indlæg med taggen "norge"


Audiatur 2009


CYF | 24/10/09

Audiatur-festivalen 2009, som finder sted på Bergen Kunsthal 5.-7. november (med en intern forløber for deltagerne i dagene før), har løftet sløret for sin nye hjemmeside. Kataloget på 780 sider kan forudbestilles på Audiatur Bokhandel.

Deltagerne er: Joël Baqué (F, Kristin Berget (N), Nicole Brossard (CDN), Marie-louise Chapelle (F), Arkadii Dragomosjtsjenko (RUS)
Helena Eriksson (S), Robert Fitterman (USA), John Giorno (USA), Karl Holmqvist (S), Jenny Hval (N), Mara Lee (S), Claude Royet-Journoud (F), Torgeir Schjerven (N), Aleksandr Skidan (RUS), Gwenaëlle Stubbe (BEL), Anja Utler (D), Jan Erik Vold (N) og Steven Zultanski (USA).

UPDATE: Følg Martin Johs. Møllers Audiaturdagbog.

Audiatur-programmet offentliggjort


CYF | 29/5/09

3.-8. november 2009 arrangeres Audiatur – Festival for ny poesi for fjerde gang i Norge. 3.-4. november samles deltagerne til workshop på Hardangervidden. 5.-8. november løber det offentlige program af stabelen i Bergen Kunsthall.



Årets deltagere er Joël Baqué (F), Kristin Berget (N), Nicole Brossard (CDN), Marie-louise Chapelle (F), Arkadii Dragomosjtsjenko (RUS), Helena Eriksson (S), Robert Fitterman (USA), John Giorno (USA), Karl Holmqvist (S), Jenny Hval (N), Mara Lee (S), Claude Royet-Journoud (F), Torgeir Schjerven (N), Aleksandr Skidan (RUS), Gwenaëlle Stubbe (BEL), Anja Utler (D), Jan Erik Vold (N) og Steve Zultanski (USA). 

(Læs mere >>)

Et tegntrip
- Michaux: Streker + Images du monde visionnaire


CYF | 22/12/08

Simen Hagerups norske Henri Michaux-gendigtning Streker (Biblioteket Gasspedal) er en af de smukkeste nye bøger, jeg har haft mellem hænderne i det år, der nu går på hæld. Bogen samler en række af den belgisk-franske digter og malers værker helliget tegnene - et “mystisk-semiotisk delforfatterskab”, som Hagerup kalder det.

Arbejdet med materialet har også været øjenåbnende for oversætteren selv, hvilket han meget præcist formulerer således: “det var først da jeg pliktskyldigst hadde gransket de ‘medhørende tegningene’ og prøvd å tolke dem opp mot tekstmaterialet, at jeg innså at jeg egentlig satt og gjendiktet kommentartekster; ikke drømske notater om en ikkeeksisterende litteratur, men forklarende noter til noen foreliggende arbeider, som vi i siste ende er nødt til å klassifisere som litteratur, nettopp fordi de jobber mot språkets definisjon av språk.”

Teksterne, som udgør Streker, kredser om de kinesiske ideogrammer og deres udvikling, såvel som om Michaux’s eget projekt med at skabe et helt nyt, åbent og poetisk skriftsprog i stil med “den piktogrammatiske førskriften”. Et projekt eller en drøm, der knytter sig nært op til forestillingen (utopien) om, hvordan det kinesiske og mange andre sprog var, før de blev til “håndjern”: sprog “som skal forme og begrense, avgrense”.

“Piktogrammatisk”, men vel at mærke ikke piktogrammer i vores forstand som entydige budskaber, der kan forstås internationalt, snarere tværtimod, med en slags uforståelighedens præcision. “Tegn: for endelig å avløse ordene messing”. Eller: ”Tegn som er åpent i flere retninger./Balansering.” 

Michaux udvider forbilledligt litteraturen ved at skabe en perfekt glidende overgang mellem ord og billede - mellem tekst, tegn og tegning. Han samler dem i disse tekster til en samlet verbovisuel læseakt. 

Det er kun “i den ene retning”, at Michaux er asemiker. Digteren afholder sig ikke fra at tolke sine egne, malerens skriftbilleder, fx ved at skabe en tilsvarende glidende overgang imellem abc (abécédaire) og bestiarium (béstiaire) - tegn og væsener. Men også hans poesi forsøger at holde sproget åbent som “Det kinesiske språket fremlegger for blikket, slik naturen gjør det, uten å fastslå”.

Det universelle, poetiske sprog, han i 1938 besluttede sig for at skabe med ni hundrede ideogrammer og en grammatik, havarerede, fortæller Hagerup. Men i et lykkeligt skibbrud, må man tilføje. Hvad skulle manden dog også med en grammatik?

For nylig kunne Ubuweb så med Pär Bäckströms hjælp føje det eneste filmiske værk af Henri Michaux til arkivet, nemlig undervisningsfilmen Images du monde visionnaire fra 1964, som han lavede sammen med Eric Duvivier på bestilling af medicinalfabrikanten Sandoz (som bl.a. syntetiserede LSD). Filmen skildrer på kalejdoskopisk og surrealistisk vis to trip på henholdsvis mescalin og hash - blandt andet ved hjælp af svimlende panoreringer i skriftbilleder kalligraferet af en mescalinpåvirket Michaux.

Som digteren selv påpeger i sin indledning, er det et umuligt projekt - alt er meget stærkere og mere vrimlende, end en film kan vise. Men fantastisk og syret, det er det.

Elektroniske oplæsninger med hele kroppen


CYF | 25/9/08

            

Noah Wardrip-Fruin: Talking Cure i Bergen (foto: Scott Rettberg)

Som Loss Pequeño Glazier har gjort opmærksom på, forstås den elektroniske litteratur bedst, hvis man ser den som en fortsættelse af den eksperimentelle trykte litteratur. Men af en eller anden grund er springet fra papiret til computeren åbenbart så stort, at en del har svært ved at følge med. I den akademiske verden for eksempel hører den digitale del af litteraturen sjældent ind under litteraturvidenskaben, men oftere (hvis overhovedet) under medie-, it- eller mere teknisk klingende fag og institutioner. Hvilket vel i yderste konsekvens burde betyde, at den trykte litteratur skulle studeres på noget i retning af Den grafiske Højskole? 

Jeg kom til at tænke på det til seminaret Electronic Poetry i Europe på Humanistisk Informatik i Bergen for nylig, som fandt sted mere eller mindre upåagtet af universitets litteraturvidenskabelige miljø, på trods af at det endda omfattede en åben aften med readings. Hvilket var en enestående mulighed for virkelig at blive imødekommet af den “digitalt fødte” litteratur.

Elektroniske oplæsninger - eller performances - giver læserne mulighed for at sidde på samme side af skærmen som forfatteren og for at dele en oplevelse, der som al læsning måske til tider kan føles ensom og famlende. Og nogle gange får man måske ligefrem lov til at deltage i skrivningen af den tekst, der læses - mens den bliver læst. Det var for eksempel tilfældet i Bergen med Ian Hatchers digtprojekt, Opening Sources. En god del af publikum havde medbragt den bærbare og ved oplæsningens begyndelse blev de lukket (eller snarere logget) ind til teksten med mulighed for at omskrive den, ét ord ad gangen. Med tiden blev digteren så at sige bare en marionet, der læste, hvad end publikum måtte byde ham. Klart en form med potentiale.

Andre tilbød læserne den luksus at blive guidet rundt i værkerne, som blev projiceret op på væggen foran eller bag dem, og som forfatterne naturligvis kender bedre end de fleste: En slags recitation med musen, om man vil. Men i flere tilfælde også ledsaget af en traditionel mundtlig oplæsning af de tekster, der stod skrevet, kom til syne eller blev genereret.

Fordi skabelsen og oplevelsen af værkerne kræver maskinel bistand, betyder det jo ikke at kroppen er blevet sat ud af spil. Ofte tværtimod. 

             

Maria Mencia: Speech-Sound Generated Visual Poems and Accidental Meaning, Landmark, Bergen

På kunstindustrimuseet Permanenten ”demonstrerede” Ottar Ormstad sine Svevedikte iført et par knaldgule bukser som et stort Y, mens han gav et par sproglige hints til de ikke-norskkyndige. Noah Wardrip-Fruin læste op siddende foran et kamera, hvis output blev gengivet med (hele tre lag af) skrift på skærmen, i en sammensmeltning af hans læsende ansigt og den læste tekst. Og på Landmark lod Maria Mencia stemmens lyd og kraft tegne skriftbilleder. Imens Judd Morrissey lod to performere inkarnere og recitere sit kæmpe visuelle digt, som boltrede sig i hele rummets længde. For blot at nævne nogle eksempler. 

            

Judd Morrisseys The Last Performance [dot com] med Mark Jeffery og Fanny Holmin, Landmark 

Litteraturhuset før sæsonen


CYF | 22/8/08

Mens det meste af den norske, samt nordiske, litterære tidsskrift- og festivaloffentlighed allierer sig til Tekstallianse i Oslo denne weekend, kan undertegnede selvforskyldt sidde i København og se tilbage på et nyligt førstebesøg på Litteraturhuset.

Fine forhold, må man nok sige. Det er næsten mine eneste anke, at det skal være så fint. I sensommerstemningen en lørdag eftermiddag, hvor det er kun var boghandel og café/restaurant, der var i funktion, blev det - som i mange andre sammenhænge - lidt skingert, det der med det “litterære”; en flacon med Poême-parfume fra Lancôme nærmest. Jeg har indvendt det tidligere i andre sammenhænge, når folk har agiteret for et Litteraturens eller Poesiens Hus i København. Og min erindring om det sagnomspundne Litteraturhaus i Fasanenstraße i Berlin, forbilledet for det københavnske LiteraturHaus, er tilsvarende. Er det virkelig litteraturens steder, eller er det bare litterærligt?

Tekstallianse er, gudskelov, det største modbevis, som man overhovedet kan drømme om. Og rækken af litterære institutioner, der bebor etagerne på Wergelandsveien, overskygger naturligvis enhver tvivl om det store potentiale i at have et fælles sted. Jeg vil glæde mig til at komme igen - i sæsonen!

Men hvorfor er det, at man skal kunne bestille pink champagne i baren?  Det er næsten lige så gådefuldt for mig, som at restauranten på Cinemateket i København bærer navnet Sult. Og nej, jeg mener ikke, at et litteraturhus nødvendigvis skal være et folkekøkken for tuberkuløse genier (men hvorfor egentlig ikke også det?). Lidt uforståeligt for mig er det bare, at kunst og litteratur altid og uden undtagelse skal snobbes ind i gourmetmad og andet lir (ikke et ord om Karriere). Imens “biblioteket”, der skal skabe stemning rundt om cafébordene, selvfølgelig overvejende består af staffage fra Det Bedstes Bogklub. Hvem kunne drømme om at tage bøgerne ned fra reolen?

Norli-filialen i huset fejler ikke noget, ud over at være en kædeboghandel selvfølgelig. Sådan som vi kender det fra Statens Museum for Kunst og Det kongelige Bibliotek herhjemme (dér er Cinemateket anderledes på sporet, og LiteraturHaus tilsvarende forbilledlig). Hos Norli har de rigtige bøger (og rigtig mange med dansk målestok). Og i kælderen har de et stille hjørne, hvor man kan læse tidsskrifter.

Forfatterportrætter af Terje Nicolaisen i Litteraturhuset

Tekstallianse 2008


CYF | 13/8/08

Tekstallianse, den nye messe for norske og skandinaviske småforlag, litteraturfestivaler og tidsskrifter, finder sted for første gang i Oslo 23.-24. august.

GÆA


Karen Wagner | 22/7/08

Gæa

Jeg læste Sigurd Tenningens kortprosabog GÆA på skibsdækket af en langsomfærge med udsigt til en håndfuld Kyklade-øer der stod skarpere og skarpere mod horisonten. Et perfekt sted at opleve denne lille perle - og at koncentrere og sprede tankerne. Gæa er et drømmesyn, en ø, der emanerer frem rumligt og visuelt og udfordrer sprogets og bevidsthedens forståelseskategorier. Den første af de fire tekster, Arkhipelagos, omhandler et mytisk drømmelandskab, en ø der nærmer sig bevidstheden konkret, samtidig med at tekstens jeg reflekterer over standarder for geografiske fremstillinger af landskaber i kartografiens historie; fysiske modeller af forskellige verdensbilleder. Efterfølgende beskrives ø-folkets mentalitet og trosforestillinger. Jeg kom i tanke om Cortázars fortælling Øen i middagsstunden hvor en steward bliver besat af en ø, han iagttager fra flyveren. Og da det jo er fantastisk litteratur, overskrider hovedpersonen pludelig tidslig og geografisk afstand og skyller op på øen, som gemmer på erotiske glæder her og nu og også spor tilbage til en gammel minoisk og ægyptisk kultur. Nå, en tangent - men det er hvad der sker, når man læser en tekst som GÆA.

Teksten Kort historie om ild omhandler også et fiktivt landområde, Uqbar, som en anden stor argentiner, Borges, har skrevet om i novellen Tlön, Uqbar, Orbis Tertius. Som Borges lader Tenningen stedets tydelige fiktionskarakter infiltrere med virkelige historiske steder, personer og begivenheder. Den stilistiske og tematiske arv fra Borges gennemtrænger hele teksten: myter, oldtidshistorie, biblioteker, litterære kilder, jødisk mystik, lister…, - men Tenningens bog er desuden ligeså encyklopædisk og genremæssigt vild og frisættende, som den er sprogligt og stilistisk stram. Videnskab og fantasi konvergerer; historie, antropologi, topografi og matematik blander sig med listedigte, satire, opdagelseslitteratur og fantastisk litteratur for nu blot at nævne nogle af ingredienserne.

Gæa

Ud over den mytiske fortælling om et arkaisk og utopiske ø-rige gemmer GÆA også på en - meget elliptisk - krimihistorie bestående af lister hvoraf alle ord begynder med bogstavet k. Det narrative opstår af de kategorier listerne er inddelt i. Der er både mordvåben, elskovslyde, barnlig ordglæde, fabeldyr og verden på verden i disse k-listers svimlende fortællepotentiale - og måske endda også små hjælpenøgler til begribelse af Gæa-tekstens koncept og konstruktion.

Der er rigtig meget af komme efter i forlaget Gasspedals lille fine udgivelse. Af viden, litterært eksperiment, gådefuldhed og en nærmest klassisk poetisk skønhed. Det gælder ikke mindst bogens visuelle side som tæller såvel grafikken som fotos og de fiktive landkort, både i større og mindre udsnit. På forsiden af hvert nyt kapitelafsnit er der zoomet ind på “klatter” af landkortet, så de fremstår som abstrakte billeder eller ligner biologiske strukturer set gennem mikroskop.

Uden for bogens univers, men i association til, har Martin Grüner Larsen lavet en fin lille fotoserie på Flickr som indfanger tekstens både mytiske, gådefulde og videnskabelige aura.

Fortids fremtid
– Johannes Heldén i vinduet på Galleri Volt


CYF | 20/6/08

Mit yndlingsgalleri i Bergen, By the Way, stoppede i fjor efter otte års aktiviteter, hvoraf mange stadig kan ses dokumenteret på nettet. Nu er stedet genopstået med nye kræfter og nyt navn: Volt (hjemmeside på vej). Ligesom forgængeren bærer det undertitlen “galleri for samtidskunst”.

Volt er ren overflade. Ikke et udstillingsrum, men en udstilling med et rum omkring – byen. Dets vinduer ligger og lyser i regnskumringen på hjørnet af Lars Hilles gate og Christies gate i centrum lige ved kunstmuseerne og Festplassen. Bag vinduerne, inde i bygningen, gemmer sig efter sigende rekvisitter fra parkvæsenet. Nogle gange har udstillingerne skullet opleves langt fra, andre gange helt tæt på, og andre gange igen har man været i tvivl, om det overhovedet var det færdige, man fik at se. Tvivlen og overraskelsen har været frugtbare medspillere i gråzonen mellem inde og ude, mellem kunstkikkeri, window shopping og tilfældige glimt i farten. Ja, det er faktisk næsten, som om der har manglet noget, når der bare blev vist værker, som lige så godt kunne have hængt på væggen i et galleri. 

Volts første udstiller, Johannes Heldén, lægger ud med A Better Tomorrow. En installation, som trækker tråde tilbage til blandt andet Primärdirektivet (Afsnit P 2006), hvorfra et stort landskab går igen i det ene vindue: Et gigantisk hvidt bygningsværk, som ved nærsyn viser sig at være tætbeskrevet med gentagne sætninger. I de øvrige vitriner gengives omslagene fra en “spontant muteret” bogsamling. Sci fi-litteratur, hvis titler og forfatternavne på omslag og ryg jævnfør udstillingsteksten har forvandlet sig til en “alternativ historie”, hvem ved, måske en hilsen fra fremtiden? Fragmenterne samler man selv, ligesom i Primärdirektivet. Grebet er velgennemført og dobbelt – båret af en kærlighed til fremtidslitteraturens paradoksale nostalgi. Disse slidte bind i vinduet forvandler bygningen til noget, der let kunne forveksles med et hvervekontor for Scientology-kirken.

Også vitrinen, montren og udhængsskabet er dybt nostalgiske, beslægtet med de parisiske passager i den benjaminske optik: fortidens lokkende interfaces. Gadegalleriet og vinduesudstillingen er ikke desto mindre stadigt genkommende fænomener (med den københavnske, nu eksilerede Kbh Kunsthal som den måske flotteste) ligesom de “umulige rum” (OEen Groups container hævet over Israels Plads, Unten Drunter under en trappe i Malmö, JICPB Cube Gallery i Bøvlingbjerg i det nordjyske). Jo mindre og mere afsides jo bedre. Omvendt proportionalt med det (lige så døgnåbne) virtuelle udstillingsrum på nettet, der kan nås på sekunder fra alle steder i verden, og til tider kræver næsten for lidt af beskueren, må man her rejse langt for næsten ingenting. Ikke på By the Way/Volt dog. Det ligger midt på alfarvej, lysende i regnen. Og når Johannes Heldéns fortids fremtid befinder sig bag ruderne, kunne man ønske det også var gået online. Koblet op til en fjern galakse.

Plog 1.0-indlæg tagget “norge”


Afsnit P | 11/6/08

Alt svik er mot oppmerksomhete - om Gunstein Bakke og Rimbaud >>
27/12/07
Alt svik er mot oppmerksomheten – Om Gunstein Bakke og Rimbaud >>
27/12/07
“Eit gorrlaust makkverk” - Terje Dragseth på Kaffee Burger >>
8/12/07
Venner, la oss ikke kaste bort tiden - om Dikt & Datt >>
18/10/07
Du behøver ikke kalde det poesi - Ottar Ormstad på ePoetry 2007 >>
19/8/07
Litteraturens offentlighetsformer - seminarrapport >>
18/5/07
Hvorfor publisere hva hvordan - om skandinavisk småforleggeri >>
5/12/06
O Superman - Maja Lee Langvads Find Holger Danske >>
3/9/06
Bogbjergene mellem fjeldene - bogbyen Fjærland >>
11/8/06
Dette er ikke et nationalsprogligt papirtidsskrift - Nypoesi i ny version >>
1/3/06
Alfabetets minoriteter - Ottar Ormstads ParaplY >>
19/1/06
Interskandinavien udvider sig - Audiatur i overskrifter >>
17/10/05
Kompakt og luftig litteratur - Monica Aasprong og Anna Hallberg >>
17/5/05
Nordisk kalender – tosproget opråb >>
20/12/04
Ratatosk - lidt af hvert og UKON >>
15/11/04
Vagant i ventetiden - avantgarde og politik >>
12/11/04
Luj til jul? 
>>
9/11/04
Dahl & Furuholmen – Stjerneskudt for en aften >>
11/10/04
Profylaktisk skjønnhet - lurer på Vemund Solheim Ådlands skrift (II) >>
9/7/04
Profylaktisk skjønnhet - lurer på Vemund Solheim Ådlands skrift (I) >>
6/7/04
Legebørn - Åtte fra Bergen og Gruppe 68 >>
23/6/04
Ottar Ormstad - tapeter og kvadrogrammer >>
23/6/04
Uden at forstå Kjersti Bronken Senderud - en empirisk kvantitiv analyse >>
13/6/04
Visuel poesi i Danmark? - Audun Lindholm om nordiske grænseoverskridelser >>
15/3/04
Soldatmarkedet - norsk konkret poesi under udvikling >>
27/2/04
Visuel poesi i Norge? >>
10/2/04
Oppe i Norge/De skriver lange lister >>
26/1/04
Ja til Vold! >>
20/1/04
Poetisk Parkinson - seismografisk netdigt af Stueland og Søndergaard >>
17/1/04
Hittegods - Vinduet årgang 48-51, 1994-97 >>
29/11/03

Om Monica Aasprongs Soldatmarkedet


Afsnit P | 3/10/07

omsoldatmarkedeta

Monica Aasprongs Soldatmarkedet er et arbejde under tilblivelse, der til stadighed skifter form, udtryk, medium og format. Titlen dækker over både tidsskriftbidrag, bogudgivelser, installations-, lyd- og netkunst, og senest et interaktivt Afsnit P-projekt. Audun Lindholm opridser i sit essay projektets udvikling fra 2003 til 2006 og kommer med en række bud på, hvordan et sådant uafsluttet og transformerende værk kan læses.

Soldatmarkedet [ord i øjet #2]


Afsnit P | 3/10/07

Anden del af Afsnit Ps trilogi med ny nordisk visuel poesi, Ord i øjet, er Soldatmarkedet skabt af den norske digter Monica Aasprong. Den nyeste udgave af Aasprongs fortløbende og mangesidede værk rummer hele fire forskellige arbejder, som på hver deres måde tilnærmer sig og gør brug af titelordet og dets enkeltbogstaver. To af delene koncentrerer sig om bogstavet t, imens de to andre danner nye morfemer og ord af materialet. Projektet, som gør læseren medskabende, er udført i samarbejde med den svenske medieingeniør Erik Sjödin.

Se også pressemeddelelse.

Læs også Audun Lindholms essay Om Monica Aasprongs Soldatmarkedet.

svevedikt


Afsnit P | 31/3/06

svevedikt (svævedigte) er syv nye animerede digte skabt til Afsnit P af den norske poet Ottar Ormstad. Visuelle og lydlige meditationer over sprogets mindsteenheder og deres kombinatorik. Digtene er i sagens natur ikke for fastholdere, som Karen Wagner skriver i sin katalogtekst til udstillingen. Det er potentielle digte, der forbliver i bevægelse.

Læs også pressemeddelelse.

Gang i Norden


Afsnit P | 23/6/04

ganginorden

Morten Søndergaard har begået et udkast til en komparativ analyse af de nordiske gangarter. Udgangspunktet er de små gående mænd (og en enkelt kvinde) på de respektive landes forgængerskilte - fra den danske bodysnatcher til artikelforfatterens klare favorit: den norske hitmand.