indlæg med taggen "film"


Læse med billeder i øjnene -
Marcel Broodthaers: Le Corbeau et le Renard


CYF | 24/12/08

Le Corbeau et le Renard (1967), arbejde på papir, MACBA

 

Man kan ikke både have ost i munden og få komplimenter for sin skønsang. Sådan lyder moralen i La Fontaine-fablen Ravnen og ræven, “et vers om gevinst og tab”, som den danske oversættelse kalder det.

Men kan man både læse og have billeder i øjnene? Hos salig Marcel Broodthaers har man ikke noget valg.

Hans film Le Corbeau et le Renard fra 1967, som indgår i Ubuweb-skatkammeret, er et vidtgående eksperiment med at tilnærme ord, billeder og ting hinanden. Eller som Broodthaers siger i et interview: “et forsøg på så vidt som muligt at nægte både ordene og billederne mening”. 

Til brug i filmen lader han et af sine digte trykke med fed skrift og fungere som kulisse for en række genstande, heriblandt portrætter af sig selv og helten Magritte. I stedet for at illustrere eller dramatisere står tingene og billederne i vejen for teksten eller indgår, stående side om side med den på deres hylder, i en slags udvidede sætninger.

En “læseøvelse” eller “rebus”, kaldte Broodthaers selv det filmatiserede digt. Og man kan naturligvis ikke lade være at forsøge at tyde det.

Skriften forvrænges set gennem syltekrukkerne, hvori der er stukket andre, håndskrevne ord. Og kameraet panorerer baglæns hen over ordene “MAIS À PEINE” (”men kun knap”). I ordet “UN” (”en”) sidder en tegnestift. Ordene bliver til ting, tingene til ord, og også selve fiktionen konkretiseres. ”Maleren havde alle farver. Arkitekten var af sten. Raven og ræven stod med trykte typer”. 

Da filmen var færdigklippet, mente Broodthaers, at han stadig ikke havde opnået fuldt ud den harmoni mellem medierne, han ønskede, og han udformede derfor et særligt lærred, den skulle projiceres på, som gentager dele af skriften og billederne. Endnu et lag, der på én gang tydeliggør pointen og vanskeliggør den (vante) umiddelbare læse/synsoplevelse. 

Filmen blev i første omgang skabt til filmfestivalen i Knokke, hvor man modvilligt viste den, men uden for programmet og på et normalt lærred. Men skaden blev gjort god igen året efter på udstillingen Le Corbeau et Le Renard på Wide White Space Gallery i Antwerpen, hvor både film og lærred indgik - sammen med en bog - og de tre dele blev solgt som et samlet “environnement”.

Et tegntrip
- Michaux: Streker + Images du monde visionnaire


CYF | 22/12/08

Simen Hagerups norske Henri Michaux-gendigtning Streker (Biblioteket Gasspedal) er en af de smukkeste nye bøger, jeg har haft mellem hænderne i det år, der nu går på hæld. Bogen samler en række af den belgisk-franske digter og malers værker helliget tegnene - et “mystisk-semiotisk delforfatterskab”, som Hagerup kalder det.

Arbejdet med materialet har også været øjenåbnende for oversætteren selv, hvilket han meget præcist formulerer således: “det var først da jeg pliktskyldigst hadde gransket de ‘medhørende tegningene’ og prøvd å tolke dem opp mot tekstmaterialet, at jeg innså at jeg egentlig satt og gjendiktet kommentartekster; ikke drømske notater om en ikkeeksisterende litteratur, men forklarende noter til noen foreliggende arbeider, som vi i siste ende er nødt til å klassifisere som litteratur, nettopp fordi de jobber mot språkets definisjon av språk.”

Teksterne, som udgør Streker, kredser om de kinesiske ideogrammer og deres udvikling, såvel som om Michaux’s eget projekt med at skabe et helt nyt, åbent og poetisk skriftsprog i stil med “den piktogrammatiske førskriften”. Et projekt eller en drøm, der knytter sig nært op til forestillingen (utopien) om, hvordan det kinesiske og mange andre sprog var, før de blev til “håndjern”: sprog “som skal forme og begrense, avgrense”.

“Piktogrammatisk”, men vel at mærke ikke piktogrammer i vores forstand som entydige budskaber, der kan forstås internationalt, snarere tværtimod, med en slags uforståelighedens præcision. “Tegn: for endelig å avløse ordene messing”. Eller: ”Tegn som er åpent i flere retninger./Balansering.” 

Michaux udvider forbilledligt litteraturen ved at skabe en perfekt glidende overgang mellem ord og billede - mellem tekst, tegn og tegning. Han samler dem i disse tekster til en samlet verbovisuel læseakt. 

Det er kun “i den ene retning”, at Michaux er asemiker. Digteren afholder sig ikke fra at tolke sine egne, malerens skriftbilleder, fx ved at skabe en tilsvarende glidende overgang imellem abc (abécédaire) og bestiarium (béstiaire) - tegn og væsener. Men også hans poesi forsøger at holde sproget åbent som “Det kinesiske språket fremlegger for blikket, slik naturen gjør det, uten å fastslå”.

Det universelle, poetiske sprog, han i 1938 besluttede sig for at skabe med ni hundrede ideogrammer og en grammatik, havarerede, fortæller Hagerup. Men i et lykkeligt skibbrud, må man tilføje. Hvad skulle manden dog også med en grammatik?

For nylig kunne Ubuweb så med Pär Bäckströms hjælp føje det eneste filmiske værk af Henri Michaux til arkivet, nemlig undervisningsfilmen Images du monde visionnaire fra 1964, som han lavede sammen med Eric Duvivier på bestilling af medicinalfabrikanten Sandoz (som bl.a. syntetiserede LSD). Filmen skildrer på kalejdoskopisk og surrealistisk vis to trip på henholdsvis mescalin og hash - blandt andet ved hjælp af svimlende panoreringer i skriftbilleder kalligraferet af en mescalinpåvirket Michaux.

Som digteren selv påpeger i sin indledning, er det et umuligt projekt - alt er meget stærkere og mere vrimlende, end en film kan vise. Men fantastisk og syret, det er det.

“Låt poeterne komma” - Åke Hodells Lågsniff landet på nettet


CYF | 2/10/08

Ubuweb har tilføjet den geniale svenske tekst/lyd-digter Åke Hodells performancefilm Lågsniff til sit bugnende arkiv. En forrygende, kulsort og kras forestilling. “De sagde at Anden Verdenskrig var morsommere and Første Verdenskrig. De siger at Tredje Verdenskrig bliver endnu morsommere…” Poet-piloterne i filmen er også fire af den svenske konkretpoesis hovedpersoner: Hodell, Bengt Emil Johnson, Torsten Ekbom og Leif Nylén - assisteret af stewardesserne Sissi Nilsson og Elisabeth Nylén. 

Filmen, der kun blev sendt en enkelt gang på svensk tv i 1965, blev i 2002 fundet frem fra glemslen og udgivet på dvd af Rönnells Antikvarat i Stockholm, hvorfra den stadig kan bestilles.