Efter forbløffende kort tid på avantgardens yderfløj har de unge eksperimenterende digtere - Generation OEI - erobret centrale positioner i det svenske litteraturmiljø og spiller uundgåeligt en rolle, når man diskuterer poesiens udvikling fra slutningen af 1990'erne. I en artikel fra 2002 skriver Anna Hallberg: "Det svenske poesiklima er, og har de seneste fem år været, inde i en uhørt spændende kreativ ekspansion.

Feltet er stort og rummer mange indbyrdes forskellige, men utroligt kraftfulde og særegne poeter. Nye forlag og tidsskrifter er begyndt at gøre sig gældende med en autoritet og kompetence, der mange gange overskrider de etablerede institutioners. De kunstneriske grænseområder mellem forskellige medier begynder så småt at blive udforsket - også i Sverige, endelig! - og vi kan opleve poetiske transfusioner mellem litteratur og billedkunst, video, street art, musik og så videre." Selv om Hallberg glemmer 1960'er-poeternes multimedieperformances, er det ikke svært at forstå hendes begejstring. Der sker virkelig noget i det unge svenske litteraturmiljø. Grænserne er flyttet, og det virker, som om det denne gang er litteraturen, der har taget teten. De enkelte digtere debatterer selv flittigt i weblogs og på dagbladenes kultursider, og de spiller ofte dobbeltroller som både digtere og kritikere.

Malte Persson: Döden och Bananen,
OEI nr. 15-17, 2004

Johannes Heldén: Flotte (uddrag), OEI nr. 15-17, 2004

Kaster man blikket på OEI'ernes bedrifter, melder 1960'ernes bølge af konkret poesi sig uundgåeligt som en parallel. Både når man ser på digternes udtryksformer og mod på eksperimenter. Men også de enkeltes mediebevendt- og bevågenhed minder om 1960'ernes konkrete poeter, Hodell, Fahlström, Johnson, Nylén og så videre.

Hallberg vender sig skarpt imod opfattelsen af, at der råder en tresser-nostalgi blandt nutidens unge svenske poeter. Hun kan sagtens se ligheden mellem lysten til at eksperimentere dengang og nu, men peger samtidig på, at man overser noget vigtigt ved at trække sammenligningen for langt. "Den store forskel på tresser-poesien og poesien i dag er", siger hun i et essay i Dagens Nyheter, "at dengang kom de innovative kræfter hovedsageligt udefra. Billedkunsten og lydkunsten inviterede litteraturen til at være med at lege. Og det gjorde den da også et stykke tid - men derpå gik den hjem til de gammelkendte rutiner igen". I nutidens unge poesi mener Hallberg, at situationen er anderledes. Her kommer udfordringerne fra litteraturen selv, og der er plads til, at poeterne kan finde alle mulige forskellige slags legekammerater.

Andreas Roth: In och ut på N.O.R.A.D. med Cable Pairs #2 (uddrag), Texst, 2004

Antologien Texst, der blev udgivet af Konstfack i 2004, er et godt eksempel på, at litteraturen trækker en udvikling i andre kunstarter og ikke længere omvendt. De unge digtere videreudvikler og undersøger snarere end bryder med traditionerne og tager afstand til "de gamle". Men afstanden mellem 1960'erne og nu føles ikke så stor, når man står udenfor og kigger ind. Lysten til eksperiment og mentaliteten er på mange måder den samme. Måske det blot er 1960'ernes naivitet og spontane sensualitet i sproget, der i mellemtiden er dampet af digtningen.

Andreas Gedin: Taking over (uddrag), Texst (2004)

Begrebet "sprogmaterialisme" - et genbrug fra 1960'ernes og siden 1980'ernes litteraturdebat - er ofte hæftet på de unge poeter for at beskrive deres konkrete optagethed af sprogmaterialet. Anna Hallbergs subjektløse, konsonantdyrkende digte fra Friktion er i den forbindelse som regel i skudlinjen. Friktion rummer kølige, kortdigte, der oftest begrænser sig til få ord, som - med digterens eget udtryk - "ligger langt fremme i munden". Teksterne er sat sammen i bundter af ti, og digteren tæller skiftevis op og ned. Nummer ti forfra hedder "destillat" og er en publikumsfavorit:

Hallberg vil konsonanternes genrejsning, en befrielse af ordenes tørt lydende skeletter, som hun sammenligner med nøgleringe og ståltrådsfigurer. Der er noget haiku over det, men det er selve ordlyden, det gælder, snarere end billedet. Omslaget til Friktion matcher bogens indhold: stålribberne i en gigantisk elmast fotograferet inde- og nedefra. En skriftdekoration på himlen og ståltrådsfigur for guder. Som i de enkelte tekster kan Friktions samlede udsagn hentes på overfladen. Det handler om at se godt ud og betyde noget andet end normalt.

I en artikel i Lyrikvännen introducerer litteraten Thomas Götselius begrebet "dekreativ poesi" om de yngste tendenser og beskriver digtningen som "et svar på en kreativ melankoli". Ifølge Götselius ytrer den dekreative poesi sig på tre måder: 1) poesien kan ikke længere forny sig, altså må den forandres, 2) poesien kan ikke længere betyde noget, altså må den være kritisk og 3) poesien kan ikke længere skrives, altså må den genskrives. Det bliver en paradoksal digtning. En digtning, der afmonterer frem for at transcendere, og som foretrækker metonymiske relationer i stedet for dybdevirkende metaforer. Det paradoksale er jo ikke nogen nyhed i sig selv, men forskydningen fra at ville forny et område til at ville forandre det, betegner noget nyt i poesien. Digterne træder til side, sampler og citerer. De buser ikke bare på med nye meningsfuldheder, men påstår, at ordene uafhængigt af grammatik og traditionel symbolik er noget i sig selv. Generation OEI får hverken rendt panden mod muren eller hornene af sig. Kritikere vil måske sige, at de er for forsigtige og dækker sig bag andres arbejde. Men det kan også handle om blot at ville optræde cool og bevare overblikket. Det er jo oceaner af tekst, der skal indoptages, samples og citeres fra...

Anna Hallberg: "kurartorerna" (uddrag), på era platser, 2004

I sin artikel i Lyrikvännen taler Götselius om metaforkritikken som krise- og tvangssituation for poesien. En tabssituation. Omvendt Anna Hallberg, der er træt af metaforen - "poetens hierarkiske adelsmærke", som hun siger i et debatindlæg i Dagens Nyheter. Hallberg er udmærket klar over, at man umuligt kommer uden om metaforen, men hun glæder sig over opgøret med dens normsættende og ordnende funktion. Og ikke mindst dens emblematiske pegen på digterens egen betydning, det vil sige evne til at skabe "rigtige" og "præcise" og "unikke" metaforer. Metaforen er ikke død, men hos de unge svenske digtere har den en tendens til at blive fysisk. Gøre sig selv til objekt, næsten skulptur. Digterkollegaen Aase Berg forklarer i BLM, at digteren "på den måde undgår den ureflekterede metafor, der ikke fungerer særlig godt i nutidspoesien, og som er svær at tage alvorligt, hvis ikke den 'metametaforisk' forholder sig til sig selv". Et sted i Johannes Heldéns Burner - om graffiti, togrejser og sprog - står der "s=p=r=å=k". En metametaforisk hilsen til de amerikanske l=a=n=g=u=a=g=e-poeter, men også en iscenesættelse af alt det, bogen handler om. En rejse i sprog, med sprog og på... sporet. Et fællestræk hos Generation OEI er således at gøre sproget fysisk, konkret og distancere sig fra det i samme bevægelse. Digterne risikerer at kede læseren, men åbner samtidig mulighed for at blotlægge et alternativt alfabet og en ordbeholdning af mere visuel karakter. Den kreative ekspansion har flyttet meningen frem på teksternes overflade - bogstavelig talt gjort den synlig - og nedprioriteret den traditionelle læsning mellem linjerne. Tør man først give sig det i vold, keder man sig i hvert fald ikke.