indlæg med taggen "installation"


Læse med billeder i øjnene –
Marcel Broodthaers: Le Corbeau et le Renard


| 24/12/08

Le Corbeau et le Renard (1967), arbejde på papir, MACBA

 

Man kan ikke både have ost i munden og få komplimenter for sin skønsang. Sådan lyder moralen i La Fontaine-fablen Ravnen og ræven, “et vers om gevinst og tab”, som den danske oversættelse kalder det.

Men kan man både læse og have billeder i øjnene? Hos salig Marcel Broodthaers har man ikke noget valg.

Hans film Le Corbeau et le Renard fra 1967, som indgår i Ubuweb-skatkammeret, er et vidtgående eksperiment med at tilnærme ord, billeder og ting hinanden. Eller som Broodthaers siger i et interview: “et forsøg på så vidt som muligt at nægte både ordene og billederne mening”. 

Til brug i filmen lader han et af sine digte trykke med fed skrift og fungere som kulisse for en række genstande, heriblandt portrætter af sig selv og helten Magritte. I stedet for at illustrere eller dramatisere står tingene og billederne i vejen for teksten eller indgår, stående side om side med den på deres hylder, i en slags udvidede sætninger.

En “læseøvelse” eller “rebus”, kaldte Broodthaers selv det filmatiserede digt. Og man kan naturligvis ikke lade være at forsøge at tyde det.

Skriften forvrænges set gennem syltekrukkerne, hvori der er stukket andre, håndskrevne ord. Og kameraet panorerer baglæns hen over ordene “MAIS À PEINE” (“men kun knap”). I ordet “UN” (“en”) sidder en tegnestift. Ordene bliver til ting, tingene til ord, og også selve fiktionen konkretiseres. “Maleren havde alle farver. Arkitekten var af sten. Raven og ræven stod med trykte typer”. 

Da filmen var færdigklippet, mente Broodthaers, at han stadig ikke havde opnået fuldt ud den harmoni mellem medierne, han ønskede, og han udformede derfor et særligt lærred, den skulle projiceres på, som gentager dele af skriften og billederne. Endnu et lag, der på én gang tydeliggør pointen og vanskeliggør den (vante) umiddelbare læse/synsoplevelse. 

Filmen blev i første omgang skabt til filmfestivalen i Knokke, hvor man modvilligt viste den, men uden for programmet og på et normalt lærred. Men skaden blev gjort god igen året efter på udstillingen Le Corbeau et Le Renard på Wide White Space Gallery i Antwerpen, hvor både film og lærred indgik – sammen med en bog – og de tre dele blev solgt som et samlet “environnement”.

Et Caroline Bergvall-overblik


| 20/12/08

Plessjør (H Press 2008)

Den London-baserede, fransk-norske digter Caroline Bergvalls nye hjemmeside (og det er vitterlig kun én lang side) samler trådene fra hendes multimediale virke. Her kan man få et overblik over hendes bøger, installationer, performances, lydværker, digitale projekter mv.

ATTHEENDOFTHEDAYITGOESDARK – “spoken while drawn in performance” (2002)

Og mange af værkerne kan høres/ses/opleves direkte samme sted. Også mange, som såvidt jeg er orienteret ikke tidligere har været tilgængeligt online, heriblandt Say: Parsley, et computer-tekstværk, der oprindeligt indgik i en installation på MuHKa i Antwerpen sommeren 2008, og som – ligesom fx teksten Cropper, der nu også er kommet som chapbook – afsøger rummet imellem flere sprog.

Say: Parsley (2008) – screenshots fra skærmværk og foto af installation.

Bortkommet
– Unnameable Name på Københavns Hovedbibliotek


| 5/12/08

Decembers femte låge er godt gemt og på vej til at forsvinde. Ifølge hjemmesiden skulle den være der en uge mere, men plakaterne på stedet siger (og udstillerne kan bekræfte), at den skjulte udstilling Unnameable Name er væk inden dagen er omme. 

Jeg troede faktisk allerede, jeg var kommet for sent i går, da jeg trådte ind på Københavns Hovedbibliotek. Og ikke bare til udstillingen, men til biblioteket i det hele taget. I rummet mod gaden var betjentene i fuld gang med at fylde bogstakke i skraldecontainere, og udlånet var mere eller mindre forskanset i plastik. 

Det er en stund siden, jeg sidst var forbi, så gensynet med det gamle bibliotek var både foruroligende og rørende. Hjemløse, madpakkespisende, sovende … alskens skæbner mødtes i læsningens tempel. Men jeg var på udkig efter kunst. Og ikke af den slags, der tydeligt gør opmærksom på sig selv. Kunst i “sprækker, mellemrum og på tomme steder imellem de informations- og underholdningkategorier, som den typiske biblioteksgæst normalt er på udkig efter”, som spillereglerne lød. Hvem end den “typiske biblioteksgæst” så er.

Alle mine sanser var skærpet, for jeg vidste jo ikke, hvor jeg skulle kigge. Var det den affældige stuebirk under Skønlitteraur før 1700?

Var det de underfundige skilte, som var overalt?

Eller var det de små personlige budskaber, der spredt hist og her, gemte sig på og under reolerne?

Jo mere, jeg kiggede, jo mere blev alt skulptur, installation og intervention. Æbleskroget på notatblokken, den aflange tomme hessianopslagstavle. For slet ikke at tale om den store forsamling af mennesker, der hypnotiseret sad og lyttede til Jens Christian Grøndahls bragende, overnaturligt dybe stemme i mikrofonen på førstesalen, hvor reolerne var blevet skubbet sammen i siderne for at skabe plads til horderne, så det ikke længere var muligt at komme ind til bøgerne.

Jeg ville gerne tro, at det var dette, der var det “navn som ikke kan navngives”, men jeg havde stadig mine tvivl. Jeg søgte forgæves overalt i stueetagen og på 1. sal. Først på vej slukøret ud igen, øjnede jeg gudskelov ved indgangen A4-arkene med oversigten over udstillingen, som først startede på 2., hvor jeg slet ikke havde været. Det unævnelige kunne heldigvis stadig kortlægges og var bestemt værd at lede efter.

Her oppe i biblioteket fandt jeg “efterladt” på en hylde Jeff de Castros hermetiske spejlbog fyldt med sekstaller, hvis skriftbillede uundgåeligt bragt tankerne i retning af Monica Aasprongs Soldatmarkedet.

Og imellem brandalarmen og Naturens Verden hang Jørgen Michaelsens Appeasement Without a Subject med den lige så hypnotiserende sentens: “The unnameable is not the unnameable / The unnameable is not the name / The name is not the name”.

Klos op ad Maskinteknikken stod Elisabeth Cohens skrånende billede i en boks i stil med den slags dobbeltbundede skuffer eller hemmelige rum, der altid er i kriminallitteraturens biblioteker. 

Og smukt indføjet blandt de øvrige skilte ved nødudgangen fandt jeg “I tilfælde af politiaktion undgå anviste udgange”, der næsten må skyldes Jenny Polak.

Morten Tillitz‘ mærkelige maskine kørte manisk rundt med ord og genstande, som ting vist har det med for ham.

Imens Tanja Nelleman Poulsen i sin vante stil syntes at opfordre lånerne til at bruge bøgerne lige lovligt kreativt med saks og lim. 

Michael Mørk havde bragt sin egen personlige, ikke-alfabetiske orden på en del af kunstafdelingen, til en smule frustration for bibliotekaren, der ikke desto mindre var så sød at give mig en guided tour på etagen, hvor Kim Asburys tinsoldater bl.a. legede krig hen over et landskab af bogtoppe.

Tilbage på 2. sal under Biografier hang pludselig to døde fascister under en hylde med den tilhørende håndbog “Deconstruction Mussolini – a do it yourself plastic garage kit”, som dog ikke var til hjemlån (Gregory Scholette: Still Life with Dead Fascists).

Men det mest uhyggelige var dette:

Det lykkedes mig ikke at bestemme, hvem der stod bag. Og mange andre værker fandt jeg slet ikke. Det bliver jo en del af spillereglerne. Nogle er sikkert simpelthen “bortkommet”. Hvis ikke de, som Jacob Tellufsens Untitled Nothing, insisterede på slet ikke at være der.

Et splintret landskab af bogstaver
– Melik Ohanian: From The Voice To The Hand


| 1/11/08

Det er noget af et projekt, billedkunstneren Melik Ohanian (f. 1969 i Frankrig) i disse måneder gennemfører i Paris og omegn – herunder med afsløringen af flere nye udsmykningsopgaver (bl.a. i bydelen Bellevilles svømmehal), filmvisninger, billboards rundt i bybilledet, multiples, samt adskillige udstillinger på gallerier og museer. I alt 15 forskellige institutioner er involveret i From The Voice To The Hand

Et af de vigtigste venues er udstillingsstedet Le Plateau, hvortil Ohanian bl.a. har skabt installationen 10.000 Letters, bestående af ti tusind håndlavede gipsbogstaver. Bogstaverne er anbragt på gulvet i bunker, hver repræsenterende et citat. Størsteparten af ophavsmændene er franske tænkere, hvis navne diskret står anført på de nedsænkede neonrør, der deler rummet i to. I installationen er citatbunkerne ulæselige, hulter til bulter som bogstaverne ligger, men på nettet kan de til gengæld høres med forfatternes egen røst. Undtagen et enkelt: et latinsk palindrom – IN GIRUM IMUS NOCTE ET CONSUMIMUR IGNI – titlen på en Guy Debord-film, “Vi går i rundkreds i natten og ædes op af ilden”.

Meningen er, at publikum selv skal formulere nye ord ud fra bogstaverne, og enkelte havde ladet sig inspirere til nye, tredimensionelle rundgange, selv om det, da undertegnede var forbi forleden, var de færreste, der overhovedet havde vovet eller ønsket at forstyrre værkets renhed.

Henri Bergson er repræsenteret med 287 bogstaver, svarende til de to sætninger, filosoffen læste som en lydprøve før et interview med Le Musée de la Parole i 1936. Selve interviewet blev aldrig til noget, og optagelsen er efter sigende den eneste af Bergsons stemme. Hvad han siger, er næsten lige så svært at høre som at læse, og man får kun én chance på hjemmesiden. Hvis ikke man vil investere i vinylpladen, som indgår i en serie af multiples.

På nettet får man tilsvarende lov at se Ohanian tabe et Kalasjnikov-gevær af glas på gulvet, imens man på galleriet blot ser skårene. Det er flygtig og fragmenteret kunst, hvis puslespilbrikker, man skal være yderst ihærdig for at samle, men de enkelte dele er heldigvis smukke i sig selv. Også det kæmpe svært aflæselige ur, Trouble Time(s), som hænger til sidst på udstillingen. Eller først om man vil: kunstneren har nemlig fået udstillingsstedet til midlertidigt at flytte sin entré til nødudgangen, imens den normale indgang er blændet. Ved “nødindgangen” kan man til gengæld til hver en tid tjekke, hvad klokken er på Mars (Relative Time). 

Melik Ohanian

Fortids fremtid
– Johannes Heldén i vinduet på Galleri Volt


| 20/6/08

Mit yndlingsgalleri i Bergen, By the Way, stoppede i fjor efter otte års aktiviteter, hvoraf mange stadig kan ses dokumenteret på nettet. Nu er stedet genopstået med nye kræfter og nyt navn: Volt (hjemmeside på vej). Ligesom forgængeren bærer det undertitlen “galleri for samtidskunst”.

Volt er ren overflade. Ikke et udstillingsrum, men en udstilling med et rum omkring – byen. Dets vinduer ligger og lyser i regnskumringen på hjørnet af Lars Hilles gate og Christies gate i centrum lige ved kunstmuseerne og Festplassen. Bag vinduerne, inde i bygningen, gemmer sig efter sigende rekvisitter fra parkvæsenet. Nogle gange har udstillingerne skullet opleves langt fra, andre gange helt tæt på, og andre gange igen har man været i tvivl, om det overhovedet var det færdige, man fik at se. Tvivlen og overraskelsen har været frugtbare medspillere i gråzonen mellem inde og ude, mellem kunstkikkeri, window shopping og tilfældige glimt i farten. Ja, det er faktisk næsten, som om der har manglet noget, når der bare blev vist værker, som lige så godt kunne have hængt på væggen i et galleri. 

Volts første udstiller, Johannes Heldén, lægger ud med A Better Tomorrow. En installation, som trækker tråde tilbage til blandt andet Primärdirektivet (Afsnit P 2006), hvorfra et stort landskab går igen i det ene vindue: Et gigantisk hvidt bygningsværk, som ved nærsyn viser sig at være tætbeskrevet med gentagne sætninger. I de øvrige vitriner gengives omslagene fra en “spontant muteret” bogsamling. Sci fi-litteratur, hvis titler og forfatternavne på omslag og ryg jævnfør udstillingsteksten har forvandlet sig til en “alternativ historie”, hvem ved, måske en hilsen fra fremtiden? Fragmenterne samler man selv, ligesom i Primärdirektivet. Grebet er velgennemført og dobbelt – båret af en kærlighed til fremtidslitteraturens paradoksale nostalgi. Disse slidte bind i vinduet forvandler bygningen til noget, der let kunne forveksles med et hvervekontor for Scientology-kirken.

Også vitrinen, montren og udhængsskabet er dybt nostalgiske, beslægtet med de parisiske passager i den benjaminske optik: fortidens lokkende interfaces. Gadegalleriet og vinduesudstillingen er ikke desto mindre stadigt genkommende fænomener (med den københavnske, nu eksilerede Kbh Kunsthal som den måske flotteste) ligesom de “umulige rum” (OEen Groups container hævet over Israels Plads, Unten Drunter under en trappe i Malmö, JICPB Cube Gallery i Bøvlingbjerg i det nordjyske). Jo mindre og mere afsides jo bedre. Omvendt proportionalt med det (lige så døgnåbne) virtuelle udstillingsrum på nettet, der kan nås på sekunder fra alle steder i verden, og til tider kræver næsten for lidt af beskueren, må man her rejse langt for næsten ingenting. Ikke på By the Way/Volt dog. Det ligger midt på alfarvej, lysende i regnen. Og når Johannes Heldéns fortids fremtid befinder sig bag ruderne, kunne man ønske det også var gået online. Koblet op til en fjern galakse.

Om Monica Aasprongs Soldatmarkedet


| 3/10/07

omsoldatmarkedeta

Monica Aasprongs Soldatmarkedet er et arbejde under tilblivelse, der til stadighed skifter form, udtryk, medium og format. Titlen dækker over både tidsskriftbidrag, bogudgivelser, installations-, lyd- og netkunst, og senest et interaktivt Afsnit P-projekt. Audun Lindholm opridser i sit essay projektets udvikling fra 2003 til 2006 og kommer med en række bud på, hvordan et sådant uafsluttet og transformerende værk kan læses.

Garageography 3.0.7


| 7/6/07

Garageography 3.0.7 er en virtuel garage-installation af kunstneren og fotografen Lewis Koch. Udstillingen omsætter et projekt fra Kochs private garage i Madison, Wisconsin (USA) til internettet. Med udspring i forskellige tekster, heriblandt Tristan Tzaras Når tingene drømmer, præsenteres et kabinet af kuriøse genstande: håndstemplede blade, kofanger-klistermærker, fundne ting, fotos, animation og video. Den forgrenede installation rummer også dele fra to tidligere garageprojekter. (Læs mere >>)

Du har ingenting set endnu


| 17/3/03

duharingentingsetendnu

Ikke blot præsenterer billedkunstneren Jesper Fabricius i Den danske Radeerforenings nye årsskrift et udpluk af de i alt 453 værker, som foreningen igennem de sidste 150 år har ladet fremstille og udsendt til sine medlemmer – han sender os direkte ned i det trykte og grafiske værks hjertekammer: papiret og sværtens korporlige møde. Og samtidig har han som kurator på Charlottenborgs Mellemdæk indledt en udstillingsrække, der bevidst forsøger at manipulere med værkerne. (CYF)

Now you see it… now you see it…


| 8/8/02

nowyouseeit

Objekterne bringes til live og ordene tager ny form hos den britiske kunstner Ceal Floyer, som indtil 1. september udstiller i x-rummet på Statens Museum for Kunst. (TML)

Netværkssamfundet på camping


| 3/5/02

netvaerkssamfundet

Billedkunstneren Ane Mette Ruges udstilling Hortus Digitalis, Den digitale have, på Museet for Samtidskunst i Roskilde i foråret var en totalinstallation, som gik fra rum til rum såvel som ind og ud af huset: én lang serie tankespring og transformationer, men holdt i et meget stramt greb. (CYF)

Tjolahopp, tjolahej, tjolahoppsasa


| 3/5/02

tjolahopp

Pippi Langstrømpes ukuelige optimisme, hendes imponerende styrke og hendes anarkistiske humor er forbilledet for den schweiziske kunstner Pipilotti Rist, som for nylig deltog på udstillingen Et særligt syn på Gl. Holtegård. Frank Sebastian Hansen har set nærmere på hendes bogværk Apricots Along the Street. (FSH3/5/02

Det er et bånd der løber


| 6/12/01

deteretbaandderloeber

Jenny Holzer skriver på Paris. Efter Firenze og Venedig, Rio og Oslo kom den amerikanske kunstner også til lysenes by med sine kæmpe tekstprojektioner og en installation i en kirke. (CYF)

Der er noget i luften


| 15/12/00

derernogetiluften

Ikaros har haft en umiskendelig indflydelse på såvel billedkunst som litteratur, og det nye årtusind byder på endnu to væsentlige fortolkninger, der begge indsætter myten i en nordisk sammenhæng: Peter Greenaways Kulturbro 2000-udstilling på Malmö Konsthall Flyga över vatten og Morten Søndergaards romandebut Tingenes orden, der foregår i København. Begge værker er ‘amazing’ i bedste labyrintiske forstand (ordet ‘maze’ betyder labyrint) og løfter drømmen, så hår, øjne og ører blafrer i vinden. Essay af Karen Wagner. (KW)

Kig forbi


| 24/10/99

Kig forbi var Afsnit Ps første udstilling på nettet. Fotografi: Frank Sebastian Hansen. Idé: Christian Yde Frostholm. Tekster af Pia Juul og Jeppe Brixvold. Tekst/billedudvalg ved Charlotte Hansen og Karen Wagner. (Læs mere >>)