“Litteratur og net” hedder temaet for tidsskriftet Bogens Verden nr. 3, 2009. Afsnit P-redaktørerne Karen Wagner og Christian Yde Frostholm blev inviteret til at bidrage og greb chancen til at kaste et blik tilbage på de 10 år der er gået siden Afsnit P gik på nettet i 1999.

Et P set forfra, bagfra og fra siden ser bl.a. på Afsnit P som barn af et paradigmeskift: fra bogsidens statiske skrift til computerens dynamiske rum. Med stikord som rum, arkiv, netværk, ord/billede, detalje og labyrint giver teksten en introduktion til et udvalg af de mange værker og projekter der alle stadig kan udforskes online. Nu kan artiklen også læses her på Afsnit P.

Bogens Verdens tema rummer desuden bidrag af Martin Johs. Møller, Kenneth Krabat, Morten Helmstedt, Jørgen Hunosøe, Henrik Schovsbo og Bruno Svindborg der bl.a. skriver om den litterære blogosfære, e-bogen, det digitale bibliotek, tidsrøveri og Arkiv for Dansk Litteratur.

Bag låge nr. 19 gemmer sig billed- og videokunstneren Alex Itin: 

1000 Bills (In Imago Speramus) (2008).

Orson Whales (2006) – tegnet på hver eneste side af Moby Dick, med oplæsning fra romanen af Orson Welles og musik af Led Zeppelin.

YouCities (2006) – tegnet på sider fra Ulysses med James Joyce’s oplæsning fra Finnegan’s Wake.

Se filmene i bedre kvalitet ved at følge linkene. Se mere Alex Itin på hans blog IT IN Place og hans Vimeo-side.

Dagens gratis glæder kommer fra The Getty Center i Los Angeles. I forbindelse med museets udstilling denne vinter med russisk avantgarde-bogkunst, Tango with Cows, har det tilhørende Getty Reseach Institute digitaliseret et udpluk af den store bogsamling af bøger og tidsskrifter fra perioden, som man siden 1988 har været i besiddelse af.

De fantasifulde klassiske bogværker ville måske nok være allersjovest at stå med imellem hænderne. Men eftersom dét er de færreste af os beskåret, er det en luksus i sig selv, at 21 af dem nu i det mindste kan downloades af enhver til vores elektroniske bibliotek. Heriblandt for eksempel Vasily Kamenskys Tango med køer – ferrokonkrete digte. 

Bøgerne kan desuden bladres i virtuelt – og høres oplæst – i et interface, der tilbyder nyttige oversættelser og fortolkninger. Hvad for eksempel med at lytte til digtet “Lad os alle være salathoveder”?

Et af omdrejningpunkterne for udstillingen er den transrationelle lydpoesi, hvilket også markeres med aften med “beyondsense” (zaum) lyddigte og lignende sager performeret af Christian Bök, Steve McCaffery og Oleg Minin, for dem der er på kanter. Du, som bare sidder her, kan læse mere på Afsnit P om bøgerne og perioden, som vi bl.a. har skrevet om i forbindelse med udstillinger og netudstillinger på Det kongelige Bibliotek i 2001 og på Louisiana og MoMA i 2002. 

Decembers femte låge er godt gemt og på vej til at forsvinde. Ifølge hjemmesiden skulle den være der en uge mere, men plakaterne på stedet siger (og udstillerne kan bekræfte), at den skjulte udstilling Unnameable Name er væk inden dagen er omme. 

Jeg troede faktisk allerede, jeg var kommet for sent i går, da jeg trådte ind på Københavns Hovedbibliotek. Og ikke bare til udstillingen, men til biblioteket i det hele taget. I rummet mod gaden var betjentene i fuld gang med at fylde bogstakke i skraldecontainere, og udlånet var mere eller mindre forskanset i plastik. 

Det er en stund siden, jeg sidst var forbi, så gensynet med det gamle bibliotek var både foruroligende og rørende. Hjemløse, madpakkespisende, sovende … alskens skæbner mødtes i læsningens tempel. Men jeg var på udkig efter kunst. Og ikke af den slags, der tydeligt gør opmærksom på sig selv. Kunst i “sprækker, mellemrum og på tomme steder imellem de informations- og underholdningkategorier, som den typiske biblioteksgæst normalt er på udkig efter”, som spillereglerne lød. Hvem end den “typiske biblioteksgæst” så er.

Alle mine sanser var skærpet, for jeg vidste jo ikke, hvor jeg skulle kigge. Var det den affældige stuebirk under Skønlitteraur før 1700?

Var det de underfundige skilte, som var overalt?

Eller var det de små personlige budskaber, der spredt hist og her, gemte sig på og under reolerne?

Jo mere, jeg kiggede, jo mere blev alt skulptur, installation og intervention. Æbleskroget på notatblokken, den aflange tomme hessianopslagstavle. For slet ikke at tale om den store forsamling af mennesker, der hypnotiseret sad og lyttede til Jens Christian Grøndahls bragende, overnaturligt dybe stemme i mikrofonen på førstesalen, hvor reolerne var blevet skubbet sammen i siderne for at skabe plads til horderne, så det ikke længere var muligt at komme ind til bøgerne.

Jeg ville gerne tro, at det var dette, der var det “navn som ikke kan navngives”, men jeg havde stadig mine tvivl. Jeg søgte forgæves overalt i stueetagen og på 1. sal. Først på vej slukøret ud igen, øjnede jeg gudskelov ved indgangen A4-arkene med oversigten over udstillingen, som først startede på 2., hvor jeg slet ikke havde været. Det unævnelige kunne heldigvis stadig kortlægges og var bestemt værd at lede efter.

Her oppe i biblioteket fandt jeg “efterladt” på en hylde Jeff de Castros hermetiske spejlbog fyldt med sekstaller, hvis skriftbillede uundgåeligt bragt tankerne i retning af Monica Aasprongs Soldatmarkedet.

Og imellem brandalarmen og Naturens Verden hang Jørgen Michaelsens Appeasement Without a Subject med den lige så hypnotiserende sentens: “The unnameable is not the unnameable / The unnameable is not the name / The name is not the name”.

Klos op ad Maskinteknikken stod Elisabeth Cohens skrånende billede i en boks i stil med den slags dobbeltbundede skuffer eller hemmelige rum, der altid er i kriminallitteraturens biblioteker. 

Og smukt indføjet blandt de øvrige skilte ved nødudgangen fandt jeg “I tilfælde af politiaktion undgå anviste udgange”, der næsten må skyldes Jenny Polak.

Morten Tillitz‘ mærkelige maskine kørte manisk rundt med ord og genstande, som ting vist har det med for ham.

Imens Tanja Nelleman Poulsen i sin vante stil syntes at opfordre lånerne til at bruge bøgerne lige lovligt kreativt med saks og lim. 

Michael Mørk havde bragt sin egen personlige, ikke-alfabetiske orden på en del af kunstafdelingen, til en smule frustration for bibliotekaren, der ikke desto mindre var så sød at give mig en guided tour på etagen, hvor Kim Asburys tinsoldater bl.a. legede krig hen over et landskab af bogtoppe.

Tilbage på 2. sal under Biografier hang pludselig to døde fascister under en hylde med den tilhørende håndbog “Deconstruction Mussolini – a do it yourself plastic garage kit”, som dog ikke var til hjemlån (Gregory Scholette: Still Life with Dead Fascists).

Men det mest uhyggelige var dette:

Det lykkedes mig ikke at bestemme, hvem der stod bag. Og mange andre værker fandt jeg slet ikke. Det bliver jo en del af spillereglerne. Nogle er sikkert simpelthen “bortkommet”. Hvis ikke de, som Jacob Tellufsens Untitled Nothing, insisterede på slet ikke at være der.

Decembers anden låge tager sit udgangspunkt i denne imponerende reklamefilm for 4th Estate (et imprint under HarperCollins) i anledning af forlagets 25-års jubilæum. Det tog folkene bag animationen nogle uger uden megen søvn og ikke mindst små tusind bøger at producere den. Se den i bedre udgave her og følg tilblivelsesprocessen. 

“Den fjerde statsmagt” (pressen), som forlaget er opkaldt efter, har i øvrigt meget passende fået følgeskab af bloggen 5th Estate (nettet).

Filmen mindede mig om reklamefilmene for Douglas Couplands The Gum Thief, der kom ud for et år siden – et eksempel på sjældent opfindsom markedsføring af litteratur. Det var svært at vælge en enkelt af dem – se dem alle – men pas på, man får lyst til at købe bogen, og dette er jo en pengeløs julekalender.

Men når nu vi er ved Douglas Coupland, er vi jo også nødt til at runde forfatterens billedkunstneriske aktiviteter, hvor han også arbejder med bogen som genstand –  bl.a. i værker som det skulpturelle Fifty Books I Have Read More Than Once og collagerne The Penguins – og med grafisk design og logoer som hans Corporate Safety Blankets. 

Fra litteratur til reklame til design til kunst i en ring, der formodentlig aldrig sluttes.

Zenon Fajfer og Katarzyna Bazarnik: Oka-leczenie (“Øje-healing”), triple-codex-bog (2000)

Liberatur kalder den polske forfatter og dramatiker Zenon Fajfer forsøgsvis den litteratur, som ikke indskrænker sit perspektiv til selve tekstens ordlyd og betydning, men hvis forfatter “udtrykker sig med hele bogen” (liber), dens fysiske form og opbygning. I en fin lille artikel fra 1999, oversat i Den Blå Port nr. 79 med nyskrevet Post Scriptum, slår Fajfer til lyd for en skrivning, som ikke blot tager bogens rum for givet, men i stil med samtidens teater – og billedkunst kunne man tilføje – starter med at opbygge sit eget rum fra grunden.

Uden bevidsthed om bog og bogstav, ingen litterær fornyelse, mener Fajfer. En forfatter, der overlader valget af skrifttype til sin forlægger, er i virkeligheden ikke anderledes end en komponist, der overlader beslutningen om, hvilke instrumenter det skal fremføres med til dirigenten. For “skrifttypen i en bog er som klangfarven i musik”.

Liberatur-genrebetegnelsen er vigtig for Fajfer, fordi den nuværende tendens til at sortere al tekstkunst, som arbejder med sin fysiske form, under billedkunstkategorier som fx artists’ book’en er det samme som at fornægte værkernes litterære kvaliteter. Og betegnelsen har åbenbart slået an, i al fald i Polen, hvor der findes siden 2002 et Libertatur-læserum i Krakow, ligesom tidsskriftet Ha!art udgiver en “Liberatura”-bogserie.

Også Martin Larsen, der mailinterviewes af Thomas Hvid Kromann i samme Blå Port (“Virtuelle dansker on demand”), har problemer med artist’s book’en, ikke mindst når den repræsenterer en fetichering af bogen. For ham er “litteraturens materielle fattigdom” som masseproduceret brugsgenstand også “dens største rigdom”. Om så blot i otte eksemplarer.

Hvor Fajfer er unødigt optaget af at “redde bogen fra at blive udslettet af de elektroniske medier”, er Larsen lidt mere frugtbart bevidst om det mediespecifikke, både når det gælder trykt eller digital litteratur: “Bogen og computerskærmen er to medier som er interaktive og taktile på hver deres, helt forskellige måde, og for meningsfuldt at udgive noget som elektronisk tekst må man finde en eller anden interessant måde at udnytte den elektroniske teksts muligheder på.”

Ja, og måske er det faktisk computeren, vi kan takke for, at vi har lettere ved at se bogen og de litterære valg, den implicit eller eksplicit rummer. “Mange af os læser jo simpelthen mange flere elektroniske ord dagligt end vi læser trykte ord,” som Martin Larsen skriver. “Alene det skulle man tro var tilstrækkelig grund til at selve det trykte ords fremtræden og materialitet (og dermed de indbyggede regler og rutiner og muligheder og begrænsninger) helt naturligt præsenterede sig for de skrivende som noget der er værd at tænke over.”

Midt imellem Fajfers essay og det inspirerende Larsen-interview står så Jonathan Safran Foers korte tekst “Et forstudie til en tegnsætning for hjertesygdom”, der indfører en række helt nye tegn for at dække et underbemidlet område inden for skriftsproget, nemlig tavsheden. En slags udvidet smiley-alfabet dér, hvor sproget ellers kommer til kort. Ligesom i Safran Foers øvrige forfatterskab er det det usagte, som komisk-rørende kommer til overfladen som grafiske uregelmæssigheder og i samme bevægelse forstyrrer sprogets transparens ved at gøre tekstbilledet over-synligt: 

Til sidst sidder man og læser lutter pile og kasser og andre dingbats – en tekstperformance på grænsen til det asemiske. Hvilket uvægerligt fører tankerne hen på Victor Borges klassiske sketch Phonetic Punctuation og Carl Fredrik Reuterswärds Prix Nobel-plade og -bøger.

Den Blå Port har i øvrigt med dette lovende nummer fået ny redaktion bestående af Mathilde Walter Clark, Nikolaj Zeuthen og Torben Jelsbak. Og ny form naturligvis.

Jeg så tilfældigvis (i et referat), at Børsen bekymret har spurgt Gyldendal, om sms-litteratur mon vil udkonkurrere bogen. Man ser det for sig.

Men nu er jeg også blevet bekymret for, at viral markedsføring skal udrydde pop-op-bogen.

Apropos beskrevne sten: Disse to sten blev mit første møde med Kurt Johannesen. Den ene – “Det som hender medan du pustar inn” – står på badeværelset. Den anden – “Det som hender medan du pustar ut” – står i køkkenet. Begge dele hos fotograferne Catherine Cameron og Øyvind Hjelmen i deres hyggelige bolig på øen Stord et sted mellem Bergen og Stavanger, som for en periode huser den ene af i alt syv versioner af værket (Pust, 2006). Til hvert stenpar hører en bog, hvori det er meningen, at gæster som mig skal skrive, hvad der falder os ind efter mødet. En slags stengæstebog altså. Jeg må indrømme, jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle skrive, men at min første tanke var, at det var som en slags stenlunger – en lunge i hvert rum. Men naturligvis også som to gravsten – genstande, man normalt ikke falder over på vej i badet, eller når man kommer hjem fra købmanden. Det det der sker, mens man trækker vejret. Nogen udånder endegyldigt, andre drager bare et suk. Og imens … 

… fortsætter associationen videre til Tóroddur Poulsens oprørske stentavlebog, Det første og det sidste.

Johannesens to sten er også tavler og dermed naturligvis også en bog i sig selv. Og på fjeldet Beitelen i Dale står ordene så igen, og med endnu større mellemrum imellem siderne. Man må vel klatre sig vej. Snak om en interaktiv fortælling.

Mit yndlingsgalleri i Bergen, By the Way, stoppede i fjor efter otte års aktiviteter, hvoraf mange stadig kan ses dokumenteret på nettet. Nu er stedet genopstået med nye kræfter og nyt navn: Volt (hjemmeside på vej). Ligesom forgængeren bærer det undertitlen “galleri for samtidskunst”.

Volt er ren overflade. Ikke et udstillingsrum, men en udstilling med et rum omkring – byen. Dets vinduer ligger og lyser i regnskumringen på hjørnet af Lars Hilles gate og Christies gate i centrum lige ved kunstmuseerne og Festplassen. Bag vinduerne, inde i bygningen, gemmer sig efter sigende rekvisitter fra parkvæsenet. Nogle gange har udstillingerne skullet opleves langt fra, andre gange helt tæt på, og andre gange igen har man været i tvivl, om det overhovedet var det færdige, man fik at se. Tvivlen og overraskelsen har været frugtbare medspillere i gråzonen mellem inde og ude, mellem kunstkikkeri, window shopping og tilfældige glimt i farten. Ja, det er faktisk næsten, som om der har manglet noget, når der bare blev vist værker, som lige så godt kunne have hængt på væggen i et galleri. 

Volts første udstiller, Johannes Heldén, lægger ud med A Better Tomorrow. En installation, som trækker tråde tilbage til blandt andet Primärdirektivet (Afsnit P 2006), hvorfra et stort landskab går igen i det ene vindue: Et gigantisk hvidt bygningsværk, som ved nærsyn viser sig at være tætbeskrevet med gentagne sætninger. I de øvrige vitriner gengives omslagene fra en “spontant muteret” bogsamling. Sci fi-litteratur, hvis titler og forfatternavne på omslag og ryg jævnfør udstillingsteksten har forvandlet sig til en “alternativ historie”, hvem ved, måske en hilsen fra fremtiden? Fragmenterne samler man selv, ligesom i Primärdirektivet. Grebet er velgennemført og dobbelt – båret af en kærlighed til fremtidslitteraturens paradoksale nostalgi. Disse slidte bind i vinduet forvandler bygningen til noget, der let kunne forveksles med et hvervekontor for Scientology-kirken.

Også vitrinen, montren og udhængsskabet er dybt nostalgiske, beslægtet med de parisiske passager i den benjaminske optik: fortidens lokkende interfaces. Gadegalleriet og vinduesudstillingen er ikke desto mindre stadigt genkommende fænomener (med den københavnske, nu eksilerede Kbh Kunsthal som den måske flotteste) ligesom de “umulige rum” (OEen Groups container hævet over Israels Plads, Unten Drunter under en trappe i Malmö, JICPB Cube Gallery i Bøvlingbjerg i det nordjyske). Jo mindre og mere afsides jo bedre. Omvendt proportionalt med det (lige så døgnåbne) virtuelle udstillingsrum på nettet, der kan nås på sekunder fra alle steder i verden, og til tider kræver næsten for lidt af beskueren, må man her rejse langt for næsten ingenting. Ikke på By the Way/Volt dog. Det ligger midt på alfarvej, lysende i regnen. Og når Johannes Heldéns fortids fremtid befinder sig bag ruderne, kunne man ønske det også var gået online. Koblet op til en fjern galakse.

Såvel religiøse lærde som forfattere og billedkunstnere har eksperimenteret med at formindske skriften til ulæselighed. Den mikrografiske kunst gemmer på en hemmelighed. Karen Wagner forfølger mikrografien op gennem historien, fra den jødisk bogkunst, hvor det vrimler med kalligrammer, “carpet pages” og sefardiske arabesker frem til Robert Walsers tætte krat af sætningsguirlander, Gary Gisslers godt skjulte tekster og cyberkunstens Institut for Uendeligt Små Ting.

Ikke blot præsenterer billedkunstneren Jesper Fabricius i Den danske Radeerforenings nye årsskrift et udpluk af de i alt 453 værker, som foreningen igennem de sidste 150 år har ladet fremstille og udsendt til sine medlemmer – han sender os direkte ned i det trykte og grafiske værks hjertekammer: papiret og sværtens korporlige møde. Og samtidig har han som kurator på Charlottenborgs Mellemdæk indledt en udstillingsrække, der bevidst forsøger at manipulere med værkerne. (CYF)

Hvis man gik glip af vinterens Louisianaudstilling Russiske avantgardebøger 1910-1934, er der gudskelov stadig arrangøren MoMA’s fænomenale website til udstillingen. Karen Wagner har besøgt begge dele og byder på en udførlig introduktion. (KW)

“Det er ikke nødvendigvis formen, man altid skal eksperimentere så meget med”, udtalte Naja Marie Aidt engang i 90’erne. Nu har hun ikke desto mindre gjort det i to bogværker – storstilet sammen med fotografen Kim Lykke og i mere klassisk forstand med billedkunstneren Håkan Blomkvist. “Et stemningskick” kalder Karen Wagner den førstnævnte udgivelse. (KW)

“I drømme er bøgerne tomme. Store læderindbundne, knirkende sager, fyldt med blanke sider, som man selv fylder ud med sin spidseste pen nat efter nat. Kapitel efter kapitel. Bagefter forsegler man dem med en lille gylden lås. Og holder nøglen fast krammet i en svedig hånd, før man gemmer den det mest hemmelige sted. Når man vågner, leder man som en rasende. Men nøglen er væk.”

Mai Misfeldt (MM) drømmer om en bog – den hun ikke skriver.

“I huset, hvor jeg voksede op, var der mange bøger. De stod som røde, gule, grønne, blå rygge af uforståelige stemmer, der ikke talte til mig. Bøgerne tilhørte andre, jeg færdedes imellem dem som en tyst væbner. En dag faldt en af bøgerne ned fra en hylde og landede foran mig.” 

Morten Søndergaard (MS) gør Otte forsøg på at forstå hvad en bog er.

Fotoserie fra Frederiksberg Antikvariat af Claus Handberg Christensen (CHC) med tekst af Carsten Norton Pedersen.

In the Making – foromtale 4/8/01 (CYF)

Tóroddur Poulsen og Bjarne Werner Sørensen: Villvísi – anmeldelse og uddrag 23/4/01 (MM)

Jakob Kolding. Katalogbog – anmeldelse 23/4/01 (KJS)

Avantgarde i russisk bogkunst. Det kongelige Bibliotek – anmeldelse 23/4/01 (CH)

Brouillons d’écrivains. Bibliothèque nationale de France – anmeldelse 23/4/01 (CYF)

Raymond Queneau: Stiløvelser (2. udg.) – bookmark 23/4/01 (CeH)

William Anastasi: A Retrospective og Anastasi Bradshaw Cage – anmeldelse 14/2/01 (CYF)

Douglas Gordon på skrift – anmeldelse 14/2/01 (CYF)

Kunsthæfte nr. 2 og Real Time Wind In My Garden Uncontrolled – anmeldelse 14/2/01 (FSH)

Martin Deichmann om Robert Corydon i Den blå Port 53– anmeldelse 14/2/01 (KW)

Poesi.dk på igen – link 14/2/01 (PE)

Stefan Kjerkegaard: Digte er bjergede halse – om Simon Grotrians forfatterskab – anmeldelse 14/2/01 (KW)

Niels Henrik Svarre Nielsen: Biografisk Skygge Leksikon (Pedersen-Poulsen) – bookmark 14/2/01 (CNP)

Pist Protta 46 – anmeldelse 14/2/01 (CYF)

London Artists Book Fair – anmeldelse 15/12/00 (DB)

Rasmus Nikolajsen: digte om lidt – bookmark 15/12/00 (CNP)

iSketch – anmeldelse 15/12/00 (CL)

Øverste Kirurgiske nr. 30 og Øverste Kirurgiske Billedbog nr. 1 – anmeldelse 30/10/00 (CH)

Tomoko Takahashi: Word Perhect – anmeldelse 30/10/00 (TML)

Dokument 4 – anmeldelse 30/10/00 (CNP)

Charlotte Engberg: Billedets Ekko – anmeldelse 30/10/00 (KW)

Ursula Andkjær Andersen: Lulus taler og sange – bookmark 30/10/00 (KW)

Peter Wütrich – omtale 16/10/00

Den blå Port 51 og 52 – duetomtale 16/10/00

Nicolaj Stochholm: 25 digte og en drøm – bookmark 16/10/00

Inflated Constructions, […] og min død ville kun være begyndelsen og USA – anmeldelse 16/10/00

Ebbe Stub Wittrup: Exciting Comfort – anmeldelse 6/9/00

Thyra Hilden og Tomas Thøfner: det synkrone – anmeldelse 6/9/00

Yours Truly – anmeldelse 6/9/00

Peter Nielsen: Gule og grønne skove – bookmark 6/9/00

Hans Holten Hansen: Omslag – anmeldelse 6/9/00

Brødrene Gedicht – anmeldelse 6/9/00

The Wake – foromtale 6/9/00

Veronikas hævn, Arken – anmeldelse 21/8/00

Mere Luft (Forfatterskolens Skriftserie LEGENDA nr.1) – anmeldelse 21/8/00

Bogbroen, Hovedbiblioteket, København – anmeldelse 21/8/00

The Colonel Group Show, Fotografisk Center – anmeldelse 21/8/00

Trapholt-eksperimentet – anmeldelse 21/8/00

Tóroddur Poulsen: Vandet lyder som om nogen har drukket af det – bookmark 21/8/00

Inger Christensen: Hemmelighedstilstanden – anmeldelse 30/6/00

Henri Michaux: Pollagoras’ alderdom – anmeldelse 30/6/00

Féderico García Lorca: Sonetter om den mørke kærlighed – anmeldelse 30/6/00

Henrik Plenge Jacobsen på Rooseum – anmeldelse 30/6/00

Hvedekorn 1/00: Wisconsin Death Trip – anmeldelse 30/6/00

Hans-Jørgen Nielsen: Sort på hvidt – bookmark 30/6/00

van Gogh #4 – anmeldelse og smagsprøve 4/6/00

Banana Split 18 – anmeldelse 22/5/00

Postkortprojekter: Kærlighedskort og Poesi i bevægelse – 15/5/00

Ib Michael: Rose Mundi – anmeldelse 15/5/00

Jørgen Leth: Billedet forestiller – 15/5/00

POET – dansk-bosnisk litteraturtidsskrift 15/5/00

Marcel Proust: Om læsning – anmeldelse 20/4/00

Erik Steffensen: Huler og udgange – anmeldelse 20/4/00

Peter Laugesen: Trashpilot – bookmark 20/4/00

Jasper Sebastian Stürup: Svimmel – anmeldelse 20/4/00

Lessons in Urban Education – plakatprojekt i Oregon 24/3/00

Mariko Mori i Malmö – anmeldelse 24/3/00

Fremtidens, fortiden eller den tidløse bog – om Gutenberg21 og Verdensbogdagen 16/3/00

Poul Borum: Kritisk alfabet – anmeldelse 9/3/00

Pistprotta 34-45 – anmeldelse 9/3/00

Kaspar Kaum Bonnén: Træning – øvelser for rum – anmeldelse 9/3/00

Annemette Kure Andersen: Fraktur – bookmark 9/3/00

Ted Hughes: Fødselsdagsbreve – anmeldelse 10/2/00

Thomas Wolsing: Beyond Zero – anmeldelse 6/2/00

Dokument 3 – anmeldelse februar 2000

Den blå port 50 – anmeldelse jan 2000

Kritik 142 – anmeldelse jan 2000

Banana Split 16 og 17 – anmeldelse dec-jan 2000

Henrik Nordbrandt: Egne digte – bookmark jan 2000

Ørets kamp med øjet – anmeldelse af Den blå Port 48 – dec 1999

Den hvide by – anmeldelse af Morten Blok: Capital – dec 1999

Detaljen i teksten – boganmeldelse – dec 1999

Ark, Ildfisken og Pist Protta – nye numre – dec 1999

Interaktiv roadmovie – cd-rom-anmeldelse – dec 1999

Naja Marie Aidt: Rejse for en fremmed – bookmark nov-dec 1999

Bogforum 1999 – skrevet ind i leksikonnet – nov 1999

Robert Wilson i København – Brev – nov 1999

Krydsfelt: Christina Hesselholdt på lyd – nov 1999

Jakob Martin Strid: Mustafas kiosk – nov 1999

Levende ord og lysende billeder – okt 1999

Homer på Glyptoteket – efterår 1999

Efterårsudstillingen – efterår 1999

Claus Carstensen: digt (samling), d.t. – efterår 1999

Webdrama – interaktive internetværker – efterår 1999

Niels Lyngsø: Force Majeure – bookmark okt-nov 1999

UNIKUM – bøger i 1 eksemplar

Redaktion og grafisk design: Louise Sass og Christian Yde Frostholm. Fotos: Frank Sebastian Hansen.

Katalog med fotos af alle bidrag fra udstillingen UNIKUM, BogForum 1997 og Afsnit P 1998.

AFSNIT P 1998 | 36 s. | ISBN 87-985715-9-1

Se kataloget online og læs om udstillingen.