Ind imellem performanceværkerne General Bussig og Lågsniff udgav Åke Hodell readymade-romanen Bruksanvisning för symaskinen Singer Victoria, samt to beslægtede konceptbøger, Orderbuch og CA 36715 (J). De to sidste tager udgangspunkt i koncentrationslejren og udgør henholdsvis vogterens opgørelse over fangernes anvendelighed ("Seife", "Lampenschirm", "Motoröl", "Unbrauchbar") og fangens ulæselige håndskrevne dagbog. Forrest i dagbogen er fangens censurerede pasbillede stemplet CA 36715 (J), hvilket er blevet bogens titel. I Orderbuch figurerer fangenummeret to gange - forrest med noten "Seife" - "sæbe" - og bagest som det endnu ikke udstregede. De to bøger udgør et makabert par - ikke mindst Orderbuch provokerer grumt med dens praktiske, fedtafvisende voksdugsomslag.

Ser man på Hodells bøger fra 1960'erne samt debutbogen fra 1953, er det som om, at de er opstået i par. De to tidligste modernistiske flyver-samlinger deler meget tydeligt tematik og udtryksform, Orderbuch og CA 36715 (J) er uløseligt forbundet, General Bussig deler layout og collageform med den senere Självbiografi, og endelig knytter de to USA-bøger, U.S.S. Pacific Ocean og Mr. Nixon's Dreams , sig tæt til hinanden. Dobbeltheder og repetitioner viser sig hele tiden hos Hodell og afspejler hans vekslen mellem fiktion og virkelighed, hudløs ærlighed og maskeret iscenesættelse.

Självbiografi fra 1967 er skabt i en slags selvcensurens anti-form. Den rummer billedfragmenter af pilotliv og -udstyr, som er klæbet op på beskrevne og overstregede sider, der igen er forsøgt annulleret med sorte krydser eller endog gennemhullet af kugler fra et maskingevær. Selvdestruktion og -opbygning i en og samme bevægelse. Ud over beslægtetheden med General Bussig deler Självbiografi også stemning og idé med Verner von Heidenstam - Nya dikter , hvor en række af nationalskjaldens mest kendte hymner har lagt flade til enkle, kalligrafiske tuschklatter. Ifølge forfatteren selv et opgør med egen skolegang og opdragelse og ikke mindst den nationalistiske mentalitet, der knytter sig til Heidenstams digtning.

Fra slutningen af 1960'erne komponerede Hodell en række værker til opførelse i radioen og i fysisk sammenhæng, samt elektronisk musik og tekst-lyd-værker, som i stor udstrækning opførtes på Fylkingen. I 1987 viste Moderna Museet Resor i Inre Landskap 1952-87 - en retrospektiv udstillingen af Hodells billeder - og i samme periode udkom en række selvbiografiske romaner. Åke Hodell var en multikunstner, som hele tiden arbejdede på tværs af de gængse udtryksformer. Han eksperimenterede ikke bare med lyd, billede og tekst, men anvendte også meget tidligt computere og afprøvede kunstigt skabt tale i sine værker. Alle udtryksformer havde for Hodell deres berettigelse, men de skulle bruges til noget, der skulle være mening med galskaben. Digterens egne ord fra en enquete i Rondo 1963 afspejler fint datidens debat:

"Som den opmærksomme læser har lagt mærke til, har jeg i modsætning til den konkrete poesis æstetik haft til hensigt, at elektronismerne skulle udtrykke noget, have en slags betydning. Og det er det, der er vigtigt."

Kan konkret poesi være meningsfuld, politisk og socialt indigneret, engageret? Ja, se Hammarbergs konkrete hverdagspoesi, Fahlström og Reuterswärds skolede metakonkretisme, og se ikke mindst Åke Hodells engagerede arbejde, hvor hvert eneste værk - elektronismer, collager, tekstbilleder osv. - er en både personlig, kunstnerisk og privat investering i verden.

<< | >>

Självbiografi (1967)

Verner von Heidenstam - Nya dikter (1967)