De seneste to år har man i en del af vore tidsskrifter kunnet støde på begrebet "konkret poesi". Der er tale om en radikal, eksperimentel poetisk bevægelse.

Et "normalt" digt kalder man ikke "konkret", men det har en "konkret" side. Det kan delvist opleves som et "konkret digt" og er også i tilsvarende grad "konkret poesi". Det "konkrete" i digtene er sprogets mere håndfaste elementer. Det er for eksempel bogstaver, stavelser, sætningsdele og alt, hvad der har med teksten som lyd og billede at gøre.

For de fleste består poesi vel af symboler, som udtrykker tanker og følelser hos poeten; for en "konkret" poet er poesien det "konkrete sprog". I praksis består poesi jo både af symbolsk og "konkret" sprogbrug. Selv om det ene element interesserer digteren og læseren mest, er det andet der hele tiden også. Lige så lidt, som der findes et rent "konkret" digt, findes der et symbolsk sådant. Helt ned til det mindste tegn er sproget på én gang symbolsk og "konkret".

Egentlig er det svært at tale om en digttekst som "konkret" eller symbolsk i sig selv. Selv når digteren for eksempel skaber en tekst med udgangspunkt i "den konkrete sprogmaterie", kan læseren jo opleve teksten som hovedsageligt et symbolsk digt - og så bliver det altså ikke et "konkret digt" for ham. En anden sag er, at det symbolske eller "konkrete" element kan fremhæves i en sådan grad af digteren, at læseren knap nok får noget ud af teksten, hvis han er indstillet på at opleve det modsatte element. Endelig er det ikke sikkert, at det symbolske og det "konkrete" element ikke skulle kunne fungere ligeværdigt og indgå i frugtbare samarbejder. Det hører dog nok først og fremmest fremtidens højere udviklede poesi til.
 

De "konkrete" blandt dagens digtere er dem, som er blevet trætte af den ensidige synsvinkel, der ikke ser "det konkrete" i poesien for lutter symboler. De slår mere eller mindre over i en ny ensidighed: poesi består af bogstaver, opdager man for eksempel og begynder at skrive tekster ud fra den erfaring. Man er opfyldt af lyst til at skabe på en mere håndfast måde. "Ælte" og "massere" sprogmaterien er de ord, hvormed Öyvind Fahlström beskriver lysten til at arbejde med sproget.
 

Den "konkrete" poesi er et utroligt stort og, forestiller jeg mig, knap nok kortlagt område i sammenligning med den symbolske. For at skabe en rigtig holdbar ("stor") poesi af "konkret sprogmaterie" og ikke bare flygtige morsomheder, må digterne først gøre sig hjemmevante i det nye sprogområde. Vær derfor ikke for hurtig med at stille krav om "stor" poesi til dagens "konkrete poeter". Bær også over med knap så fine egenskaber som intolerance og fanatisme, som man aner hos disse poeter, og som velsagtens tjener som værn mod usikkerhed og tvivl om områdets muligheder og umuligheder.

Ord och Bild, nr. 6 1962

Den "konkrete" poet og særligt læseren af en "'konkret' tænkt digttekst" har endnu blot en uudviklet og begrænset sans for den "konkrete" oplevelsesmåde, hvilket indebærer, at vi ganske enkelt endnu ikke har mulighed for at få en rigtig værdifuld "konkret poesi". Men er det et gyldig grund til at ignorere denne poesiform?
 

Öyvind Fahlström udgav i 1954 i det stencilerede tidsskrift Odyssé et manifest for "konkret poesi", og jeg citerer her nogle af hans definitioner:

"Udgangspunktet (den "konkrete poesi"s) er: alt, hvad der kan udtrykkes med sproget, i og for sig alle sproglige udtryk, er ligeværdige i en sammenhæng, hvis det øger sammenhængens værdi.

Deraf fremgår, at det, jeg har kaldt litterær konkretion - ligesom den musikalske konkretion eller billedkunstens nonfiguration - ikke er nogen stil. Det er dels for læseren en måde at opleve ordkunst - først og fremmest poesi - dels for digteren en frigørelse, en legitimering af alt sprogligt materiale og alle midler til at bearbejde det. En litteratur, som skabes med det udgangspunkt, står altså hverken i modsætnings- eller lighedsforhold til lettrismen, dadaismen eller surrealismen.

Lettrismen: de normale "forestillende" og de "lettristiske" ord kan jo både opleves som form og indhold. De "forestillende" giver en stærkere indholds- og en svagere formoplevelse. De "lettristiske" vice versa - der er tale om en gradsforskel.

Surrealistisk poesi kan, hvis man ser på dens resultater, have visse ligheder med bordene. Men der er en forskel i udgangspunktet, som i sidste ende nødvendigvis må påvirke resultaterne. Mine bords konkrete virkelighed står ikke i nogen som helst modsætning til den omgivende virkelighed. De er hverken drømmesublimat eller fremtidsmyte, men en organisk del af den virkelighed, jeg lever i - blot med egne principper for liv og udvikling.

Den kokette eller desperate grimasse, og endnu mere den dadaistiske nihilisme, kan forekomme frugtbar, hvis man ser på de kunstneriske resultater. Og igen er det udgangspunktet, som skiller de to områder fra hinanden. Jeg kan ikke finde anledning til at tale om grimasse eller fornægtelse, jeg har ingen følelse af mærkeliggørelse, af undtagelsestilstand - det er "det normale". En konstruktiv dadaisme og derfor slet ikke en dadaisme.

Når jeg har brugt ordet konkret i disse sammenhænge, er det mere i forlængelse af den konkrete musik end af billedkonkretisme i en snæver forstand. Derudover er konkretdigteren naturligvis i slægt med formalister og sprogæltere til alle tider, grækerne, Rabelais, Gertrude Stein, Schwitters, Artaud og mange flere. Og som værdsat portalfigur skæver han til (...) Carrolls Humpty Dumpty, der betragter hvert spørgsmål som en gåde og giver ordene uigennemtrængelige betydninger."

Så længe en "konkret" synsvinkel er så uudviklet, som den forståeligt nok er endnu, må man også finde sig i, at klarere, mindre ensidige og modsigelsesfulde definitioner af "konkret poesi" lader vente på sig. (Her kan jeg sørge for at lufte de reservationer, som hele tiden vender tilbage i mit stille sind med hensyn til det modsigelsesfulde i begrebet "konkret digt". Konkret er digtningen jo hovedsageligt i overført betydning).

Hvad "konkret poesi" i dag i al almindelighed stejler overfor i den "normale" poesi er det kryptiske. Man ønsker, at læseren skal kunne opfatte og forstå teksten i forlængelse af de forudsætninger, der allerede findes i den, digte er ikke låst med nogen "nøgle". - Og så det allegoriske og symbolske. Man ønsker ikke primært, at digtet skal handle om noget andet end sig selv, sin fremvækst og sin forvandling. (Allegoriske, symbolske og kryptiske former skulle sikkert sagtens kunne forenes med "konkrete"; det vigtige ved sådanne sammentræf er, som jeg ser det, at man skal have lov til at opleve teksten "ensidigt", at man kan udelade elementer uden frygt for at miste tekstens mening). - Det kronologiske. Man ønsker at skabe med tiden og ikke bare følge den slavisk. Jeg forsøger en sammenligning. At filme en scene er ikke en særligt skabende handling - snarere en mekanisk. Men man kan analysere scenens delkomponenter (for eksempel en, der lukker døren, tager hat og frakke af og hænger dem på bøjle, leder efter noget i lommen), rykke rundt på dem, gentage dem, variere dem, forlænge og forkorte dem osv. Denne skaben ved hjælp af tiden kan ske med meget begrænsede midler, sådan at resultatet af montagen ikke opfattes som forstyrrende deformeret og absurd, det væsentligste er, at man ikke er mere bundet af den "normale" tid, end man måtte ønske. "Udemokrati", "nationalitet", "diskrimination", som ytrer sig i sådanne almene, ofte uformulerede overenskomster, for eksempel "visse metoder er mere værd i digtningen og i oplevelsen af et digt", "visse materialer er mere værd i digtningen", "visse måder at opleve tekster er rigtigere", "der eksisterer givne og evige grænser mellem genrer, kunstarter og mellem "kunst" og "virkelighed". - Den faste, mere eller mindre stivnede grammatiske form, som fortælling eller aforistisk kommunikation nødvendiggør. Her dukker et særligt aspekt op: "eftersom tænkning er afhængigt af sprog, bliver hvert eneste angreb på den gældende sprogform i yderste instans en berigelse af de indgroede tankemønstre, et led i sprogets udvikling. Det gælder tænkning på såvel det hverdagsagtige som det litterære og videnskabelige plan", skriver Öyvind Fahlström i sit manifest. Hvert sprog (læs også for eksempel: dialekt, stil, vokabular) tvinger dem, der anvender det, ind i tilhørende tankebaner. Hvert sprog har sin begrænsning. Det er først og fremmest syntaksen, der tvinger os til at tænke på en bestemt måde, og som sætter grænser for tænkningen.

Syntaksen er formentlig det sværeste, men også det mest frugtbare arbejdsfelt inden for det "konkrete område". Frem for alt inden for syntaksen, men også inden for andre felter, forestiller jeg mig, at den "konkrete poesi" vil kunne samarbejde med sprogvidenskaben.

Gid forståelsen for det kompletterende i funktionerne symbolsk og "konkret" poesi må vokse. Gid også "de konkrete" må få forståelse for dem, som ikke kan rumme det synspunkt, der betinger den "konkrete poesi". Det kan for eksempel være mennesker, som er overbevist om, at det er en uhørt luksus at foretage eksklusive materialestudier, når verdens undergang måske står for døren, eller dem, som ikke tror, at kulturen udvikler sig eller kan udvikle sig mod højere former.

Symbolske elementer indføjes i poesien gennem "konkret poesi", noget sådant kunne ikke tidligere opleves i poesi. På tilsvarende vis må symbolske digtere forny "konkret digtning".

Som afrunding på denne afhandling vil jeg redegøre for, hvordan jeg selv som "konkret skjald" arbejder. (I vil måske mene, at jeg blot fortæller om "forarbejdet" til "selve digtningen", og lad os da bare sige det indtil videre). I parentes skal nævnes, at jeg parallelt med "konkretdigtningen" også digter "normalt": de to skrivemåder opfylder forskellige behov hos mig. Om andre "konkrete poeters" arbejdsmetoder fortæller det følgende intet.

Af resultater af sætningsopløsninger fra tekster, der omgiver mig, af erfaringer fra de undersøgelser, mine digte udgør, og af materiale overført direkte fra grammatikker, har jeg tænkt mig at sammensætte et system af regler for sammensætning af "konkret materie" til digttekster, med andre ord en slags syntaks.

Hidtil har min sprogforskning (ofte betragter jeg mit arbejde med "konkret sprog" som "forskning") mest af alt drejet sig om ordindsamling. Ordene udvælges fra forskellige tekstkilder og klassificeres efter en række forskellige principper og nedfældes på lange ordlister. (Overskrifter for ordgrupper er for eksempel "enstavelses-substantiver, som betegner handling og bevægelse", "elementære fysiske bevægelsesverber", "lydverber" og forskellige slags homonymer). På grundlag af ordlisterne udformer jeg siden en fortegnelse over ordenes forskellige karakteristika og former. En slags udvidet formlære bliver det vel.

Andre aspekter af "konkret sprog" er blandt andet etymologiske, orddannelses- og stilartssynspunkter. Dem ønsker jeg ligeledes at forfatte "sproglærer" til.

Sprog manifesterer sig i billede og lyd, og en del af "betydningen" i sproget (ifølge min opfattelse mere, end man forestiller sig) rummes i selve billed- og lydmønstrene. En stor del af mine sproglige undersøgelser beskæftiger sig med disse to elementer. Resultatet af undersøgelserne sammenfatter jeg ligeledes i "sproglærer".

Materialet til "konkrete digte" med vægt på det mere symbolske samler jeg for eksempel i Nordisk Familiebog: sætninger og stumper af artikler om insekter og folkelige ritualer blandt andet.

Alle "sproglærerne" (som jeg kun netop er begyndt på) bliver først og fremmest til for min egen digtnings skyld.

Jarl Hammarberg: Poesi som språkforskning, Ord och Bild, nr. 6 1962