Det er magisk at ankomme til fyret ved Kap Finisterra, også selv om man ikke er religiøs. For pilgrimmen er fyret den ultimative endestation for El Camino, Santiago-pilgrimsvandringen, hvor tøjet brændes på klipperne og vandrestaven kastes i havet efter at have tilbagelagt ofte hundredevis af kilometer. I ugevis har pilgrimmen fulgt de gule pile og muslingeskallen, nu er der ganske enkelt ikke flere stier og tegn at følge. Her hører verden op. Fyret ligger på en lille halvø som Jeppe Brixvold i sit Hæfte om den personlige bodsvandring beskriver som en grå finger, der peger ud fra den galiciske Costa de la Muerte, Dødens kyst, og kan ses på hele kystvejen fra Noia. Kysten er forrevet, landskabet billedskønt, men vejret også lunefuldt. Man fornemmer at det er en natur, der kræver sine ofre.

Vi ankommer i en tæt, våd tåge og hører havets brusen langt nede omkring klipperne, men kan intet se. En mærkværdig dyrelignende knurren lyder gennem tågen. Det er La Vaca, en sirene kaldet Koen på grund af de to opadvendte tågehorn, som brøler ud i intetheden og advarer eventuelle søfarende. Ud over konturerne af et par enkelte kors er det eneste der kommer øjet i møde, en ensom graffitti-tegning af en kvinde og en fisk. Tegningen figurerer jo ikke i guidebogen, men det er nærlæggende at opfatte den som en slags pilgrimsstreet-art. En mystisk lille (Jesus-)fisk i hænderne på en stor, sort Madonna..?.. Mere ligetil forekommer budskabet i den rødglødende Jesus-tegning på transformatorstationen på vejen ud til fyret.

Billederne minder mig om hvad det er ved Spanien, som til stadighed fascinerer mig upåklageligt. Der er strøm på naturens rå og destruktive kræfter (indre som ydre), på døden, Jesus, Madonna og så videre, ikke kun i kunsten og litteraturen, men også i det uforhippede og moderne hverdagsliv. Det umådelige og følelsesfulde træder ofte og upoleret frem – brutalt og henkastet i én og samme bevægelse. Som kirkegården i Finisterra hvor kors og gravsten vælter rundt hulter til bulter. Eller messen i katedralen i Santiago de Compostela hvor turisme, skriftemål, bryllupsceremoni, fælles bøn, åben gråd, kærestekysseri, sang og opremsning af ankomne pilgrimme foregår mere eller mindre samtidigt.

Genlæsningen af Brixvolds bog optog mig i øvrigt langt mere end Cees Nootebooms ellers meget vidende bog om Spanien, Omveje til Santiago. Måske fordi den er skrevet i niveau med vejen, landskabet, tankeflowet og de mennesker jeget møder på vandringen.

Tilbage i det lille fiskerleje Finisterra kan man nu med god samvittighed nyde en velfortjent øl på den lokale pub, Titanic. Og diskutere sandheds- og interesseværdien af et forlydende rygte om at der hjemme i Danmark arrangeres pilgrimsrejser til katedralen i Viborg.

[plog] | bøger, det offentlige rum, street art