indlæg med taggen "broodthaers"


Palimpsester og ekfraser
- Klaus Høeck: Palimpsest (2008)


CYF | 11/2/09

Den første af de tre fløje i Klaus Høecks seneste murstensdigtsamling, Palimpsest, som netop er blevet præmieret af Statens Kunstfond, hedder Billederne og er én lang serie af ekfraser: digte skrevet med udgangspunkt i (eller som levendegør eller reproducerer) billedkunst. I dette tilfælde det digteriske svar på samtlige gengivne værker i 20th Century Art Book - eller det er hvad jeg gætter på.

Marcel Broodthaers-ekfrasen Table and Cupboard with Egg-Shells (1965) kunne være et oplagt eksempel, som samtidig viser, hvordan digteren nogle gange går direkte deskriptivt-fortolkende frem: “det kunne ligne” lyder starten endda. 

Marcel Broodthaers: Armoire blanche et table blanche (1965)

Men Høeck bruger i digtsamlingen virkelig hele paletten af mulige ekfratiske tilgange.

Til tider er det kun titlen eller årstallet eller netop forbindelsen imellem dem, der har “tricket” noget hos ham. Andre gange er det en viden om kunstneren – eller om værkets teknik. Action painting bliver til action poesi, konkret maleri til konkret poesi osv. Men oftest er det (igen: gætter jeg) selve motivet, der skrives på. Et motiv, der måske ikke engang nævnes, men højst skinner igennem som de næsten udviskede konturer i palimpsestets pergament. Så meget desto mere er der for éns egen billedskabende evne at arbejde med. Og på en måde sætter digtene jo så én i virkeligheden i samme position, som den, der skrev dem, der også gætter, digter, associerer, mimer og spejler sig.

Er enhver litteratur- og kunstoplevelse en slags ekfrase, som skriver et nyt digt/billede? Eller er den bare et palimpsest?

 

Læse med billeder i øjnene -
Marcel Broodthaers: Le Corbeau et le Renard


CYF | 24/12/08

Le Corbeau et le Renard (1967), arbejde på papir, MACBA

 

Man kan ikke både have ost i munden og få komplimenter for sin skønsang. Sådan lyder moralen i La Fontaine-fablen Ravnen og ræven, “et vers om gevinst og tab”, som den danske oversættelse kalder det.

Men kan man både læse og have billeder i øjnene? Hos salig Marcel Broodthaers har man ikke noget valg.

Hans film Le Corbeau et le Renard fra 1967, som indgår i Ubuweb-skatkammeret, er et vidtgående eksperiment med at tilnærme ord, billeder og ting hinanden. Eller som Broodthaers siger i et interview: “et forsøg på så vidt som muligt at nægte både ordene og billederne mening”. 

Til brug i filmen lader han et af sine digte trykke med fed skrift og fungere som kulisse for en række genstande, heriblandt portrætter af sig selv og helten Magritte. I stedet for at illustrere eller dramatisere står tingene og billederne i vejen for teksten eller indgår, stående side om side med den på deres hylder, i en slags udvidede sætninger.

En “læseøvelse” eller “rebus”, kaldte Broodthaers selv det filmatiserede digt. Og man kan naturligvis ikke lade være at forsøge at tyde det.

Skriften forvrænges set gennem syltekrukkerne, hvori der er stukket andre, håndskrevne ord. Og kameraet panorerer baglæns hen over ordene “MAIS À PEINE” (”men kun knap”). I ordet “UN” (”en”) sidder en tegnestift. Ordene bliver til ting, tingene til ord, og også selve fiktionen konkretiseres. ”Maleren havde alle farver. Arkitekten var af sten. Raven og ræven stod med trykte typer”. 

Da filmen var færdigklippet, mente Broodthaers, at han stadig ikke havde opnået fuldt ud den harmoni mellem medierne, han ønskede, og han udformede derfor et særligt lærred, den skulle projiceres på, som gentager dele af skriften og billederne. Endnu et lag, der på én gang tydeliggør pointen og vanskeliggør den (vante) umiddelbare læse/synsoplevelse. 

Filmen blev i første omgang skabt til filmfestivalen i Knokke, hvor man modvilligt viste den, men uden for programmet og på et normalt lærred. Men skaden blev gjort god igen året efter på udstillingen Le Corbeau et Le Renard på Wide White Space Gallery i Antwerpen, hvor både film og lærred indgik - sammen med en bog - og de tre dele blev solgt som et samlet “environnement”.

Broodthaers i Stege


Karen Wagner | 27/8/08

Foto: Tate Collection

De rå fabrikslokaler i Sukkerfabrikken i Stege er en perfekt location for fluxus-udstillingen Food for Thought. Udstillingen er startskuddet for U-TURNs kvadriennale som fra 5. september og et par måneder frem finder sted i de gamle Carlsberg Bryggerier i Valby, i Nikolaj samt rundt omkring i Københavns byrum. Grundrecepten er lyd og madvarer - i bred og grænseoverskridende fluxus-forstand. Der er Bjørn Nørgaards legendariske hesteslagtning i kælderen, suppeservering og -diskussion i fluxuskøkkenet ovenpå og diverse madvarer og yndlingsredskaber (for eksempel Joseph Beuys pølsekniv) i det tilhørende wunderkammer. I samlingen af fetichobjekter indgår to værker af den geniale belgiske kunstner Broodthaers: alt-godt-fra-havet-planchen Citron-Citröen og flaskeposten Le Manuscript trouvé dans une Bouteille. Da Broodthaers som ung lærte Magritte at kende, blev han særligt fascineret af anvendelsen af ord til at modsige et visuelt udtryk. Lingvistisk og visuel repræsentation blev et omdrejningspunkt i hans egen kunstneriske undersøgelse.

Pangordene citron og citroën’s lysende kontrast giver planchens akvamarinblå nostalgi et helt andet og komplekst udtryk - både hvad angår betydning og farveholdning. Den surrealistiske blanding af zoologisk klassificering og bilindustri optræder også i andre af Broodthaers’ plancher - en genre han yndede -, for eksempel Les Animaux de la Ferme som afbilleder 15 forskellige kvægracer med et bilmærke skrevet under hvert billede. Modsætningen mellem billede og ord undergraver den klarhed og entydighed der ellers kendetegner undervisningsplanchen.

Foto: York Wegerhoff

Referenceforholdet mellem tekst og ting er også drilagtigt på spil i flaske-værket. Her er det ikke bordeaux-flaskens vante flydende indhold der er i søgelyset, men flasken som tekstbeholder og tekstobjekt. Genstanden bærer inskriptionen Manuscript 1833 - en henvisning til Poes novelle Manuscript found in a Bottle fra 1833. På den tilhørende karton står samme titel på tysk med dateringerne 1833 og 1974. I værket anno 74 er objektet og dens emballage selve teksten, samtidig med at der trækkes spor tilbage til den traditionelle litterære tekst - den er blot ikke tilgængelig for læsning. Man kan med andre ord ikke komme ind i manuskriptets hemmeligheder - det er i overfladerne det foregår. Ud over kartonen var flasken i sin tid i 1974 også indpakket i et stykke silkepapir hvor der stod Broodthaers: The Manuscript, efterfulgt af en lille tekst i tre versioner - en engelsk, tysk og fransk - om objektet; altså en almindelig Bordeaux-hvidvinsflaske hvis inskription refererer til Poe … osv.

Broodthaers kom oprindelig fra poesiens verden, men efter at have levet 20 år som fattig digter, greb han til den symbolske handling at indstøbe 50 usolgte eksemplarer af digtsamlingen Pense-Bête i gips. Teksten var forseglet, gjort ulæselig - til gengæld var hans første bogobjekt blevet født!

Nok om Broodthaers for denne gang. Der er forresten også meget andet at komme efter i Sukkerfabrikken i Stege - af både ældre og nyere værker. Blandt de sidste for eksempel nogle temmelig syrede performanceværker på video. Lilibeth Cuenca der i anledningen af udstillingen går amok med en malerkost mellem benene. Og ikke mindst det finske klagekor der fra karsken bælg og med stiff upperlip gjalder løs om hverdagens sorger og fortrædeligheder. Det sidste er ubetaleligt morsomt.