Åke Hodells svar på enquete om "Poesiens position" i Rondo nr. 2, 1963

Da jeg skrev Ikaros död, talte radarskærmen og instrumentbrættet et andet sprog, ja mange andre sprog, end jeg som poet dengang havde adgang til. I denne, lad os sige, ekstreme virkelighed af elektroniske instrumenter, hemmelige kodesignaler, motorlyde og radioopkald sad der i en bombeflyver en pilot, som var psykologisk testet og veludrustet til sin opgave - men endnu ikke helt så hjernevasket, at hans personlige tanke- og følelsesverden ikke fungerede. Jeg spurgte for eksempel mig selv, om ikke instrumentbrættets poetiske sprog kunne anvendes, om det ikke ville give noget mere end blot data, ja om det ikke indimellem kunne erstatte poesiens konventionelle "sprog" og fortælle noget om et menneske på en ny måde. Det ledte til en række eksperimenter. Jeg skrev nogle "matematiske digte" - spontant og tilfældigt fremkomne talkombinationer og formler, som udtrykte vilkårlighed og personlige kursændringer. På samme måde nedtegnede jeg punktoplevelser med enkelte ord og bogstaver, som ikke havde forbindelse til hinanden. Logbogsbladene blev fyldt med en nonfigurativ eller konkret poesi, som engang imellem endda blev afbrudt eller direkte afsluttet af et "konventionelt" meditativt eller impressionistisk digt. Også de forskellige lyde forsøgte jeg at registrere i en slags lydskrift. På den måde opstod digtet med navnet:

("Motorens sange"). På logbogsbladene var der blevet skabt ordcollager og bogstavbilleder, indimellem impressionistiske, som var på højde med pilotens stemninger af angst eller desperation i for eksempel en duel i luften.

Men min skuffelse blev stor. Jeg syntes nemlig, at de konkrete digte, som jeg vil kalde elektronismer , brød med stilen og med den kunstneriske enhed, jeg efterstræbte. De virkede ofte slet ikke så ligetil, som jeg havde forestillet mig. De personer, som jeg bad om at "læse" teksterne, reagerede også meget forskelligt. Eftersom mit ærinde med Ikaros död ikke først og fremmest var at lave et eksperimenterende digt, men at udforme en for mig væsentlig etisk problematik, så jeg ingen anden udvej end at fjerne elektronismerne - det vil sige to store afdelinger - for at digtsuiten ikke skulle miste sin alvor. Min tanke var dengang - og er stadig - enten at lade elektronismerne trykke som et tillæg til Ikaros död eller at udgive dem i en separat bog.

Som den opmærksomme læser har bemærket, har jeg stik imod den konkrete poesis æstetik haft til hensigt, at elektronismerne skulle udtrykke noget, have en slags betydning. Og det er det, der er vigtigt. Det er et forsøg på at overvinde den selvdød, som den konkrete poesi kom ud for efter 1. Verdenskrig og sandsynligvis - at dømme efter de digte, jeg på nuværende tidspunkt har læst - også kan komme nu. Elektronismerne eller Elektronismen er en poetisk nyskabelse, som jeg vil sammenfatte på følgende måde: Instrumentbrættet giver piloten objektiv viden om virkeligheden omkring ham. Han får at vide, hvor højt oppe, han befinder sig, og med hvilken hastighed, han flyver osv. Når denne viden eller disse data modtages af ham - dvs. af et subjekt, hvis tanke- og følelsesverden, man ikke kan forudsige eller vide noget eksakt om - kan der opstå spændinger. Og det er sådanne spændinger, elektronismerne er udtryk for.
 

Åke Hodell: Poesins position, Rondo nr. 2, 1963