Nogle af Kurt Schwitters’ digte giver faktisk mening. Andre - ikke mindst de konkrete og lydlige - må man træde ind i som i hans “Raddadistmaskine”: med sine sansers fulde brug og komme ud af fuldstændig fra forstanden. Martin Deichmann skriver om den nye Schwitters-udgivelse i Borgens Verdenslyrik-serie, Anna Blomst og andre digte. (MD)

[anneks], [essay] | afsnit p, anmeldelse, avantgarde, bøger, essay, lyd, visuel poesi