“Litteratur og net” hedder temaet for tidsskriftet Bogens Verden nr. 3, 2009. Afsnit P-redaktørerne Karen Wagner og Christian Yde Frostholm blev inviteret til at bidrage og greb chancen til at kaste et blik tilbage på de 10 år der er gået siden Afsnit P gik på nettet i 1999.

Et P set forfra, bagfra og fra siden ser bl.a. på Afsnit P som barn af et paradigmeskift: fra bogsidens statiske skrift til computerens dynamiske rum. Med stikord som rum, arkiv, netværk, ord/billede, detalje og labyrint giver teksten en introduktion til et udvalg af de mange værker og projekter der alle stadig kan udforskes online. Nu kan artiklen også læses her på Afsnit P.

Bogens Verdens tema rummer desuden bidrag af Martin Johs. Møller, Kenneth Krabat, Morten Helmstedt, Jørgen Hunosøe, Henrik Schovsbo og Bruno Svindborg der bl.a. skriver om den litterære blogosfære, e-bogen, det digitale bibliotek, tidsrøveri og Arkiv for Dansk Litteratur.

Electronic Literature Organization’s fjerde internationale konference og festival, Archive & Innovate, finder sted 3.-6. juni 2010 på Browne University i Providence, Rhode Island (USA).

Verdensslænget af teoretikere, kritikere og kunstnere inden for den elektroniske poesi mødtes for nylig til E-Poetry, hvis femte udgave fandt sted i Barcelona. Mette-Marie Zacher Sørensen var med og fortæller om højdepunkterne fra den kombinerede konference og festival. Læs hendes rapport.

Nu hvor den første nyhedens interesse har lagt sig, må det være i orden, hvis ikke på høje tid, at indlemme Radiant Copenhagen i den fremtidige e-litterære kanon. Det er jo ikke godt at vide, hvornår borte har taget det igen.

Værket, der til lanceringen forklædte sig som den skinbarlige sandhed, er et af de mere ambitiøse af slagsen, hvad end man ser på det som en polyfon science fiction-roman, et stykke netkunst eller et helt tredje fænomen. Stærkt underholdende er det uanset.

Hovedmændene bag det er Kristoffer Ørum, Anders Bojén og Rune Graulund, men i alt over 15 forfattere, kunstnere, musikere, arkitekter, data- og dadaister mv. har haft fingrene med  i udviklingen af det nye opslagsværk til København i fremtiden. Og det er noget af en strålende fremtid, der venter hovedstaden. Griseøen og vulkanudbruddet herunder er blot begyndelsen. 

Jeg har skrevet en lidt mere udførlige rapport her.

Plessjør (H Press 2008)

Den London-baserede, fransk-norske digter Caroline Bergvalls nye hjemmeside (og det er vitterlig kun én lang side) samler trådene fra hendes multimediale virke. Her kan man få et overblik over hendes bøger, installationer, performances, lydværker, digitale projekter mv.

ATTHEENDOFTHEDAYITGOESDARK – “spoken while drawn in performance” (2002)

Og mange af værkerne kan høres/ses/opleves direkte samme sted. Også mange, som såvidt jeg er orienteret ikke tidligere har været tilgængeligt online, heriblandt Say: Parsley, et computer-tekstværk, der oprindeligt indgik i en installation på MuHKa i Antwerpen sommeren 2008, og som – ligesom fx teksten Cropper, der nu også er kommet som chapbook – afsøger rummet imellem flere sprog.

Say: Parsley (2008) – screenshots fra skærmværk og foto af installation.

Dagens låge er en klassiker. Som aldrig er blevet omtalt på dette site, og det er en fejl der straks må rettes op på.

Canadiske David Clarks A is for Apple er et interaktivt essay fra 2002 om populærkultur, religion, kryptografi og sprogforståelse. I ord, billeder og lyd kredser det om æblet som figur. Som “det ord alfabetet altid begynder med”, i al fald på engelsk, hvor bogstavet A partout er “som i Apple”. Kundskabens frugt, Snehvides, Newtons og Magrittes, såvel som æblet i supermarkedet, der nu om dage (for at leve op til skolebogens billede?) kun fås i tre farver. Og så – i særdeleshed Apple, The Beatles berømte label. Vidste du i øvrigt, at Ringo betyder æble på japansk?

For hvert skærmbillede, som kan udforskes, imens man lytter til teksten, kan man vælge sin vej associativt videre: Fra “The Purloined Letter” til “Cryptography”. Og videre igen fra “Number 9” til “The White Album” og selveste Gud. Eller det blev i al fald min rute i denne genlæsning. Jeg var spændt på, hvordan det ville se ud her seks år efter, men blev positivt overrasket. Og tænkte endnu engang (som Charlotte Hansen og Karen Wagner gjorde i deres Webessay) på, hvor godt essayet og hypertekstens form dog griber sammen.

A is for Apple holder en smuk balance imellem at give ro til fordybelse og oplevelse og at skabe åbenhed for lystvandring og små åbenbaringer. Det er en ikke-lineær tekst, men den er ikke mere labyrintisk, end at man sagtens kan holde tråden. Og det giver perfekt mening, at stoffet har netop denne form. Ikke mindst fordi værket blandt andet er en kritik af besættelsen af, at alting skal have et udspring: Et kernehus, et adamsprog. En begyndelse og en slutning. Figuren for denne æblefortællings egen form viser sig snarere at være løget med alle dets lag. Og så selvfølgelig Lennons gådefulde Glass Onion. 

“Måske er det derfor, vi græder, når vi skræller et løg: fordi løget er kundskabens sande frugt?” spørger Clark.

“I always felt I should fit the clothes
rather than the clothes should fit me
which is ironical really
since one of the advantages
of home-made over shop-bought
is that you’re supposed to be able
to achieve the perfect fit”.

Christine Wilks interaktive digtsuite, Fitting the Pattern, er en bittersød selvbiografisk fortælling om at være datter af en syerske. 

For at læse digtet må man selv gribe til saks, symaskine, knappenåle og opsprætter. Teksterne afdækkes langsomt, spredt rundt på snitmønstre, og det kræver en særlig rolig opmærksomhed at liste dem frem, fuldkommen ligesom hvis det var et stykke tøj, man var ved at frembringe. Man holder vejret en smule, for ikke at klippe galt eller sy skævt.

Stoffets “ritsj” og symaskinestøjen tilføjer interaktionen en særlig præcis sanselighed. Man sidder med til bords ved sybordet og kan næsten mærke stoffet under håndfladen, nålene mellem læberne. Og det at læserytmen bestemmes af éns håndteren af redskaberne og langsomme udforskning af mønstrene gør selve læsningen til en kropslig oplevelse. 

“The user interface of the garment”, står der. Fortælleren endte måske nok i en anden boldgade end sin mor, hvis mønster hun ønskede at bryde, men så alligevel – længere er der måske alligevel ikke fra symaskine til computer. To manuelt-maskinelle arbejdsprocesser. Som læseren begge inddrages i med musen, idet han eller hun, med en fin ironi, også underkaster sig anvisningerne. Og når stoffet er brugt op, er historien ude.

Den visuelle del af Fitting the Pattern er i øvrigt skabt ved hjælp af open-source-mønstre fra Burda.

2009-udgaven af e-Poetry-festivalen og -konferencen for elektronisk litteratur finder sted i Barcelona 24-27. maj. Deadline for indsendelse af værker og papers er 1. december.

Den amerikanske forfatter Robert Coovers keynote-speech på Electronic Literature in Europe. Coover introduceres af Scott Rettberg, og videoen er produceret af Martin Arvebro. 

            

Noah Wardrip-Fruin: Talking Cure i Bergen (foto: Scott Rettberg)

Som Loss Pequeño Glazier har gjort opmærksom på, forstås den elektroniske litteratur bedst, hvis man ser den som en fortsættelse af den eksperimentelle trykte litteratur. Men af en eller anden grund er springet fra papiret til computeren åbenbart så stort, at en del har svært ved at følge med. I den akademiske verden for eksempel hører den digitale del af litteraturen sjældent ind under litteraturvidenskaben, men oftere (hvis overhovedet) under medie-, it- eller mere teknisk klingende fag og institutioner. Hvilket vel i yderste konsekvens burde betyde, at den trykte litteratur skulle studeres på noget i retning af Den grafiske Højskole? 

Jeg kom til at tænke på det til seminaret Electronic Poetry i Europe på Humanistisk Informatik i Bergen for nylig, som fandt sted mere eller mindre upåagtet af universitets litteraturvidenskabelige miljø, på trods af at det endda omfattede en åben aften med readings. Hvilket var en enestående mulighed for virkelig at blive imødekommet af den “digitalt fødte” litteratur.

Elektroniske oplæsninger – eller performances – giver læserne mulighed for at sidde på samme side af skærmen som forfatteren og for at dele en oplevelse, der som al læsning måske til tider kan føles ensom og famlende. Og nogle gange får man måske ligefrem lov til at deltage i skrivningen af den tekst, der læses – mens den bliver læst. Det var for eksempel tilfældet i Bergen med Ian Hatchers digtprojekt, Opening Sources. En god del af publikum havde medbragt den bærbare og ved oplæsningens begyndelse blev de lukket (eller snarere logget) ind til teksten med mulighed for at omskrive den, ét ord ad gangen. Med tiden blev digteren så at sige bare en marionet, der læste, hvad end publikum måtte byde ham. Klart en form med potentiale.

Andre tilbød læserne den luksus at blive guidet rundt i værkerne, som blev projiceret op på væggen foran eller bag dem, og som forfatterne naturligvis kender bedre end de fleste: En slags recitation med musen, om man vil. Men i flere tilfælde også ledsaget af en traditionel mundtlig oplæsning af de tekster, der stod skrevet, kom til syne eller blev genereret.

Fordi skabelsen og oplevelsen af værkerne kræver maskinel bistand, betyder det jo ikke at kroppen er blevet sat ud af spil. Ofte tværtimod. 

             

Maria Mencia: Speech-Sound Generated Visual Poems and Accidental Meaning, Landmark, Bergen

På kunstindustrimuseet Permanenten “demonstrerede” Ottar Ormstad sine Svevedikte iført et par knaldgule bukser som et stort Y, mens han gav et par sproglige hints til de ikke-norskkyndige. Noah Wardrip-Fruin læste op siddende foran et kamera, hvis output blev gengivet med (hele tre lag af) skrift på skærmen, i en sammensmeltning af hans læsende ansigt og den læste tekst. Og på Landmark lod Maria Mencia stemmens lyd og kraft tegne skriftbilleder. Imens Judd Morrissey lod to performere inkarnere og recitere sit kæmpe visuelle digt, som boltrede sig i hele rummets længde. For blot at nævne nogle eksempler. 

            

Judd Morrisseys The Last Performance [dot com] med Mark Jeffery og Fanny Holmin, Landmark 

Martin Johansen anmelder Project 8 på Information.dk.

Kunstnerduoen YOUNG-HAE CHANG HEAVY INDUSTRIES
har efterhånden produceret over 40 flashtekster udformet i samme jazzede minimalistiske stil der ligner ældre kunstformer som konkret poesi og eksperimenterende film. Værkerne leger med den animerede tekst narrative muligheder og animationens slægtsskab med musikken, men er samtidig set fra new media art-vinklen primitivt enkle og gammeldags. Ingen klikken, ingen læservalg, ingen faren vild i det ergodiske trafikkaos. Man læner sig dovent tilbage og lade sig udstoppe som en foisgrasgås med ord og atter ord, akkompagneret af sort jazz og ofte af Victorias kælne computerstemme. “Simpelt-fedt” som jeg hørte en af børnene på vejen sige forleden.

Nogle af værkerne går ufatteligt hurtigt – 12 fps, inddelt i 85 ms intervaller. Visse af ordene er flashet på mindre end et halvt sekund. Grib informationerne, eller mist dem, siger teksten. For ordene og deres betydning forsvinder næsten før man har opfanget dem – og så er det er bare too late. Skærmlæseren er her som en astronaut for hvem alt afhænger af hast og orientering mod et mål. Man arbejder under tidsbegrænsninger som skulle man tilbage til rumskibet eller jorden, før iltbeholderen løber tør. Læsningen af den hasarderede tekst bliver da en rytmisk deltagelse hvor refleksionen kun har et splitsekond til at presse sig selv. Det kræver en spredt, åben og hengiven bevidsthed – som umiddelbart inden søvnen indtræder – at opfange ordene og forstå dem i sammenhæng. Hastigheden får læseren til at falde i dyb koncentration eller i en tilstand der grænser op til trance. Som den en performer befinder sig i, når han skal indtage scenen og udføre sin præstation – hvis han begynder at tænke over det forestående, er det helt sikkert, at han fejler. “Søvngængernærværet” erstatter rationalitetens systematiserende forståelse. Og YHCHI’s værker ekspliciterer også selv gerne The Art of Sleep og dens flow af associationer.

Værket BUST DOWN THE DOOR (2000) –  mit første møde med YHCHI – trækker brutalt læseren ud af computertrygheden med en historie om et indbrud midt om natten af uidentificérbare væbnede voldsmænd: “They bust open the door while you sleep, rush into your home, enter your bedroom, drag you out of bed, push you in your underwear to the street”. Og mens du’et ligger på knæ med en kugle for panden, genkaldes nattens drøm om elskeren, stranden og den ubærligt søde bossa nova. Det chokerende pludselige overgreb giver adgang til det ubevidstes sanselystne billedflow. Synsvinklen starter med 2. person ental, men skifter ved næste gennemspilning til tredje person og efterfølgende i nye kombinationer. Overgrebet griber ud i alle sociale konstellationer, og også læseren indtager både rollen som voldsmand og offer.

Den første version af værket anvender monotone trommer til at fremmane stemningen af trussel og fare. Remixet BUST DOWN THE DOOR! GATES OF HELL – VICTORIA VERSION (2004) – udstillet på ni internetkøleskabe i Rodin Gallery på The Samsung Museum of Art in Seoul – fremhæver derimod tekstens vekselvirkning mellem kærtegn og vold ved hjælp at musikkens konstant varierede tempo. Kontrasten mellem den langsomme kælende bossa nova-rytme og den pludseligt aggressive tempoforcering demonstrerer musikalsk at tvang og lyst nu én gang er forbundne størrelser – også i tekstens rige.

Ordskyen herover er lavet med legetøjet Wordle, som med lidt fantasi og god vilje kan bruges til at “læse” tekster på en ny måde. Man hælder tekst på i den ene ende, og ud kommer ordene i den anden ende arrangeret efter hyppighed og i skyformation. Programmet er udviklet af Jonathan Feinberg, der bl.a. også har været med til at lave visualiseringen The Dumpster (Whitney Artport/Tate Online). 

Teksten er i dette tilfælde en engelsk oversættelse af F.T. Marinettis manifester, Destruction of Syntax – Imagination without strings – Words-in-Freedom. Futuristerne var nok stadig lidt friere i formen. Se fx. det fine arkiv hos Kunsthistorisches Institut i Firenze.

Electronic Literature Organization indkalder potentielle værker til Electronic Literature Collection, Volume 2, som skal udkomme i 2009. Sidste frist 30. september i år.

Løs billet til en videnskabelig ekspedition, en storbyferie, en indre rejse eller til fremtidens rumturisme i Charlotte Hansen og Karen Wagners webessay – en genre i færd med at tage form. Rejseprogrammet er tilrettelagt ud fra deres associationer og personlige bibliotek, og turen går forbi mere end et halvt hundrede stop med flere hundrede luftpoststribede kuverter fulde af ord, billeder, lyd og bevægelse. God rejse! (Læs mere >>)

Jan Kjærstads seneste roman Tegn til Kærlighed handler om at finde de magiske skrifttegn, som fører til kærlighedens lige så magiske kraftfelt. Bogen går amok i bogstavernes taktile verden og deres religiøse betydningsindhold. Samtidig er romanens sætninger fyldt med ladede detaljer, hvor næsten hvert ord rummer en “linkmulighed”. Karen Wagner trækker i sit essay tråde til Kjærstads egne overvejelser om romanen i internettets tidsalder – og til den netop udkomne danske udgave af Nøgle til de ægyptiske hieroglyffer. (KW)

Jenny Holzer skriver på Paris. Efter Firenze og Venedig, Rio og Oslo kom den amerikanske kunstner også til lysenes by med sine kæmpe tekstprojektioner og en installation i en kirke. (CYF)

“Grundlæggende for mit begreb om digital litteratur er, at jeg betragter computeren som en skrivemaskine i bogstaveligste forstand,” skriver Søren Pold i sit debatindlæg. 

“Digital kunst og litteratur kan hjælpe os til at udtrykke og forstå det digitale netværkssamfund. Den digitale litteratur bringer den menneskelige læsning og erkendelse i nærkontakt med teknologiens former.” 

Kulturministeriets arbejdsgruppe omkring “Kunsten i Netværkssamfundet”, med Lone Dybkjær i spidsen, indkaldte i foråret 2001 en række sagkyndige til at bidrage med hvert deres indlæg i debatten. Søren Pold, ph.d., adjunkt på Litteraturhistorie/Multimedieuddannelsen, Århus Universitet, var blandt de indkaldte på litteraturområdet. Vi bringer hans indlæg.