| ||||||||||||||
 | | | | | | | ||||||||
 | ||||
 | ||||
| | | | |
7. Post-it: Stairway to Heaven Gitte Ørskou har bidraget med en tekst omtrent midtvejs - har et endeløst værk overhovedet en midte? - i bogen. En lille faktion, som omhandler bogens tilblivelse i Olafurs lejlighed i Berlin. Mellem stumper af kunst og en snorkende espressomaskine. Ørskou er i sin tekst faldet pladask for situationen "kunst". Med tanke på de tanker, der føg over kaffebordet den eftermiddag i Berlin, spørger hun henrevet: "Kan man forklare en kunstoplevelse?" Nej, tøver hun, "jeg kan ikke skrive én sandhed frem om denne eftermiddag". Og dog. Vi kan godt glemme alt om kaffeduft, beåndet ordløshed og varm brise ind ad vinduerne i lejligheden. Ørskous efterfølgende kommentar er snarere tilbageført end forført: "Findes sandheden i de flygtige noter i min blok? Blækket suges ind af papiret, og pludselig synes ordet så endegyldigt som det står lige dér, foran mig, med håndskriftens autentiske ciseleringer som et aftryk af tankerne, der den dag fór gennem luften. 'Loop'. Det må være ordet, der bringer os ind til benet. Den eneste ene sandhed om eftermiddagen, der har bragt os det katalog, du sidder med lige nu." Kunstoplevelsen og følelsen af at befinde sig i skabelsens centrum kan uden tvivl udgøre en mental stairway to heaven. Og Ørskou slipper ikke helt det henførte, omend hun optræder mere cool i den afsluttende passage. Nogle værker til nogle tider forsøger sikkert selv at være trappetrin. The Blind Pavilion nøjes med at være rutschebane med mavekildrende loops. Og det er i store træk præcis den bevægelse Ørskous egen tekst foretager hen over fyrretræstrinene. Skal vi rekonstruere trappen trin for trin står der: - rumlig bog | ||
| | |
 | ||
| | |
