Noah Wardrip-Fruin: Talking Cure i Bergen (foto: Scott Rettberg)
Som Loss Pequeño Glazier har gjort opmærksom på, forstås den elektroniske litteratur bedst, hvis man ser den som en fortsættelse af den eksperimentelle trykte litteratur. Men af en eller anden grund er springet fra papiret til computeren åbenbart så stort, at en del har svært ved at følge med. I den akademiske verden for eksempel hører den digitale del af litteraturen sjældent ind under litteraturvidenskaben, men oftere (hvis overhovedet) under medie-, it- eller mere teknisk klingende fag og institutioner. Hvilket vel i yderste konsekvens burde betyde, at den trykte litteratur skulle studeres på noget i retning af Den grafiske Højskole?
Jeg kom til at tænke på det til seminaret Electronic Poetry i Europe på Humanistisk Informatik i Bergen for nylig, som fandt sted mere eller mindre upåagtet af universitets litteraturvidenskabelige miljø, på trods af at det endda omfattede en åben aften med readings. Hvilket var en enestående mulighed for virkelig at blive imødekommet af den “digitalt fødte” litteratur.
Elektroniske oplæsninger – eller performances – giver læserne mulighed for at sidde på samme side af skærmen som forfatteren og for at dele en oplevelse, der som al læsning måske til tider kan føles ensom og famlende. Og nogle gange får man måske ligefrem lov til at deltage i skrivningen af den tekst, der læses – mens den bliver læst. Det var for eksempel tilfældet i Bergen med Ian Hatchers digtprojekt, Opening Sources. En god del af publikum havde medbragt den bærbare og ved oplæsningens begyndelse blev de lukket (eller snarere logget) ind til teksten med mulighed for at omskrive den, ét ord ad gangen. Med tiden blev digteren så at sige bare en marionet, der læste, hvad end publikum måtte byde ham. Klart en form med potentiale.
Andre tilbød læserne den luksus at blive guidet rundt i værkerne, som blev projiceret op på væggen foran eller bag dem, og som forfatterne naturligvis kender bedre end de fleste: En slags recitation med musen, om man vil. Men i flere tilfælde også ledsaget af en traditionel mundtlig oplæsning af de tekster, der stod skrevet, kom til syne eller blev genereret.
Fordi skabelsen og oplevelsen af værkerne kræver maskinel bistand, betyder det jo ikke at kroppen er blevet sat ud af spil. Ofte tværtimod.
Maria Mencia: Speech-Sound Generated Visual Poems and Accidental Meaning, Landmark, Bergen
På kunstindustrimuseet Permanenten “demonstrerede” Ottar Ormstad sine Svevedikte iført et par knaldgule bukser som et stort Y, mens han gav et par sproglige hints til de ikke-norskkyndige. Noah Wardrip-Fruin læste op siddende foran et kamera, hvis output blev gengivet med (hele tre lag af) skrift på skærmen, i en sammensmeltning af hans læsende ansigt og den læste tekst. Og på Landmark lod Maria Mencia stemmens lyd og kraft tegne skriftbilleder. Imens Judd Morrissey lod to performere inkarnere og recitere sit kæmpe visuelle digt, som boltrede sig i hele rummets længde. For blot at nævne nogle eksempler.
Judd Morrisseys The Last Performance [dot com] med Mark Jeffery og Fanny Holmin, Landmark
