“Litteratur og net” hedder temaet for tidsskriftet Bogens Verden nr. 3, 2009. Afsnit P-redaktørerne Karen Wagner og Christian Yde Frostholm blev inviteret til at bidrage og greb chancen til at kaste et blik tilbage på de 10 år der er gået siden Afsnit P gik på nettet i 1999.
Et P set forfra, bagfra og fra siden ser bl.a. på Afsnit P som barn af et paradigmeskift: fra bogsidens statiske skrift til computerens dynamiske rum. Med stikord som rum, arkiv, netværk, ord/billede, detalje oglabyrint giver teksten en introduktion til et udvalg af de mange værker og projekter der alle stadig kan udforskes online. Nu kan artiklen også læses her på Afsnit P.
Bogens Verdens tema rummer desuden bidrag af Martin Johs. Møller, Kenneth Krabat, Morten Helmstedt, Jørgen Hunosøe, Henrik Schovsbo og Bruno Svindborg der bl.a. skriver om den litterære blogosfære, e-bogen, det digitale bibliotek, tidsrøveri og Arkiv for Dansk Litteratur.
Forårsudstillingen på Kunsthal Charlottenborg er under forandring og indfører i 2010 bl.a. en Jury-pris. En ny del af Forårsudstillingen i 2010 bliver desuden særudstillingen 24/7 med kunst skabt til et online udstillingsrum, som præsenteres i samarbejde med DR. Målet med særudstillingen er at vise kunst i alle dens nyeste former i et nutidigt udstillingsrum. De antagne værker på 24/7 kan også indstilles til Jury-prisen.
Til særudstillingen 24/7 antages maksimalt 50 værker, hvor format og indhold er tænkt til et online udstillingsrum, der kan opleves 24 timer i døgnet på enhver computer med internetadgang. De forskellige genrer og medier, som er tiltænkt 24/7, er film, video, lyd, net.art, softwarekunst, animation og visuel poesi (krydsninger mellem billedkunst og tekst). Ansøgningen foregår online 14.- 21. januar 2010. Læs mere på Forårsudstillingens hjemmeside.
Visual Poetry in the Avant Writing Collection (2008) er en smuk udgivelse fra The Ohio State University’s Avant Writing Collection, som koncentrerer sig om en nordamerikansk gruppe af digtere, der har været aktive siden 1970’erne. Bogen er redigeret af samlingens kurator, digteren John M Bennett, og kan nu også læses både online på issuu og downloades som pdf. Nedenstående poesitegn fra bogen, “Point de poésie”, er af Julian Blaine fra hans Reprenons la punctuation à zéro (0) (1980).
Ny bog af Lewis Koch: Touchless Automatic Wonder – Found Text Photographs from the Real World. En visuel-poetisk rejse, som strækker sig over 25 år og fire kontinenter.Bogen udgives på Borderland Books og distribueres af The University of Wisconsin Press. Som en forløber til bogen udførte Lewis Koch webprojektet af samme navn hos Fotografisk Center i 2001. Se desuden hans Garageography 3.0.7 (Afsnit P 2007).
Lilian Lijn, Sky Never Stops, 1965, Collection V&A Museum
Hvis man har mulighed for det, var det vist ulejligheden værd at tage til London her i sommer. Udstillingen Poor. Old. Tired. Horse. på ICA handler om tekstbaserede kunstpraksisser, inspireret ikke mindst af den konkrete poesi, men inddrager også beslægtede strømninger fra 60’erne og 70’erne og omfatter desuden en række yngre kunstnere.
Udstillingen, som kan ses 17/6-23/8, viser værker af Vito Acconci, Carl Andre, Anna Barham, Matthew Brannon, Henri Chopin, Ian Hamilton Finlay, Alasdair Gray, Philip Guston, David Hockney, Karl Holmqvist, Dom Sylvester Houédard, Janice Kerbel, Christopher Knowles, Ferdinand Kriwet,Liliane Lijn, Robert Smithson, Frances Stark and Sue Tompkins.
Titlen “Poor. Old. Tired. Horse.” stammer fra den skotske konkretpoet Ian Hamilton Finlays tidsskrift af samme navn, som han udgav fra 1962 til 1968.
Simen Hagerups norske Henri Michaux-gendigtning Streker (Biblioteket Gasspedal) er en af de smukkeste nye bøger, jeg har haft mellem hænderne i det år, der nu går på hæld. Bogen samler en række af den belgisk-franske digter og malers værker helliget tegnene – et “mystisk-semiotisk delforfatterskab”, som Hagerup kalder det.
Arbejdet med materialet har også været øjenåbnende for oversætteren selv, hvilket han meget præcist formulerer således: “det var først da jeg pliktskyldigst hadde gransket de ‘medhørende tegningene’ og prøvd å tolke dem opp mot tekstmaterialet, at jeg innså at jeg egentlig satt og gjendiktet kommentartekster; ikke drømske notater om en ikkeeksisterende litteratur, men forklarende noter til noen foreliggende arbeider, som vi i siste ende er nødt til å klassifisere som litteratur, nettopp fordi de jobber mot språkets definisjon av språk.”
Teksterne, som udgør Streker, kredser om de kinesiske ideogrammer og deres udvikling, såvel som om Michaux’s eget projekt med at skabe et helt nyt, åbent og poetisk skriftsprog i stil med “den piktogrammatiske førskriften”. Et projekt eller en drøm, der knytter sig nært op til forestillingen (utopien) om, hvordan det kinesiske og mange andre sprog var, før de blev til “håndjern”: sprog “som skal forme og begrense, avgrense”.
“Piktogrammatisk”, men vel at mærke ikke piktogrammer i vores forstand som entydige budskaber, der kan forstås internationalt, snarere tværtimod, med en slags uforståelighedens præcision. “Tegn: for endelig å avløse ordene messing”. Eller: “Tegn som er åpent i flere retninger./Balansering.”
Michaux udvider forbilledligt litteraturen ved at skabe en perfekt glidende overgang mellem ord og billede – mellem tekst, tegn og tegning. Han samler dem i disse tekster til en samlet verbovisuel læseakt.
Det er kun “i den ene retning”, at Michaux er asemiker. Digteren afholder sig ikke fra at tolke sine egne, malerens skriftbilleder, fx ved at skabe en tilsvarende glidende overgang imellem abc (abécédaire) og bestiarium (béstiaire) – tegn og væsener. Men også hans poesi forsøger at holde sproget åbent som “Det kinesiske språket fremlegger for blikket, slik naturen gjør det, uten å fastslå”.
Det universelle, poetiske sprog, han i 1938 besluttede sig for at skabe med ni hundrede ideogrammer og en grammatik, havarerede, fortæller Hagerup. Men i et lykkeligt skibbrud, må man tilføje. Hvad skulle manden dog også med en grammatik?
For nylig kunne Ubuweb så med Pär Bäckströms hjælp føje det eneste filmiske værk af Henri Michaux til arkivet, nemlig undervisningsfilmen Images du monde visionnaire fra 1964, som han lavede sammen med Eric Duvivier på bestilling af medicinalfabrikanten Sandoz (som bl.a. syntetiserede LSD). Filmen skildrer på kalejdoskopisk og surrealistisk vis to trip på henholdsvis mescalin og hash – blandt andet ved hjælp af svimlende panoreringer i skriftbilleder kalligraferet af en mescalinpåvirket Michaux.
Som digteren selv påpeger i sin indledning, er det et umuligt projekt – alt er meget stærkere og mere vrimlende, end en film kan vise. Men fantastisk og syret, det er det.
Den London-baserede, fransk-norske digter Caroline Bergvalls nye hjemmeside (og det er vitterlig kun én lang side) samler trådene fra hendes multimediale virke. Her kan man få et overblik over hendes bøger, installationer, performances, lydværker, digitale projekter mv.
ATTHEENDOFTHEDAYITGOESDARK – “spoken while drawn in performance” (2002)
Og mange af værkerne kan høres/ses/opleves direkte samme sted. Også mange, som såvidt jeg er orienteret ikke tidligere har været tilgængeligt online, heriblandt Say: Parsley, et computer-tekstværk, der oprindeligt indgik i en installation på MuHKa i Antwerpen sommeren 2008, og som – ligesom fx teksten Cropper, der nu også er kommet som chapbook – afsøger rummet imellem flere sprog.
Say: Parsley (2008) – screenshots fra skærmværk og foto af installation.
Låge nr. 6 åbner også ind et bibliotek. Og denne gang ikke for det ubenævnelige, men det uudgivelige. Et formål hvortil internettet er et udmærket sted – her kan man ufortrødent sætte sig komfortabelt imellem stolene og blæse med munden fuld af mel.
Publishing the Unpublishable hedder således den række på hundrede eletroniske chapbooks, som Kenneth Goldsmith og Ubu Editions påbegyndte sidste år, og som frit kan downloades. Serien er til dato nået til 42 og rummer bidrag af Christian Bök, Brian Kim Stefans, Charles Bernstein og Derek Beaulieu blandt mange andre. Øvelsen begyndte som en undersøgelse og provokation, skriver Goldsmith, men som vi ved: “hvad vi engang anså for affald, kan, når det kommer til stykket, vise sig at være vores største skat”.
Bøgerne er fra et enkelt ark (Mary Jo Bangs brev til sin far, fra da hun var barn) til 3785 sider: Issue 1, der virkelig blev et issue, da det kom dette efterår, eftersom ingen af dets tekster er af de (kendte) forfattere de tilskrives, men er blevet lagt dem i munden af redaktørerne (Stephen McLauglin, Vladimir Zykov, Gregory Laynor, James Carpenter).
I English in Mallarmé finder Peter Manson engelske gloser skjult i de franske vers hos Stéphane Mallarmé (der jo var engelsklærer), imens Elisabeth S. Clark blotlægger tegnsætningen Between Words (i forlængelse af Goldsmith selv, Reuterswärd m.fl., som tidligere diskuteret).
Claude Closky nøjes med at lægge alfabetet ned på maven.
Noah Wardrip-Fruin: Talking Cure i Bergen (foto: Scott Rettberg)
Som Loss Pequeño Glazier har gjort opmærksom på, forstås den elektroniske litteratur bedst, hvis man ser den som en fortsættelse af den eksperimentelle trykte litteratur. Men af en eller anden grund er springet fra papiret til computeren åbenbart så stort, at en del har svært ved at følge med. I den akademiske verden for eksempel hører den digitale del af litteraturen sjældent ind under litteraturvidenskaben, men oftere (hvis overhovedet) under medie-, it- eller mere teknisk klingende fag og institutioner. Hvilket vel i yderste konsekvens burde betyde, at den trykte litteratur skulle studeres på noget i retning af Den grafiske Højskole?
Jeg kom til at tænke på det til seminaret Electronic Poetry i Europe på Humanistisk Informatik i Bergen for nylig, som fandt sted mere eller mindre upåagtet af universitets litteraturvidenskabelige miljø, på trods af at det endda omfattede en åben aften med readings. Hvilket var en enestående mulighed for virkelig at blive imødekommet af den “digitalt fødte” litteratur.
Elektroniske oplæsninger – eller performances – giver læserne mulighed for at sidde på samme side af skærmen som forfatteren og for at dele en oplevelse, der som al læsning måske til tider kan føles ensom og famlende. Og nogle gange får man måske ligefrem lov til at deltage i skrivningen af den tekst, der læses – mens den bliver læst. Det var for eksempel tilfældet i Bergen med Ian Hatchers digtprojekt, Opening Sources. En god del af publikum havde medbragt den bærbare og ved oplæsningens begyndelse blev de lukket (eller snarere logget) ind til teksten med mulighed for at omskrive den, ét ord ad gangen. Med tiden blev digteren så at sige bare en marionet, der læste, hvad end publikum måtte byde ham. Klart en form med potentiale.
Andre tilbød læserne den luksus at blive guidet rundt i værkerne, som blev projiceret op på væggen foran eller bag dem, og som forfatterne naturligvis kender bedre end de fleste: En slags recitation med musen, om man vil. Men i flere tilfælde også ledsaget af en traditionel mundtlig oplæsning af de tekster, der stod skrevet, kom til syne eller blev genereret.
Fordi skabelsen og oplevelsen af værkerne kræver maskinel bistand, betyder det jo ikke at kroppen er blevet sat ud af spil. Ofte tværtimod.
Maria Mencia: Speech-Sound Generated Visual Poems and Accidental Meaning, Landmark, Bergen
På kunstindustrimuseet Permanenten “demonstrerede” Ottar Ormstad sine Svevedikte iført et par knaldgule bukser som et stort Y, mens han gav et par sproglige hints til de ikke-norskkyndige. Noah Wardrip-Fruin læste op siddende foran et kamera, hvis output blev gengivet med (hele tre lag af) skrift på skærmen, i en sammensmeltning af hans læsende ansigt og den læste tekst. Og på Landmark lod Maria Mencia stemmens lyd og kraft tegne skriftbilleder. Imens Judd Morrissey lod to performere inkarnere og recitere sit kæmpe visuelle digt, som boltrede sig i hele rummets længde. For blot at nævne nogle eksempler.
Ordskyen herover er lavet med legetøjet Wordle, som med lidt fantasi og god vilje kan bruges til at “læse” tekster på en ny måde. Man hælder tekst på i den ene ende, og ud kommer ordene i den anden ende arrangeret efter hyppighed og i skyformation. Programmet er udviklet af Jonathan Feinberg, der bl.a. også har været med til at lave visualiseringen The Dumpster (Whitney Artport/Tate Online).
Mit yndlingsgalleri i Bergen, By the Way, stoppede i fjor efter otte års aktiviteter, hvoraf mange stadig kan ses dokumenteret på nettet. Nu er stedet genopstået med nye kræfter og nyt navn: Volt (hjemmeside på vej). Ligesom forgængeren bærer det undertitlen “galleri for samtidskunst”.
Volt er ren overflade. Ikke et udstillingsrum, men en udstilling med et rum omkring – byen. Dets vinduer ligger og lyser i regnskumringen på hjørnet af Lars Hilles gate og Christies gate i centrum lige ved kunstmuseerne og Festplassen. Bag vinduerne, inde i bygningen, gemmer sig efter sigende rekvisitter fra parkvæsenet. Nogle gange har udstillingerne skullet opleves langt fra, andre gange helt tæt på, og andre gange igen har man været i tvivl, om det overhovedet var det færdige, man fik at se. Tvivlen og overraskelsen har været frugtbare medspillere i gråzonen mellem inde og ude, mellem kunstkikkeri, window shopping og tilfældige glimt i farten. Ja, det er faktisk næsten, som om der har manglet noget, når der bare blev vist værker, som lige så godt kunne have hængt på væggen i et galleri.
Volts første udstiller, Johannes Heldén, lægger ud med A Better Tomorrow. En installation, som trækker tråde tilbage til blandt andet Primärdirektivet (Afsnit P 2006), hvorfra et stort landskab går igen i det ene vindue: Et gigantisk hvidt bygningsværk, som ved nærsyn viser sig at være tætbeskrevet med gentagne sætninger. I de øvrige vitriner gengives omslagene fra en “spontant muteret” bogsamling. Sci fi-litteratur, hvis titler og forfatternavne på omslag og ryg jævnfør udstillingsteksten har forvandlet sig til en “alternativ historie”, hvem ved, måske en hilsen fra fremtiden? Fragmenterne samler man selv, ligesom i Primärdirektivet. Grebet er velgennemført og dobbelt – båret af en kærlighed til fremtidslitteraturens paradoksale nostalgi. Disse slidte bind i vinduet forvandler bygningen til noget, der let kunne forveksles med et hvervekontor for Scientology-kirken.
Også vitrinen, montren og udhængsskabet er dybt nostalgiske, beslægtet med de parisiske passager i den benjaminske optik: fortidens lokkende interfaces. Gadegalleriet og vinduesudstillingen er ikke desto mindre stadigt genkommende fænomener (med den københavnske, nu eksileredeKbh Kunsthal som den måske flotteste) ligesom de “umulige rum” (OEen Groups container hævet over Israels Plads, Unten Drunter under en trappe i Malmö, JICPB Cube Gallery i Bøvlingbjerg i det nordjyske). Jo mindre og mere afsides jo bedre. Omvendt proportionalt med det (lige så døgnåbne) virtuelle udstillingsrum på nettet, der kan nås på sekunder fra alle steder i verden, og til tider kræver næsten for lidt af beskueren, må man her rejse langt for næsten ingenting. Ikke på By the Way/Volt dog. Det ligger midt på alfarvej, lysende i regnen. Og når Johannes Heldéns fortids fremtid befinder sig bag ruderne, kunne man ønske det også var gået online. Koblet op til en fjern galakse.
Cia Rinnes værk på Afsnit P, archives zaroum, tager sit afsæt i digterens trykte bog zaroum fra 2001. Anders Lundbergs essay er en begejstret læsning af den originale digtsamling som genstand, artists book og visuel poesi – blandt andet med tråde til de konkrete poeters skrivemaskinepoesi, herunder spatialismen. Hans tekst rummer samtidig overvejelser om bogens væsentligste figur, ordspillet, og dets mulige medvirken til den visuelle poesis marginalisering som genre.
Den finlandssvenske digter Cia Rinnes nye digitale værk archives zaroum består af i alt 29 animerede og interaktive digte. De enkelte digte udvikler sig i takt med at de klikkes frem i små maskinskrevne og håndtegnede forløb, som til sammen danner et myldrende poetisk arkiv. Det digitale værk er en videreudvikling af Cia Rinnes digtsamling zaroum fra 2001, en visuel og filosofisk bog inspireret af blandt andet Dada og Fluxus og skrevet på en lang række sprog. Projektet er sidste afsnit i trilogien Ord i øjet – ny nordisk visuel poesi.
Anden del af Afsnit Ps trilogi med ny nordisk visuel poesi, Ord i øjet, er Soldatmarkedet skabt af den norske digter Monica Aasprong. Den nyeste udgave af Aasprongs fortløbende og mangesidede værk rummer hele fire forskellige arbejder, som på hver deres måde tilnærmer sig og gør brug af titelordet og dets enkeltbogstaver. To af delene koncentrerer sig om bogstavet t, imens de to andre danner nye morfemer og ord af materialet. Projektet, som gør læseren medskabende, er udført i samarbejde med den svenske medieingeniør Erik Sjödin.
Primärdirektivet er et nyt digitalpoetisk værk skabt til Afsnit P af den svenske digter, lyd- og billedkunstner Johannes Heldén. I to gådefulde svævende bøger skjuler sig to ikke-lineære landskaber, hvor hver berøring og hvert klik med musen åbner en ny sprække i tiden. Primärdirektivet er første led i en serie med ny nordisk visuel poesi, Ord i øjet, og præsenteres på både svensk og engelsk.
I digteren Simon Grotrians samling Fire (1990) finder man, hvad Lars Bukdahl har kaldt for “en lille række bogstavfigurlige minirebusser, der i deres humoristiske renfærdighed og skønhed for længst er blevet moderne klassikere”. Et af dem er digtet “Svaner set gennem tårer”, som kun er skrevet med 0’er og 2’er. Figurdigtene har længe været en del af Grotrians praksis, og hans nye bog, Talkumekspressen, byder på en hel suite, som både er vanvittige, bedårende og balsamiske. Afsnit P bringer fem digte og et plogindlæg.
svevedikt (svævedigte) er syv nye animerede digte skabt til Afsnit P af den norske poet Ottar Ormstad. Visuelle og lydlige meditationer over sprogets mindsteenheder og deres kombinatorik. Digtene er i sagens natur ikke for fastholdere, som Karen Wagner skriver i sin katalogtekst til udstillingen. Det er potentielle digte, der forbliver i bevægelse.
“Det er, som om litteraturen har gennemgået en udvikling, kritikken kun befinder sig i puberteten af.” Anna Hallberg efterlyser i sit essay (først holdt som oplæg på OEI-seminaret Post-Poesi) en mere åben og prøvende litteraturkritik, der kan matche den slagkraft og opfindsomhed, man finder i Nordens eksperimenterende litteratur i dag. Med udgangspunkt i Lars Mikael Raattamaas visuelle digt “Al-Jazeera” går hun tæt på modstanden og dens retoriske strategier. Dén diskrimination, vi alle til en vis grad er fanget af.
Afsnit Ps store virtuelle udstilling konkretpoesi.se præsenterer den svenske konkrete poesi fra 1960’erne for første gang for et dansk publikum i et omfang og en form, den fortjener. Martin Deichmann og Christian Yde Frostholm introducerer en grænseoverskridende periode i den svenske litteratur i ord, lyd, billede og bevægelse: Ekbom, Fahlström, Hammarberg, Hodell, Johnson, Nylén og Reuterswärd. Som en tråd op til i dag rummer konkretpoesi.se desuden en præsentation af den nye generation af svenske “konkrete” digtere, “Generation OEI”.
I dag udkommer Niels Lyngsøs Morfeus – en bog, vi har ventet spændt på. Morfeus er sendt på gaden i kassette, den har ingen for- eller bagside, er sat sammen med ringe i ryggen og rummer tekster, der stritter i alle retninger. Et poetisk eksperiment i 3D, som Afsnit P naturligvis anmelder i 3P: Tre par øjne er sat på sagen.
Jens Keis Kristensens Alfabet-serie, som her for første gang præsenteres samlet, opstod af en drøm om “at fylde skærmen op med en kompakt masse af bogstaver, der ikke nødvendigvis skulle betyde noget som helst”. Men den voksede – blandt andet til en sand byhyldest.
Forlaget Arenas 945 sider tykke Johannes L. Madsen-samling, JLM, fra dette efterår er med sine prikdigte, bogstavlabyrinter og Nedspildt spruttende af syre en fornem tidsbilledserie. Martin Deichmann har set på alle bladene – og lyttet til Halfdan E og Martin G’s cd med JLM-digte, Smarte pletter mellem fingrene. Han foretrækker digteren, når han er kort og konkret. (MD)
Den britiske billedkunstner Louise Hopkins benytter sig af allerede eksisterende og velkendte genstande – møbelstoffer, landkort, millimeterpapir, bøger og avissider – som hun omdanner til nye billeder og utopiske verdener. Tatiana Maria Lund har set hendes seneste udstilling i London og introducerer til værket. (TML)
Digte, calligrapoetica, akvareller, tegninger, fotografier, citater – ja sågar pindefigurer og poesimaskiner – af den danske digter og billedkunstner Robert Corydon (1924-84). Værkerne knyttes sammen af associerende tråde, animeres og kommenteres. Arrangeret af Thomas Bidstrup Jeppesen og Christian Yde Frostholm med katalogtekster af Martin Deichmann.
Nogle af Kurt Schwitters’ digte giver faktisk mening. Andre – ikke mindst de konkrete og lydlige – må man træde ind i som i hans “Raddadistmaskine”: med sine sansers fulde brug og komme ud af fuldstændig fra forstanden. Martin Deichmann skriver om den nye Schwitters-udgivelse i Borgens Verdenslyrik-serie, Anna Blomst og andre digte. (MD)
“Det er ikke nødvendigvis formen, man altid skal eksperimentere så meget med”, udtalte Naja Marie Aidt engang i 90’erne. Nu har hun ikke desto mindre gjort det i to bogværker – storstilet sammen med fotografen Kim Lykke og i mere klassisk forstand med billedkunstneren Håkan Blomkvist. “Et stemningskick” kalder Karen Wagner den førstnævnte udgivelse. (KW)
Jonas Olesens første bidrag til Afsnit P er en serie fragmenter af en romantekst, der er blevet udsat for kraftig erosion – bogsider ødelagt af computerens vejr og vind. Skjulte lag kommer til syne, ny mening opstår, og originalens prosa bliver til (visuel) poesi.
14 små og store cut up-serier udført af digteren og oversætteren Jørgen Sonne – i alt over 250 værker. Som bonustrack et uddrag fra videoen1 1/2 times sol – Jørgen Sonne taler om poesi. Udstillingen er kurateret af Lars Bukdahl.
Afsnit P-udstilling med 18 forskellige deltagere: Mark Bedford, Benedicte Bojlén, Lars Bukdahl, Claus Carstensen, Jesper Fabricius, Christian Graugaard, Simon Grotrian, Klaus Høeck, Christian Høgel, Per Højholt, Michael Jensen, Niels Lyngsø, Tóroddur Poulsen, Steen Møller Rasmussen, Carsten Sestoft, Vagn Steen, Jesper Søholm og Thomas Wiesner.
