Kunstnere i A(u)ktion
CYF | 28/8/09
Mere end 100 af Danmarks mest anerkendte kunstnere indsamler penge til de afviste irakiske flygtninge med en udstilling og auktion, som samler det største antal danske samtidskunstnere i én udstilling i nyere tid.
Den 10.-21. september afholder initiativet Aktion Auktion en udstilling og auktion til fordel for de afviste irakiske flygtninge. Udstillingen kommer til at foregå i Høkerboderne 8, på Vesterbro og byder på en række aktiviteter, som skal sætte fokus på de irakiske flygtninges sag.
I løbet af de 10 dage, udstillingen varer, inviterer Aktion Auktion til debatarrangementer, foredrag og andre events, som på forskellig vis vil sætte fokus og perspektiv på situationen omkring de afviste irakiske flygtninge.
Aktion Auktion er et kunstinitiativ opstået mellem frivillige fra borgerinitiativet Kirkeasyl og kunstnere og kuratorer fra kunstverdenen med det formål at støtte op omkring de afviste irakiske flygtninge.
Initiativet er støttet af Mikkel Bogh, rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademi, Cecilie Høgsbro Østergaard, konstitueret kunstnerisk leder af Overgaden Institut for Samtidskunst, Sanne Kofod Olsen, rektor for Det fynske Kunstakademi, Carsten Juhl, lektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi og billedkunstner Olafur Eliasson.