Da Öyvind Fahlström i 1961 flyttede til New York, kom han hurtigt i kontakt med ligesindede kunstnere som Andy Warhol, Robert Rauschenberg, Merce Cunningham og John Cage. Sidstnævnte var blandt de vigtigste inspirationskilder til det, der skulle ske i den svenske litteratur og billedkunst fra begyndelsen af 1960'erne. Fahlström introducerede tidligt Cage for de svenske læsere og refererede indforstået til i oversigtsartiklen "Brise" fra Rondo 1961. "Happy new ears", hedder det med Cages ord i artiklens indledning efterfulgt af Fahlström egne: Happy new eyes. Happy new words". En tidstypisk programerklæring. Fahlströms værk Dr. Livingstone, I presume var dedikeret John Cage. Ifølge Torsten Ekbom hentede Fahlström sin idé om "livsmaterialet" - med andre ord den sikre overbevisning om, at ingenting kunne udelukkes fra kunsten - i Cages pivåbne æstetik.

Bengt Emil Johnson: Semikolon; ny poesi - nye medier

Torsten Ekbom: Billedstorm

Leif Nylén: Hvilke "grænseoverskridelser" ser du i 1960'ernes kunst?

Öyvind Fahlström - Poetiske principper

I forbindelse med Stockholms Festspel i 1963 gav John Cage koncert på Moderna Museet. Her medvirkede også Lars-Gunnar Bodin , der sammen med Bengt Emil Johnson siden skulle komponere og opføre en lang række tekst-lyd-kompositioner inspireret af Cage. De to - under fællesnavnet "Semikolon" - introducerede endvidere Cages teknik og musik for Ord och Bilds læsere i 1965. I 1966 udkom et udvalg af John Cages tekster under titlen Om ingenting, oversat til svensk af Torsten Ekbom og Leif Nylén. Flere af teksterne - særligt "Foredrag om ingenting" - minder om de svenske konkrete poeters egen teknik og voldte ifølge Nylén også store problemer i sætteriet.