indlæg med taggen "bogobjekter"


Sidste tango med køer


| 10/12/08

Dagens gratis glæder kommer fra The Getty Center i Los Angeles. I forbindelse med museets udstilling denne vinter med russisk avantgarde-bogkunst, Tango with Cows, har det tilhørende Getty Reseach Institute digitaliseret et udpluk af den store bogsamling af bøger og tidsskrifter fra perioden, som man siden 1988 har været i besiddelse af.

De fantasifulde klassiske bogværker ville måske nok være allersjovest at stå med imellem hænderne. Men eftersom dét er de færreste af os beskåret, er det en luksus i sig selv, at 21 af dem nu i det mindste kan downloades af enhver til vores elektroniske bibliotek. Heriblandt for eksempel Vasily Kamenskys Tango med køer – ferrokonkrete digte

Bøgerne kan desuden bladres i virtuelt – og høres oplæst – i et interface, der tilbyder nyttige oversættelser og fortolkninger. Hvad for eksempel med at lytte til digtet “Lad os alle være salathoveder”?

Et af omdrejningpunkterne for udstillingen er den transrationelle lydpoesi, hvilket også markeres med aften med “beyondsense” (zaum) lyddigte og lignende sager performeret af Christian Bök, Steve McCaffery og Oleg Minin, for dem der er på kanter. Du, som bare sidder her, kan læse mere på Afsnit P om bøgerne og perioden, som vi bl.a. har skrevet om i forbindelse med udstillinger og netudstillinger på Det kongelige Bibliotek i 2001 og på Louisiana og MoMA i 2002. 

Broodthaers i Stege


| 27/8/08

Foto: Tate Collection

De rå fabrikslokaler i Sukkerfabrikken i Stege er en perfekt location for fluxus-udstillingen Food for Thought. Udstillingen er startskuddet for U-TURNs kvadriennale som fra 5. september og et par måneder frem finder sted i de gamle Carlsberg Bryggerier i Valby, i Nikolaj samt rundt omkring i Københavns byrum. Grundrecepten er lyd og madvarer – i bred og grænseoverskridende fluxus-forstand. Der er Bjørn Nørgaards legendariske hesteslagtning i kælderen, suppeservering og -diskussion i fluxuskøkkenet ovenpå og diverse madvarer og yndlingsredskaber (for eksempel Joseph Beuys pølsekniv) i det tilhørende wunderkammer. I samlingen af fetichobjekter indgår to værker af den geniale belgiske kunstner Broodthaers: alt-godt-fra-havet-planchen Citron-Citröen og flaskeposten Le Manuscript trouvé dans une Bouteille. Da Broodthaers som ung lærte Magritte at kende, blev han særligt fascineret af anvendelsen af ord til at modsige et visuelt udtryk. Lingvistisk og visuel repræsentation blev et omdrejningspunkt i hans egen kunstneriske undersøgelse.

Pangordene citron og citroën’s lysende kontrast giver planchens akvamarinblå nostalgi et helt andet og komplekst udtryk – både hvad angår betydning og farveholdning. Den surrealistiske blanding af zoologisk klassificering og bilindustri optræder også i andre af Broodthaers’ plancher – en genre han yndede -, for eksempel Les Animaux de la Ferme som afbilleder 15 forskellige kvægracer med et bilmærke skrevet under hvert billede. Modsætningen mellem billede og ord undergraver den klarhed og entydighed der ellers kendetegner undervisningsplanchen.

Foto: York Wegerhoff

Referenceforholdet mellem tekst og ting er også drilagtigt på spil i flaske-værket. Her er det ikke bordeaux-flaskens vante flydende indhold der er i søgelyset, men flasken som tekstbeholder og tekstobjekt. Genstanden bærer inskriptionen Manuscript 1833 – en henvisning til Poes novelle Manuscript found in a Bottle fra 1833. På den tilhørende karton står samme titel på tysk med dateringerne 1833 og 1974. I værket anno 74 er objektet og dens emballage selve teksten, samtidig med at der trækkes spor tilbage til den traditionelle litterære tekst – den er blot ikke tilgængelig for læsning. Man kan med andre ord ikke komme ind i manuskriptets hemmeligheder – det er i overfladerne det foregår. Ud over kartonen var flasken i sin tid i 1974 også indpakket i et stykke silkepapir hvor der stod Broodthaers: The Manuscript, efterfulgt af en lille tekst i tre versioner – en engelsk, tysk og fransk – om objektet; altså en almindelig Bordeaux-hvidvinsflaske hvis inskription refererer til Poe … osv.

Broodthaers kom oprindelig fra poesiens verden, men efter at have levet 20 år som fattig digter, greb han til den symbolske handling at indstøbe 50 usolgte eksemplarer af digtsamlingen Pense-Bête i gips. Teksten var forseglet, gjort ulæselig – til gengæld var hans første bogobjekt blevet født!

Nok om Broodthaers for denne gang. Der er forresten også meget andet at komme efter i Sukkerfabrikken i Stege – af både ældre og nyere værker. Blandt de sidste for eksempel nogle temmelig syrede performanceværker på video. Lilibeth Cuenca der i anledningen af udstillingen går amok med en malerkost mellem benene. Og ikke mindst det finske klagekor der fra karsken bælg og med stiff upperlip gjalder løs om hverdagens sorger og fortrædeligheder. Det sidste er ubetaleligt morsomt.

The NY Art Book Fair


| 24/7/08

The NY Art Book Fair – Printed Matter’s årlige messe for samtidskunstbøger, kunstkataloger, artists’ books, kunsttidsskrifter og fanziner med over 120 internationale forlag, boghandlere og antikvarer – finder sted 24.-25. oktober i år.

ABC3D


| 24/7/08

Jeg så tilfældigvis (i et referat), at Børsen bekymret har spurgt Gyldendal, om sms-litteratur mon vil udkonkurrere bogen. Man ser det for sig.

Men nu er jeg også blevet bekymret for, at viral markedsføring skal udrydde pop-op-bogen.

Morfeus i 3P


| 8/9/04

morpheomedusa 

I dag udkommer Niels Lyngsøs Morfeus – en bog, vi har ventet spændt på. Morfeus er sendt på gaden i kassette, den har ingen for- eller bagside, er sat sammen med ringe i ryggen og rummer tekster, der stritter i alle retninger. Et poetisk eksperiment i 3D, som Afsnit P naturligvis anmelder i 3P: Tre par øjne er sat på sagen.

8 Post-it til The Blind Pavilion


| 23/6/04

8-post-it

Bog-annekset til Olafur Eliassons udstilling The Blind Pavilion på Venedig Biennalen i 2003 er en suveræn sammensmeltning af ord- og billedkunst. Men bogen er også flygtig som ind i helvede – nomadisk, legende og ubegribelig. Af samme grund tog det sin tid for Martin Deichmann at få skrevet om den på Afsnit P. Nu gør han det til gengæld i form af otte Post-it-lapper.

Program:Møntvask booklet


| 22/8/03

StadtFlur: Program:Møntvask booklet

Booklet’en indgik i projektet Program:Møntvask. Den blev udgivet i et meget begrænset oplag og lagt på ca. 30 københavnske vaskerier.

Afsnit P 2003 | 18 s. | spiralryg

Det er det – billedkunstneren Louise Hopkins


| 30/4/03

deterdet

Den britiske billedkunstner Louise Hopkins benytter sig af allerede eksisterende og velkendte genstande – møbelstoffer, landkort, millimeterpapir, bøger og avissider – som hun omdanner til nye billeder og utopiske verdener. Tatiana Maria Lund har set hendes seneste udstilling i London og introducerer til værket. (TML)

Det trykte ords revolte


| 21/12/02

detrykteordsrevolte

Hvis man gik glip af vinterens Louisianaudstilling Russiske avantgardebøger 1910-1934, er der gudskelov stadig arrangøren MoMA’s fænomenale website til udstillingen. Karen Wagner har besøgt begge dele og byder på en udførlig introduktion. (KW)

Unikum – bøger i 1 eksemplar


| 9/1/98

UNIKUM – bøger i 1 eksemplar

Redaktion og grafisk design: Louise Sass og Christian Yde Frostholm. Fotos: Frank Sebastian Hansen.

Katalog med fotos af alle bidrag fra udstillingen UNIKUM, BogForum 1997 og Afsnit P 1998.

AFSNIT P 1998 | 36 s. | ISBN 87-985715-9-1

Se kataloget online og læs om udstillingen.

Kamma Sander: Printpladebog


| 8/11/94

Kamma Sander: Printpladebog

Udgivet i forbindelse med Kamma Sanders udstilling En samling associationer i Afsnit P i Nansensgade november 1994.

Trykt med kobber på en elektronisk printplade. Papomslag med skrue.

Afsnit P 1994 | 75 nummererede eksemplarer