjulpet af en tikkende lyd der intensiveres når man nærmer sig den ring man skal klikke i - som en puls der stiger når noget skal til at ske. Grafikken er i det hele taget en vigtig del af cd-rommen, men den vægtes forskelligt alt efter det enkelte værks karakter. Skærmen bruges primært til at fremvise tekster eller til at udstikke nogle pejlemærker som brugeren skal klikke sig frem til, mens der billedmæssigt ikke sker så vanvittig meget. Men der er en vis raison i på denne måde at lade det visuelle udtryk være underlagt det auditive, for lyd er vel nok det forgængelige medie par excellence. De værker der direkte inkorporerer tekster eller billeder, gør det absolut sublimt. Således har man sølle 2 minutter - talt på hundrededele sekunder - til at styrte igennem Ewalds digt Haab og Erindring fra 1772 om, ja hvad ellers, nuet og øjeblikket, og man skal selv møjsommeligt skrabe overfladen af en Højholt tekst, hvor ord som hånd og slid langsomt åbenbarer sig.

Det kræver en god del håndarbejde, og præcis hvor meget kan man se hver gang et værk er slut. Her ryger man nemlig ud til et skærmbillede med en tekst der forklarer hvad det var for et værk man lige oplevede. Under den tekst findes sporene efter curseren som hvide, ekspressionistiske streger - streger der illustrerer brugerens helt personlige vej gennem cd'en. Alene de skærmbilleder rummer pointer der retfærdiggør hele cd-rommen: at oplevelser kun kan gengives i ord, men ikke genopleves, at enhver oplevelse er unik, at man efterlader sig spor i det man har oplevet, at man som bruger af værket så at sige slider det op.