Banksy-syndromet


CYF | 18/7/08

Er det virkelig interessant, hvem der er inden i Banksy? The Guardian’s Francesca Gavin blogger træt om mediernes ensidige version af street arten: “one big painful teenage cliche”. Hvergang nogen prøver at formulere noget indholdsrigt om de politiske, sociale og kunstneriske dimensioner, bliver det klippet ud igen, skriver hun, hvorefter hun opremser en række mindre kendte navne, som ifølge hende er både mere subversive, interessante og fortjener “a hell of a lot more credit”, heriblandt CutUp Collective og polske truth, som begge virker ret forrygende.

Er det overhovedet muligt at opretholde street cred’en, hvis man går indendøre som for eksempel også Zevs, der i foråret viste tilladt graffiti både indenfor og uden på Glyptoteket, for ikke at glemme Husk Mit Navn, som netop har udsmykket (et fitnesscenter?) for Novo Nordisk - stadig med ansigtet behørigt sløret. Eller formår kunstnerne faktisk - som Pernille Rom overvejede det på aarhus.nu i anledning af sidstnævnte gadekunstners seneste udstilling på V1 i den nu mondæne Kødby - at tage deres kritiske potentiale med ind?

Én ting er i al fald sikker: overraskelsesmomentet er svært at opretholde, når der som på Glyptoteket er nærmest overtydelig skiltning til hvert værk, så publikum ikke kan gå glip af noget. Og også på nettet, for den sags skyld, er situationen en anden. Ét er dokumentation, et andet genstande man kan tage med hjem - noget ganske tredje tilfældigt i forbifarten at møde “noget”. At finde og samle sin egen oplevelse. Jeg ved godt, hvad jeg selv synes bedst om.

Kommentér