| Svisch er oprindeligt navnet på en antologi fra 1964, som Åke Hodell udgav på sit forlag, Kerberos. Til antologien bidrager en række af de unge konkretdigtere, foregangsmændene Carl Fredrik Reuterswärd og Öyvind Fahlström, samt den noget ældre Elis Eriksson  . Antologien er skabt som en udfoldelig harmonika, hvor poeterne "udstiller" på hver sin side. Torsten Ekbom bidrager med et bonmot - "Ett ord på vägen" - der refererer til John Cage , Hodell arbejder med selvcensurering - meget lig Självporträt og General Bussig  . Bengt Emil Johnsons bidrag er skrivemaskinedigtet "där finner jag en gripbar vittring", der minder om Essäer om Bror Barsk , Fahlström deltager med et permutationsdigt og Leif Nylén kombinerer Ja- og Nej-svar fra et spørgeskema . Reuterswärd udklippelige saks er tydeligt i familie med den øvrige på en gang legende og gennemreflekterede konceptkunst  , han udviklede fra begyndelsen af 1960'erne. Antologien gav navn til Svisch-gruppen - bestående af størsteparten af bidragyderne - der gennem et par år turnerede i Sverige med litterære happenings , oplæsninger og udstilling af konkret poesi. Moderna Museet i Stockholm åbnede efteråret 1964 en større Svisch-udstilling, hvor gruppens medlemmer undervejs afholdt Svisch-aftener med forskellige events. Reuterswärd "barberede" sig med en mikrofon, Bengt Emil Johnson opførte Gubbdrunkning for fire stemmer og Mats G. Bengtsson lod være med at læse sine digte - blot for at nævne nogle få. Der er flere historier om, hvordan navnet Svisch blev til. Leif Nylén skriver i Den öppna konsten, at Hodell stødte på det i en tegneserie, Johnson mener, at det var Ekbom, der fandt på det, og Ekbom selv fortæller, at Hodell fik det fra dværgen Kiki til en sammenkomst i Gamla Stan. At konkretisterne i Svisch-gruppen undervejs dannede eget fodboldhold overrasker næppe. Sport var omtrent lige så meget tabu som tegneserier, og de to brud på tidens etikette matcher fint de konkrete poeters øvrige brud på og sammenblanding af genrer og udtryksformer. | | |
