indlæg med taggen "palimpsest"


Palimpsester og ekfraser
- Klaus Høeck: Palimpsest (2008)


CYF | 11/2/09

Den første af de tre fløje i Klaus Høecks seneste murstensdigtsamling, Palimpsest, som netop er blevet præmieret af Statens Kunstfond, hedder Billederne og er én lang serie af ekfraser: digte skrevet med udgangspunkt i (eller som levendegør eller reproducerer) billedkunst. I dette tilfælde det digteriske svar på samtlige gengivne værker i 20th Century Art Book - eller det er hvad jeg gætter på.

Marcel Broodthaers-ekfrasen Table and Cupboard with Egg-Shells (1965) kunne være et oplagt eksempel, som samtidig viser, hvordan digteren nogle gange går direkte deskriptivt-fortolkende frem: “det kunne ligne” lyder starten endda. 

Marcel Broodthaers: Armoire blanche et table blanche (1965)

Men Høeck bruger i digtsamlingen virkelig hele paletten af mulige ekfratiske tilgange.

Til tider er det kun titlen eller årstallet eller netop forbindelsen imellem dem, der har “tricket” noget hos ham. Andre gange er det en viden om kunstneren – eller om værkets teknik. Action painting bliver til action poesi, konkret maleri til konkret poesi osv. Men oftest er det (igen: gætter jeg) selve motivet, der skrives på. Et motiv, der måske ikke engang nævnes, men højst skinner igennem som de næsten udviskede konturer i palimpsestets pergament. Så meget desto mere er der for éns egen billedskabende evne at arbejde med. Og på en måde sætter digtene jo så én i virkeligheden i samme position, som den, der skrev dem, der også gætter, digter, associerer, mimer og spejler sig.

Er enhver litteratur- og kunstoplevelse en slags ekfrase, som skriver et nyt digt/billede? Eller er den bare et palimpsest?

 

Iturevet, forvrænget og socio-politisk skrift
- Jacques Villeglé på Centre Pompidou


CYF | 17/12/08

Les dessous du Quai de la Rapée, 21 mai 1963

Les dessous du Quai de la Rapée (1963)

Centre Pompidou i Paris viser for tiden en stor udstilling med Jacques Villeglé, en kunstner, det er svært at lade være at tænke på, når man ser Cut-Up Collectives plakatværker.

Villeglés primære arbejdsmateriale har siden begyndelsen af 50′erne været iturevne plakater hentet i det parisiske byrum. En vigtig del af hans værk, og måske endda den smukkeste, har ordet som sin vigtigste visuelle komponent, inspireret bl.a. af de lettristiske poeter, såsom Isidore Isou.

De allerførste plakatbilleder skabte han i samarbejde med Raymond Hains - heriblandt et “nyt Bayeux-tapet”, som Hains kaldte det, ud fra en række af koncertplakater på et plankeværk.

Ach Alma Manetro (1949)

Villeglé komponerer ikke, siger han. Han afdækker skjulte lag, og udnytter samtidig det naturlige forfald, plakaterne har været udsat for. Billederne bliver en slags arkæologi af den tid, de er skabt i.

Sammen med Hains udvikler Villeglé desuden i 1953 begrebet ultra-lettres - en forvrænget og “lykkeligt ulæselig skrift” frembragt ved hjælp af et særligt “hypnagogoskop”. En teknik, de første gang anvendte på et fonetisk digt af digteren og maleren Camille Bryen, Hepérile, som blev til Hepérile eclaté (éclaté = sprængt).

Hvor ultra-bogstaverne gladeligt tømmer sproget for betydning som et friskt pust i en informationsmættet tidsalder, er Jacques Villeglés socio-politiske alfabet derimod en fortætning af de allermest ladede tegn. I tiden efter maj 68 var metrovæggene overtaggede med alskens politiske og relgiøse symboler, og Villeglé besluttede sig for at komprimere dem til en samlet “abc”, et projekt han har fortsat helt op til i dag. En skrifttype, der kan skrives nye voldsomme tekster med.

 

L’alphabet de la guerilla (1983)

Jacques Villeglé - La comedie urbaine kan ses indtil 5. januar. For de franskkyndige rummer museets online-skoletjeneste en fin gennemgang af udstillingen med videointerview med kunstneren. Galleriet Sabine Wachters Fine Arts viser en samling af nyere plakatværker, der er ældre værker her, og kunstnerens egen humoristiske hjemmeside giver en god introduktion til kunstnerskabet (igen på fransk).

ABC (1959)

Finisterra kirkegård


Karen Wagner | 16/9/08

“Gravstene er også digte”. Citat Tóroddur Poulsen, Vencil 2007