indlæg med taggen "rum"


Et splintret landskab af bogstaver
– Melik Ohanian: From The Voice To The Hand


CYF | 1/11/08

Det er noget af et projekt, billedkunstneren Melik Ohanian (f. 1969 i Frankrig) i disse måneder gennemfører i Paris og omegn - herunder med afsløringen af flere nye udsmykningsopgaver (bl.a. i bydelen Bellevilles svømmehal), filmvisninger, billboards rundt i bybilledet, multiples, samt adskillige udstillinger på gallerier og museer. I alt 15 forskellige institutioner er involveret i From The Voice To The Hand

Et af de vigtigste venues er udstillingsstedet Le Plateau, hvortil Ohanian bl.a. har skabt installationen 10.000 Letters, bestående af ti tusind håndlavede gipsbogstaver. Bogstaverne er anbragt på gulvet i bunker, hver repræsenterende et citat. Størsteparten af ophavsmændene er franske tænkere, hvis navne diskret står anført på de nedsænkede neonrør, der deler rummet i to. I installationen er citatbunkerne ulæselige, hulter til bulter som bogstaverne ligger, men på nettet kan de til gengæld høres med forfatternes egen røst. Undtagen et enkelt: et latinsk palindrom - IN GIRUM IMUS NOCTE ET CONSUMIMUR IGNI – titlen på en Guy Debord-film, “Vi går i rundkreds i natten og ædes op af ilden”.

Meningen er, at publikum selv skal formulere nye ord ud fra bogstaverne, og enkelte havde ladet sig inspirere til nye, tredimensionelle rundgange, selv om det, da undertegnede var forbi forleden, var de færreste, der overhovedet havde vovet eller ønsket at forstyrre værkets renhed.

Henri Bergson er repræsenteret med 287 bogstaver, svarende til de to sætninger, filosoffen læste som en lydprøve før et interview med Le Musée de la Parole i 1936. Selve interviewet blev aldrig til noget, og optagelsen er efter sigende den eneste af Bergsons stemme. Hvad han siger, er næsten lige så svært at høre som at læse, og man får kun én chance på hjemmesiden. Hvis ikke man vil investere i vinylpladen, som indgår i en serie af multiples.

På nettet får man tilsvarende lov at se Ohanian tabe et Kalasjnikov-gevær af glas på gulvet, imens man på galleriet blot ser skårene. Det er flygtig og fragmenteret kunst, hvis puslespilbrikker, man skal være yderst ihærdig for at samle, men de enkelte dele er heldigvis smukke i sig selv. Også det kæmpe svært aflæselige ur, Trouble Time(s), som hænger til sidst på udstillingen. Eller først om man vil: kunstneren har nemlig fået udstillingsstedet til midlertidigt at flytte sin entré til nødudgangen, imens den normale indgang er blændet. Ved “nødindgangen” kan man til gengæld til hver en tid tjekke, hvad klokken er på Mars (Relative Time). 

Melik Ohanian

Litteraturhuset før sæsonen


CYF | 22/8/08

Mens det meste af den norske, samt nordiske, litterære tidsskrift- og festivaloffentlighed allierer sig til Tekstallianse i Oslo denne weekend, kan undertegnede selvforskyldt sidde i København og se tilbage på et nyligt førstebesøg på Litteraturhuset.

Fine forhold, må man nok sige. Det er næsten mine eneste anke, at det skal være så fint. I sensommerstemningen en lørdag eftermiddag, hvor det er kun var boghandel og café/restaurant, der var i funktion, blev det - som i mange andre sammenhænge - lidt skingert, det der med det “litterære”; en flacon med Poême-parfume fra Lancôme nærmest. Jeg har indvendt det tidligere i andre sammenhænge, når folk har agiteret for et Litteraturens eller Poesiens Hus i København. Og min erindring om det sagnomspundne Litteraturhaus i Fasanenstraße i Berlin, forbilledet for det københavnske LiteraturHaus, er tilsvarende. Er det virkelig litteraturens steder, eller er det bare litterærligt?

Tekstallianse er, gudskelov, det største modbevis, som man overhovedet kan drømme om. Og rækken af litterære institutioner, der bebor etagerne på Wergelandsveien, overskygger naturligvis enhver tvivl om det store potentiale i at have et fælles sted. Jeg vil glæde mig til at komme igen - i sæsonen!

Men hvorfor er det, at man skal kunne bestille pink champagne i baren?  Det er næsten lige så gådefuldt for mig, som at restauranten på Cinemateket i København bærer navnet Sult. Og nej, jeg mener ikke, at et litteraturhus nødvendigvis skal være et folkekøkken for tuberkuløse genier (men hvorfor egentlig ikke også det?). Lidt uforståeligt for mig er det bare, at kunst og litteratur altid og uden undtagelse skal snobbes ind i gourmetmad og andet lir (ikke et ord om Karriere). Imens “biblioteket”, der skal skabe stemning rundt om cafébordene, selvfølgelig overvejende består af staffage fra Det Bedstes Bogklub. Hvem kunne drømme om at tage bøgerne ned fra reolen?

Norli-filialen i huset fejler ikke noget, ud over at være en kædeboghandel selvfølgelig. Sådan som vi kender det fra Statens Museum for Kunst og Det kongelige Bibliotek herhjemme (dér er Cinemateket anderledes på sporet, og LiteraturHaus tilsvarende forbilledlig). Hos Norli har de rigtige bøger (og rigtig mange med dansk målestok). Og i kælderen har de et stille hjørne, hvor man kan læse tidsskrifter.

Forfatterportrætter af Terje Nicolaisen i Litteraturhuset