Reuterswärds forfatterskab udstillet på Dunkers Kulturhus, 2003. Værker udlånt af Leif Eriksson, The Swedish Archive of Artists' Books.

Carl Fredrik Reuterswärds artists' books er også internationalt set pionerarbejder på området. Med dem udforsker han den konkrete boggenstands æstetiske muligheder - den enkelte sides såvel som boghelhedens. I sine bogkunstværker tager Reuterswärd i høj grad Öyvind Fahlströms bud om "at ælte og massere sprogmaterien" for pålydende. Lige fra bogstavets til boghelhedens plan vrider og vender han materialet, så det flytter sig fra en traditionel aflæsning til en anden, mere visuelt sanselig. Reuterswärd er først og fremmest billed- og konceptmager og opfattede sig i 1960'erne ikke selv som en del af det konkretpoetiske projekt. Hans arbejde befinder sig ofte i sprækken mellem skrift og billede og inddrager sjældent lyd, sådan som det ellers var udbredt blandt de øvrige konkrete poeter.

En enkelt undtagelse er Prix Nobel , der findes i både en skriftlig, billedlig og lydlig version. Værket blev oprindeligt skabt som en nøjagtig gengivelse af samtlige skilletegn i en artikel fra Neue Zürcher Zeitung. Siden besluttede Reuterswärd at udvide værket til en happening og udgav en oplæsning af "teksten", Håller tal & tand för tunga i serien Bonniers Författarskivor. Endelig findes værket som et antal tegnmalerier og som bog udgivet på tre forskellige forlag. Bogversionen er svimlende. Knap 100 siders tegnsætning med større eller mindre tæthed - en slags kort over skriftsprogets stjernehimmel. I Prix Nobel er kun skriftens udspring blevet tilbage. Det, vi normalt opfatter som centralt, er barberet bort, og værket lægger således endnu en betydning til Reuterswärds betagelse af "interletters" .

Alfabetet a-y (1954)

De to bogstavbilleder - Poem A og Poem A-Y - fra 1954 er Reuterswärds første eksperimenter med den fysiske bogside, og de viser både hans interesse for koncepter og blandformer mellem tekst- og billedkunst. Og så er de som mange af Reuterswärds værker blevet til i flere udgaver. A-Y findes både som den enkle konstatering "a why" (A-Y) og som et egentligt alfabet, hvor hvert bogstav skriver sig ud i uendeligheden og samtidig træder frem med sin egen materialitet. Blandt Reuterswärds værker har bogstavbillederne adskillige artsfæller. Set fra en tekstlig vinkel er de håndskrevne digte fra slutningen af 1950'erne tydelige eksempler, mens den skriftmaterialistiske leg med signaturer opleves som en billedlig artsfælle.

Angående disciplinen ombord og VIP er collagebøger. Konceptet bag minder måske nok om de øvrige artists' books, men bøgerne er snarere udført i forlængelse af dadaisternes eksperimenter med genbrug af avis- og reklametekster. De to collagebøger rummer et mylder af stemmer og sprogbrokker. Visuelt adskiller de sig dog ikke fra den traditionelle modernistiske lyrikkanon. Samlade verk, Readers digest og Människor jag möt er derimod smukke eksempler på Reuterswärds arbejde med bogobjekter og tryksiden som udstillingsrum. Människor jag mött blev publiceret i tidsskriftet PUSS (Stockholm 1968) og er en opremsning, nærmest opstabling, af personnavne inklusiv titulering. Et på én gang ulæseligt og iøjnefaldende svar på tidsskriftredaktionens ønske om et portræt af "nogle af de mest fremtrædende personer i New Yorks øvre og nedre kunstverden". En morsom gestus og skarp kommentar til petitjournalistikken og samtidig en leg med sprogets materialeværdi. Er de skrevne personer de samme som de rigtige personer, og hvem er mest virkelige? Skriften træder frem som byggeklodser i stabler og bliver til ornamenter i sort og hvidt.

Människor jag mött (udsnit), PUSS nr. 1, 1968

Readers Digest (1959)

Samlade verk og Readers Digest er måske Reuterswärds mest markante artist's books. Begge er unika, udformet i massive træklodser - Samlade værk af birketræ med eksotiske træsorter i omslaget. En kommentar til bogen som medie og enestående skulpturer, der på en eller anden måske rummer hele Reuterswärds øvrige forfatterskab. I hvert fald er de både humoristiske, legende og alvorlige, simple i deres fysiske udformning og komplekse som koncept. Samlade verk og Readers Digest er som sådan karakteristiske for Reuterswärds samlede produktion.

<<