David Bellingham: Fresh Fruit & Tables
CYF | 1/12/08
For at imødegå finanskrisen i denne svære juletid lancerer vi hermed den pengeløse gavekalender.
Den første låge rummer tilmed en gave i mere end én forstand. Glasgow-baserede David Bellingham, der i flere omgange har bidraget til Afsnit P, ikke mindst med projektet Copenhagen Sections (2000), valgte nemlig i september i år at forære sin nye bog væk. Fresh Fruit & Tables, som den hedder, blev distribueret igennem en række britiske biblioteker, og kan desuden stadig downloades frit som pdf fra websitet.
Bogen er, så vidt jeg kan se, blandt andet en tiltrængt opsamling af Bellinghams mange, i sagens natur meget flygtige postkortværker. Den virker samtidig som den mest rendyrket konkretpoetiske af hans bøger, et indtryk, der nok til dels fremkaldes af, at det er den mest grafiske – holdt i sorthvid – og fx. også rummer en hilsen til en af den visuelle poesis klassikere, Christian Morgenstern, hvis Fisches Nachtgesang (1905) her opdateres med en tilsvarende dagssang:
Enkelte “digttegninger” går desuden i en interessant dialog med Cia Rinne.
Apropos konkret poesi udgav David Bellingham i øvrigt i 2002, sammen med Thomas A. Clark, et fint udvalg af den skotske konkretist Ian Hamilton Finlays digte, The Blue Sail på sit forlag WAX366.
Og nu har manden langt om længe også fået en hjemmeside. Værsgo at tage for dig af herlighederne!
(ps. kom gerne med “gaveideer”).