Anden omgang Verbale Pupiller afholdes 22.-25. oktober 2009 i Århus Kunstbygning og indeholder en poesifestival, en publikationsmesse og en udstilling. I år præsenteres omkring 40 digtere, 30 kunstnere og 40 små forlag fra hele Norden. Arrangementet byder på oplæsning, performance, udstilling, seminar, bogmesse, koncert og en 360 siders katalogbog. (Læs mere >>)
Verdensslænget af teoretikere, kritikere og kunstnere inden for den elektroniske poesi mødtes for nylig til E-Poetry, hvis femte udgave fandt sted i Barcelona. Mette-Marie Zacher Sørensen var med og fortæller om højdepunkterne fra den kombinerede konference og festival. Læs hendes rapport.
Nu hvor den første nyhedens interesse har lagt sig, må det være i orden, hvis ikke på høje tid, at indlemme Radiant Copenhagen i den fremtidige e-litterære kanon. Det er jo ikke godt at vide, hvornår borte har taget det igen.
Værket, der til lanceringen forklædte sig som den skinbarlige sandhed, er et af de mere ambitiøse af slagsen, hvad end man ser på det som en polyfon science fiction-roman, et stykke netkunst eller et helt tredje fænomen. Stærkt underholdende er det uanset.
Hovedmændene bag det er Kristoffer Ørum, Anders Bojén og Rune Graulund, men i alt over 15 forfattere, kunstnere, musikere, arkitekter, data- og dadaister mv. har haft fingrene med i udviklingen af det nye opslagsværk til København i fremtiden. Og det er noget af en strålende fremtid, der venter hovedstaden. Griseøen og vulkanudbruddet herunder er blot begyndelsen.
Jeg har skrevet en lidt mere udførlige rapport her.
Så er der for syvende gang Lyd+Litteratur i Århus, denne gang på Archauz/Lobby med satellitter på Hovedbiblioteket i Århus og på LiteraturHaus og Islands Brygges Kulturhus i København. Arrangementerne løber fra 16.-19. april. Foruden en række danske konstellationer deltager følgende udenlandske navne: Anne-James Chaton (F), Lydia Lunch og Philippe Petit (USA/F), Pär Thörn (S), EIKO (Schweiz), Alexei Borisov og Anton Nikkilä (Rus/Fin), samt Angry Sam (UK), der optræder sammen med danske Tomult. Læs mere.
Den London-baserede, fransk-norske digter Caroline Bergvalls nye hjemmeside (og det er vitterlig kun én lang side) samler trådene fra hendes multimediale virke. Her kan man få et overblik over hendes bøger, installationer, performances, lydværker, digitale projekter mv.
Og mange af værkerne kan høres/ses/opleves direkte samme sted. Også mange, som såvidt jeg er orienteret ikke tidligere har været tilgængeligt online, heriblandt Say: Parsley, et computer-tekstværk, der oprindeligt indgik i en installation på MuHKa i Antwerpen sommeren 2008, og som – ligesom fx teksten Cropper, der nu også er kommet som chapbook – afsøger rummet imellem flere sprog.
Slinkachus Little People er så små, at de kun kan ses af den meget opmærksomme. De lever sikkert heller ikke så længe, må man formode. Kaspar Bonnén laver decideret usynlig grafitti. Når han ikke lige skriver sætninger, der i næste øjeblik er svømmet væk. Men også han husker heldigvis at dokumentere sit arbejde.
“Det handler om følelser, som har en midlertidig karaktér. Den usynlige graffiti er der egentlig ikke, men kan opstå som sådan en stemning ind imellem. Lidt ligesom følelser kan komme og gå,” siger Bonnén til Kopenhagen, der interviewer ham i anledning af hans nye udstilling på Galleri Christina Wilson i København.
Skriften på kajkanten træder kun frem, når det regner. Så står der pludselig: “I wait for you even though”. Flamingoordene “I will always love you” på vandet flyder hver til sit og bytter plads, før de spredes for alle vinde (se et par tidligere versioner her og her) som døgnflueagtige popsange. “Følelser og kærlighed – og popmusik – er noget alle kender til”, som det også lyder i interviewet. Men som med popsange handler det jo også i lige så høj grad om fremførelsen. Det banale kan også ramme dybt.
Træskulpturen, som normalt ville have været en mere varig genre, pilles alligevel styk for styk fra hinanden, indtil delene danner en sætning: “Jeg sagde jeg har mistet dig men sandheden er at jeg aldrig haft dig”. Stående på en bogside havde ordene måske ikke haft samme effekt, men her løftes, eller rettere tynges, de af “skriveprocessens” omkostninger.
Ligesom de kantet-kiksede malerimøbler på Speak Up-udstillingen sidste år også udgjorde en herlig ordbegivenhed, når de undskyldte sig selv: “I tried to do my very best”.
Også penge er, ved vi, meget flygtige. Ikke mindst i denne tid – hvor vi skal have ondt af de rige, der har så meget mere at tabe – bliver Bonnéns rige tigger, som skriver PLEASE HELP ME med småmønt, kun ekstra komisk. Hvilket rent googleassociativt bragte mig videre til kunstnerens idéoplæg til en ny seddelserie for Nationalbanken, som godt nok er meget flottere end dem der vandt (men forhåbentlig overhales indenom af euroen), og smukt indlemmer hverdagen (hvilket sikkert var problemet). Jeg savner kun et par bogstaver – eller tal – flydende på bølgerne ud over bæltet.
Men hvad hjælper usynlig grafitti, hvis man er blind? Det råder streetkunstneren The Blind råd på i Frankrig, hvor han skriver ordspil med blindskrift på husmurene. Hans eget syn fejler vist i øvrigt ikke noget – han holder i al fald øje med strømerne.
Dagens hændelse er en ordbegivenhed.
Fluxus-kunstnerne George Brecht og Henning Christiansen døde med fem dages mellemrum 5. og 10. december.
Christiansens sidste store udstilling FLUXID på Den Frie sidste efterår er grundigt dokumenteret af fotografen York Wegerhoff. Kopenhagen interviewede kunstneren, og vi bragte selv en lille billedserie fra den farverige fernisering, hvor kunstneren selv skar verdenskagen for med kårde. Hans sidste optræden var med et støvsugerværk med indbygget manifest i anledning af den amerikanske valgaften i november. “I wish to change everything in America”, som han siger i interviewet, der ligesom manifestet stadig kan høres på Lyt til Nyt.
George Brechts Word Event blev i sin tid også udført som performance (“Fluxversion 1”), hvor publikum blev bedt om at forlade salen. Stefan Hager har genskabt den digitalt her: Enter. Og så sent som i sommer havde Kunsthalle Basel en udstilling med udgangspunkt i den poetiske performance – “the happy hijacking of space by language”.
Både Brecht og Christiansens performanceværker indgår i Fluxus Performance Workbook (pdf) – en antologi af Ken Friedman, Owen Smith, and Lauren Sawchyn fra 2002. Og Ubuwebs bibliotek rummer bøger og film af Brecht og en række lydværker af Christiansen.
Ubuweb har tilføjet den geniale svenske tekst/lyd-digter Åke Hodells performancefilm Lågsniff til sit bugnende arkiv. En forrygende, kulsort og kras forestilling. “De sagde at Anden Verdenskrig var morsommere and Første Verdenskrig. De siger at Tredje Verdenskrig bliver endnu morsommere…” Poet-piloterne i filmen er også fire af den svenske konkretpoesis hovedpersoner: Hodell, Bengt Emil Johnson, Torsten Ekbom og Leif Nylén – assisteret af stewardesserne Sissi Nilsson og Elisabeth Nylén.
Filmen, der kun blev sendt en enkelt gang på svensk tv i 1965, blev i 2002 fundet frem fra glemslen og udgivet på dvd af Rönnells Antikvarat i Stockholm, hvorfra den stadig kan bestilles.
Noah Wardrip-Fruin: Talking Cure i Bergen (foto: Scott Rettberg)
Som Loss Pequeño Glazier har gjort opmærksom på, forstås den elektroniske litteratur bedst, hvis man ser den som en fortsættelse af den eksperimentelle trykte litteratur. Men af en eller anden grund er springet fra papiret til computeren åbenbart så stort, at en del har svært ved at følge med. I den akademiske verden for eksempel hører den digitale del af litteraturen sjældent ind under litteraturvidenskaben, men oftere (hvis overhovedet) under medie-, it- eller mere teknisk klingende fag og institutioner. Hvilket vel i yderste konsekvens burde betyde, at den trykte litteratur skulle studeres på noget i retning af Den grafiske Højskole?
Jeg kom til at tænke på det til seminaret Electronic Poetry i Europe på Humanistisk Informatik i Bergen for nylig, som fandt sted mere eller mindre upåagtet af universitets litteraturvidenskabelige miljø, på trods af at det endda omfattede en åben aften med readings. Hvilket var en enestående mulighed for virkelig at blive imødekommet af den “digitalt fødte” litteratur.
Elektroniske oplæsninger – eller performances – giver læserne mulighed for at sidde på samme side af skærmen som forfatteren og for at dele en oplevelse, der som al læsning måske til tider kan føles ensom og famlende. Og nogle gange får man måske ligefrem lov til at deltage i skrivningen af den tekst, der læses – mens den bliver læst. Det var for eksempel tilfældet i Bergen med Ian Hatchers digtprojekt, Opening Sources. En god del af publikum havde medbragt den bærbare og ved oplæsningens begyndelse blev de lukket (eller snarere logget) ind til teksten med mulighed for at omskrive den, ét ord ad gangen. Med tiden blev digteren så at sige bare en marionet, der læste, hvad end publikum måtte byde ham. Klart en form med potentiale.
Andre tilbød læserne den luksus at blive guidet rundt i værkerne, som blev projiceret op på væggen foran eller bag dem, og som forfatterne naturligvis kender bedre end de fleste: En slags recitation med musen, om man vil. Men i flere tilfælde også ledsaget af en traditionel mundtlig oplæsning af de tekster, der stod skrevet, kom til syne eller blev genereret.
Fordi skabelsen og oplevelsen af værkerne kræver maskinel bistand, betyder det jo ikke at kroppen er blevet sat ud af spil. Ofte tværtimod.
Maria Mencia: Speech-Sound Generated Visual Poems and Accidental Meaning, Landmark, Bergen
På kunstindustrimuseet Permanenten “demonstrerede” Ottar Ormstad sine Svevedikte iført et par knaldgule bukser som et stort Y, mens han gav et par sproglige hints til de ikke-norskkyndige. Noah Wardrip-Fruin læste op siddende foran et kamera, hvis output blev gengivet med (hele tre lag af) skrift på skærmen, i en sammensmeltning af hans læsende ansigt og den læste tekst. Og på Landmark lod Maria Mencia stemmens lyd og kraft tegne skriftbilleder. Imens Judd Morrissey lod to performere inkarnere og recitere sit kæmpe visuelle digt, som boltrede sig i hele rummets længde. For blot at nævne nogle eksempler.
Judd Morrisseys The Last Performance [dot com] med Mark Jeffery og Fanny Holmin, Landmark
De rå fabrikslokaler i Sukkerfabrikken i Stege er en perfekt location for fluxus-udstillingen Food for Thought. Udstillingen er startskuddet for U-TURNs kvadriennale som fra 5. september og et par måneder frem finder sted i de gamle Carlsberg Bryggerier i Valby, i Nikolaj samt rundt omkring i Københavns byrum. Grundrecepten er lyd og madvarer – i bred og grænseoverskridende fluxus-forstand. Der er Bjørn Nørgaards legendariske hesteslagtning i kælderen, suppeservering og -diskussion i fluxuskøkkenet ovenpå og diverse madvarer og yndlingsredskaber (for eksempel Joseph Beuys pølsekniv) i det tilhørende wunderkammer. I samlingen af fetichobjekter indgår to værker af den geniale belgiske kunstner Broodthaers: alt-godt-fra-havet-planchen Citron-Citröen og flaskeposten Le Manuscript trouvé dans une Bouteille. Da Broodthaers som ung lærte Magritte at kende, blev han særligt fascineret af anvendelsen af ord til at modsige et visuelt udtryk. Lingvistisk og visuel repræsentation blev et omdrejningspunkt i hans egen kunstneriske undersøgelse.
Pangordene citron og citroën’s lysende kontrast giver planchens akvamarinblå nostalgi et helt andet og komplekst udtryk – både hvad angår betydning og farveholdning. Den surrealistiske blanding af zoologisk klassificering og bilindustri optræder også i andre af Broodthaers’ plancher – en genre han yndede -, for eksempel Les Animaux de la Ferme som afbilleder 15 forskellige kvægracer med et bilmærke skrevet under hvert billede. Modsætningen mellem billede og ord undergraver den klarhed og entydighed der ellers kendetegner undervisningsplanchen.
Referenceforholdet mellem tekst og ting er også drilagtigt på spil i flaske-værket. Her er det ikke bordeaux-flaskens vante flydende indhold der er i søgelyset, men flasken som tekstbeholder og tekstobjekt. Genstanden bærer inskriptionen Manuscript 1833 – en henvisning til Poes novelle Manuscript found in a Bottle fra 1833. På den tilhørende karton står samme titel på tysk med dateringerne 1833 og 1974. I værket anno 74 er objektet og dens emballage selve teksten, samtidig med at der trækkes spor tilbage til den traditionelle litterære tekst – den er blot ikke tilgængelig for læsning. Man kan med andre ord ikke komme ind i manuskriptets hemmeligheder – det er i overfladerne det foregår. Ud over kartonen var flasken i sin tid i 1974 også indpakket i et stykke silkepapir hvor der stod Broodthaers: The Manuscript, efterfulgt af en lille tekst i tre versioner – en engelsk, tysk og fransk – om objektet; altså en almindelig Bordeaux-hvidvinsflaske hvis inskription refererer til Poe … osv.
Broodthaers kom oprindelig fra poesiens verden, men efter at have levet 20 år som fattig digter, greb han til den symbolske handling at indstøbe 50 usolgte eksemplarer af digtsamlingen Pense-Bête i gips. Teksten var forseglet, gjort ulæselig – til gengæld var hans første bogobjekt blevet født!
Nok om Broodthaers for denne gang. Der er forresten også meget andet at komme efter i Sukkerfabrikken i Stege – af både ældre og nyere værker. Blandt de sidste for eksempel nogle temmelig syrede performanceværker på video. Lilibeth Cuenca der i anledningen af udstillingen går amok med en malerkost mellem benene. Og ikke mindst det finske klagekor der fra karsken bælg og med stiff upperlip gjalder løs om hverdagens sorger og fortrædeligheder. Det sidste er ubetaleligt morsomt.
Til Queerlitteraturdagen i Göteborg, som blev afholdt lørdag 31. maj på Pustervik-teatret, komponeret af forfatterne Athena Farrokzhad og Linn Hansén, fik ingen af aftenprogrammets medvirkende digtere (med undtagelse af spoken word-digteren Staceyann Chin) lov at arbejde på egen hånd. Alle var blevet opfordret til at skrive og optræde i små grupper ud fra forskellige “uppdrag”. Jeg selv var kommet i muntert selskab med de fine poeter Tova Gerge og Kajsa Sundin, og jeg vil ikke sige, at opgaven var let, for hvordan skriver man overhovedet sammen med andre, og endda uden først at have haft mulighed for at synkronisere sine planer in real life? Men det skabte sin egen queer og uforudsigelige aften for alle.
Det var modigt af arrangørerne at forlange noget af alle bidragydere og at tvinge dem til at forholde sig til netop fremførelsen. Først bagefter forstod jeg via Dennis Coopers blograpport, at han og Eli Levén blot havde gjort det simple greb at bytte tekster. Dennis tror nu ikke, at han og Eli “fooled the crowd”, men jeg, som ikke på forhånd kendte deres forfatterskaber, var temmelig let at tage ved næsen.
En lidt tilsvarende udskiftningsmanøvre, men mere kompleks, havde Hanna Hallgren og Johan Jönsson foretaget i deres fælleslæsning med overskriften Mandlighed, som i mine ører var dagens litterære højdepunkt. Vi tænker, at vi er skolet til at lytte til litteratur som netop litteratur – og dermed fiktion – men en oplæsning som denne pointerede forbilledligt, hvor meget vi placerer ordene i de kroppe, personligheder og køn, som de i øjeblikket “udspringer” fra. Vi kan simpelthen ikke lade være.
Og intet føltes pludselig vigtigere – i det queere rum med alle dets faldgruber for at falde i nye fastlåste opfattelser af hinanden straks man har vristet sig fri af de gamle – end at lære sig at adskille sproget fra kroppene.
Afsnit Ps store virtuelle udstilling konkretpoesi.se præsenterer den svenske konkrete poesi fra 1960’erne for første gang for et dansk publikum i et omfang og en form, den fortjener. Martin Deichmann og Christian Yde Frostholm introducerer en grænseoverskridende periode i den svenske litteratur i ord, lyd, billede og bevægelse: Ekbom, Fahlström, Hammarberg, Hodell, Johnson, Nylén og Reuterswärd. Som en tråd op til i dag rummer konkretpoesi.se desuden en præsentation af den nye generation af svenske “konkrete” digtere, “Generation OEI”.
Læs også pressemeddelelse.
Fra rulleteksterne:
